Et stednavn er sjældent tilfældigt. Bag Mont Blanc, Kuala Lumpur og Isla Mujeres ligger et lille sæt helt almindelige ord – bjerg, flodmunding, ø – som gentager sig på tværs af sprog og kontinenter. Denne ordbog samler de tilbagevendende led, en rejsende møder på kort, vejskilte og togtavler. Bogstavet I er øernes bogstav frem for noget andet: fra Middelhavet til Atlanten hedder en ø næsten det samme, fordi ordet er arvet fra det samme latinske insula. Se også landenavne og grønlandske stednavne, og gå videre til bogstaverne H og J.
Ordbogen: I
- isla (spansk) – ø. Isla Mujeres ud for Cancún, Isla de la Juventud ved Cuba, og Islas Canarias – De Kanariske Øer.
- ilha (portugisisk) – ø. Ilha da Madeira, som vi bare kalder Madeira, Ilhabela ud for São Paulo, og Ilha do Sal på Kap Verde.
- île (fransk) – ø. Île-de-France er "øen" mellem Seine, Marne og Oise; Belle-Île og Île de Ré ligger i Atlanten ud for Bretagne.
- isola (italiensk) – ø. Isola Rossa på Sardinien er "den røde ø", Isola Bella i Lago Maggiore "den smukke".
- isle / island / -ey (engelsk) – ø. Isle of Skye, Isle of Wight, Anglesey og Sheppey – de sidste to med det nordisk-oldengelske ey.
- ey / øy / oy (nordisk) – ø. Orkney, Grímsey nord for Island, Surtsey, Karmøy. Endelsen -ay på Hebriderne og Shetlandsøerne er samme ord.
- inis / innis / inch (irsk og skotsk gælisk) – ø, holm, eng ved vand. Inishmore på Aranøerne, Enniskillen (Inis Ceithleann), Inchcolm i Firth of Forth. Se Irland og Skotland.
- -istan (persisk) – sted, land, "landet med". Ligger i Afghanistan, Pakistan, Usbekistan, Kasakhstan og Kirgisistan – men også i Gulistan, "rosenhaven", og Registan, "sandpladsen" i Samarkand.
- irmak (tyrkisk) – flod. Kızılırmak er "den røde flod", Anatoliens længste; Yeşilırmak er "den grønne". Se Tyrkiet.
- iç (tyrkisk) – indre. İçmeler ved Marmaris er "de indre gårde"; İç Anadolu er det indre Anatolien.
- issyk (kirgisisk) – varm. Issyk-Kul er "den varme sø" – 1.600 meter oppe og alligevel isfri hele vinteren. Se Kirgisistan.
- ita (tupi-guaraní) – sten. Itaipú er "den syngende sten", Itabira "det opløftede fjeld", og Itamaraty "husets sten" i Brasilien.
- iguaçu / iguazú (guaraní) – "det store vand", af y (vand) og guasu (stor). Vandfaldene på grænsen mellem Brasilien og Argentina bærer navnet direkte.
- iso (finsk) – stor. Isojärvi er "den store sø", Isokyrö "den store bygd". Se Finland.
- itä (finsk) – øst. Itä-Suomi, det østlige Finland; Itäkeskus i Helsingfors. Se Helsinki.
- iwa (japansk, 岩) – klippe, sten. Iwate i det nordlige Honshu, Iwakuni med sin berømte træbro. Se Japan.
- ike (japansk, 池) – dam, bassin. Ikebukuro i Tokyo er "damsposen", opkaldt efter et vandhul, der for længst er væk.
- isthmos (græsk) – landtange. Korinth-tangen bandt fastlandet til Peloponnes, indtil kanalen skar den over i 1893.
- iera / iero (græsk) – hellig. Ierapetra på Kreta er "den hellige klippe"; Ieros Naos betyder simpelthen kirke.
- iglesia / igreja (spansk/portugisisk) – kirke. Minebyen Iglesias på Sardinien fik navn af sine mange kirker.
- -ing / -ingen (germansk) – "folkene der hører til". Reading og Hastings i England, Göttingen, Tübingen og Solingen i Tyskland, Groningen i Nederlandene – alle oprindeligt navne på slægter, ikke på steder.
- indre / inner (nordisk/engelsk) – den inderste af to. Indre Sogn ligger inderst i Sognefjorden, se Sogn og Fjordane; Inner Hebrides er de indre Hebrider.
- ilkha / il (tyrkisk-mongolsk) – folk, stamme, rige. Ligger i historiske navne som Ilkhanatet i Persien.
- irtysj (sibirisk-tyrkisk) – "den gravende flod". Bifloden til Ob løber gennem Kasakhstan og Sibirien.
- ika (maori) – fisk. Nordøen i New Zealand hedder Te Ika-a-Māui, "Mauis fisk", fordi halvguden ifølge myten fiskede den op af havet.
- inti (quechua) – sol. Intihuatana ved Machu Picchu er "stedet hvor solen bindes". Se Peru.
- inuk / inuit (grønlandsk) – menneske, mennesker. Selve landet hedder Kalaallit Nunaat, se grønlandske stednavne.
- ilu (grønlandsk) – noget indre; ilulissat er "isbjergene". Byen Nuuk og Ilulissat er begge rene naturbeskrivelser.
- imeni (russisk) – "opkaldt efter". Optræder i sovjetiske navne som Imeni Lenina, og forsvinder gradvis fra kortene igen.
I er øernes bogstav
Latin insula er en af Europas mest produktive rødder. Den blev til isola i italiensk, isla i spansk, ilha i portugisisk, illa i katalansk og île i fransk, hvor det gamle isle mistede sit s og fik en accent i stedet – derfor hedder det stadig isle på engelsk, som lånte ordet fra fransk i middelalderen. Bevæger man sig nordpå, skifter roden helt: nordisk ey og oldengelsk ieg giver Orkney, Anglesey, Jersey, Guernsey og hundredvis af norske og skotske øer på -øy og -ay.
Og på Irlands og Skotlands kort ligger endnu et lag: keltisk inis, som findes i Inishmore, Innisfree og Inchcolm – og som betyder ikke bare ø, men også "eng omgivet af vand", hvilket er hele forklaringen på, at der ligger Enniskillen og Ennis langt inde i landet. Når fire helt uafhængige sprogfamilier har hvert sit ord for det samme, siger det noget om, hvor afgørende øer har været for søfart, forsvar og handel i Europa.
Falske venner på I
Ikke alt, der ligner et geografisk ord, er ét. Islands navn har intet med "isle" at gøre – det er nordisk "island", islandet. Israel, Iran og Irak er alle folkenavne, ikke landskabsbeskrivelser, selv om Iran betyder "arierne land". Og den italienske ø Ischia i Napolibugten har trods lyden ikke isola i sig; navnet stammer sandsynligvis fra græsk. Se Ischia.
Vær også opmærksom på, at -istan ikke er et etnisk mærke, men et helt neutralt persisk led for "sted". Det findes i indiske navne som Rajasthan ("kongernes land") og i hverdagsord som bimarestan, hospital.
Vores råd: Når du bestiller færge eller indenrigsfly, så tjek, om destinationen har ordet for "ø" i sig – Isla, Ilha, Île, Isle, Nusa, Koh, Pulau. Det lyder banalt, men det er den hurtigste måde at opdage, at et hotel "i Cancún" i virkeligheden ligger på Isla Mujeres med en færgetur imellem. Kortlæsning sparer flere ærgrelser end nogen rejseforsikring.