Drikkepenge på rejsen – den store guide

Få ting kan gøre en dansker så usikker på rejsen som spørgsmålet om drikkepenge. Herhjemme er servicen inkluderet i prisen, og drikkepenge er en frivillig gestus – men sådan er det langtfra alle steder. I USA er drikkepenge en del af tjenerens løn, i Japan kan de opfattes som en fornærmelse, og imellem de to yderpunkter ligger resten af verden. Her er guiden, der giver dig svaret, før den pinlige tavshed opstår, når regningen kommer.

Hvorfor er kulturerne så forskellige?

Forklaringen er næsten altid lønsystemet. I lande, hvor servicepersonale får en fuld løn, er drikkepenge en påskønnelse – hyggelig, men valgfri. I lande som USA er grundlønnen for tjenere derimod bevidst sat lavt ud fra en forventning om, at gæsterne betaler resten direkte. Der er drikkepenge ikke en gave, men en del af regningen. Og i dele af Østasien strider det mod værtskabskulturen at tage imod ekstra penge for at gøre sit arbejde godt. Tommelfingerreglen: Find ud af, hvad drikkepengene er i landet – løn, påskønnelse eller fornærmelse – så giver resten sig selv.

USA og Canada: her er det ikke valgfrit

USA er verdens mest udtalte drikkepengekultur. På restauranter med betjening forventes 18-25 % af regningen før skat – 18 % for okay service, 20 % som standard, mere for det gode. At gå uden at give drikkepenge opfattes som en direkte besked om elendig service og kan udløse en konfrontation. Derudover: bartenderen 1-2 dollars pr. drink, taxi/kørselstjenester 10-15 %, pikkoloen et par dollars pr. kuffert, stuepigen et par dollars pr. nat og guider 10-20 %. Betaler du med kort, foreslår terminalen ofte selv procentsatser. Canada følger samme mønster, typisk 15-20 %. Læs mere om landet i vores USA-guide.

Europa: afrunding og 5-10 %

I det meste af Vest- og Sydeuropa er servicen helt eller delvist inkluderet, og drikkepenge er en venlig gestus. I Frankrig, Spanien, Italien, Portugal og Grækenland runder man op eller lægger 5-10 % ved god betjening – ingen løfter et øjenbryn, hvis du lader være. Bemærk i Italien coperto (kuvertafgift), som står på regningen og ikke er drikkepenge. I Tyskland og Østrig er 5-10 % almindeligt, og man siger beløbet højt, når man betaler ("das stimmt so" eller det nye totalbeløb) i stedet for at efterlade mønter på bordet. I Storbritannien lægger mange restauranter automatisk 10-12,5 % "service charge" på regningen – tjek den, og giv ikke dobbelt.

Norden: som derhjemme

I Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island er servicen inkluderet, og der er ingen forventning om drikkepenge. Afrunding eller 5-10 % for en rigtig god oplevelse er altid velkomment – men aldrig et krav.

Asien: fra unødvendigt til uhøfligt

• Japan er det klassiske eksempel på, at drikkepenge kan være uhøflige. God service er en selvfølge og en ære, og lagte penge bliver ofte høfligt returneret – i værste fald skaber de forlegenhed. Lad være, også til taxichauffører.
• Sydkorea og Kina ligner: Drikkepenge er ikke en del af kulturen (undtaget internationale hoteller og vestligt orienterede turistguider).
• Thailand, Vietnam, Indonesien og resten af Sydøstasien: Ingen fast tradition, men turismen har skabt en blød forventning – afrund regningen, efterlad 20-50 baht eller tilsvarende, og giv bærere og guider et mindre beløb. Alt modtages med et smil, intet kræves.
• Indien og Nepal: 5-10 % på restauranter uden serviceafgift, småbeløb til bærere og chauffører – og til trekkingpersonale er drikkepenge en fast og vigtig del af aflønningen.

Mellemøsten og Nordafrika

Drikkepenge – baksheesh – er en integreret del af hverdagen i lande som Egypten, Marokko og Jordan. Småbeløb forventes for næsten enhver tjeneste: bærere, toiletpersonale, den der viser vej. Hav altid småpenge i lommen, og se det som en del af rejsens omkostninger frem for en irritation. På restauranter er 10 % passende. I Golfstaterne er service ofte lagt på regningen, men personalet – typisk lavtlønnede gæstearbejdere – sætter stor pris på 5-10 % ekstra.

Latinamerika

10 % er den gennemgående standard på restauranter. I Mexico forventes 10-15 %, i Brasilien står de 10 % ofte allerede på regningen som serviço, og i Peru, Bolivia og Chile er 10 % pænt (i Chile spørger tjeneren gerne "¿con propina?" ved kortbetaling). Guider og chauffører på flerdages-ture skal have et reelt beløb – spørg arrangøren om normen.

All inclusive og krydstogt

På all inclusive-hoteller er "alt betalt" – men personalet lever mange steder af de små ekstra beløb. En dollar eller euro hist og her til bartender, tjener og stuepige gør en mærkbar forskel for servicen og for dem. På krydstogter trækker de fleste rederier automatisk et dagligt servicegebyr (typisk ca. 100-130 kr. pr. person pr. dag) – tjek om det er inkluderet i din pris, så du hverken snyder personalet eller betaler dobbelt.

De klassiske fejl

1. At regne procent af totalen i USA – drikkepengene beregnes af beløbet før skat (og giv aldrig under 15 %, medmindre noget gik alvorligt galt).
2. At give dobbelt – tjek altid regningen for "service charge", coperto eller serviço, før du lægger oveni.
3. At give drikkepenge i Japan – velment, men forkert.
4. Ingen småpenge – i baksheesh-lande er en lomme med småsedler halvdelen af freden.
5. At glemme stuepigen og guiden – de mest oversete modtagere, og ofte dem med den laveste løn.
6. At lade valutaen sejle – giv drikkepenge i lokal valuta; mønter fra udlandet kan personalet typisk ikke veksle.

Vores råd: Beslut dig hjemmefra for landets norm, og hav småpenge klar fra dag ét – så bliver drikkepenge en afslappet vane i stedet for et dagligt regnestykke. Og er du i tvivl, så kig på lønsystemet: Hvor personalet lever af drikkepengene, skal du give dem. Hvor de ikke gør, er et smil og en oprigtig tak ofte lige så meget værd.