Sardinien er Middelhavets næststørste ø efter Sicilien – omkring 24.000 kvadratkilometer, altså mere end dobbelt så stor som Sjælland og Fyn tilsammen, med knap 1,6 millioner indbyggere og næsten 1.900 kilometer kystlinje. Den er berømt for vand, der ser caribisk ud, og det rygte holder: Kombinationen af granit, kalksten og fint kvartssand giver en turkis, der virker digitalt forstærket, men ikke er det. Alligevel er det ikke strandene, der gør Sardinien til noget særligt. Det er, at øen aldrig rigtig har været italiensk.
Sarderne har deres eget sprog, sardo, som er et selvstændigt romansk sprog og ikke en italiensk dialekt. De har deres egen mad, deres eget flag med de fire maurerhoveder, deres egen musik med den dybe polyfoniske cantu a tenore-sang, og en historie, der begynder længe før Rom. Øen er formelt en autonom region, og selvforståelsen er tilsvarende: Man tager ikke "til Italien" fra Sardinien – man tager til fastlandet.
Nuragherne – Europas gådefulde stentårne
Sardiniens største kulturhistoriske særkende er de omkring 7.000 nuragher, der er tilbage af måske dobbelt så mange oprindeligt: keglestubformede tårne af tørstablede kampesten, bygget mellem cirka 1800 og 700 f.Kr. af en bronzealderkultur, vi stadig ikke ved særlig meget om. De findes overalt – på bakketoppe, i markhegn, ved motorvejsafkørsler.
Det vigtigste anlæg er Su Nuraxi ved Barumini i det centrale Sardinien, et UNESCO-verdensarvssted, hvor et centraltårn i tre etager er omgivet af fire hjørnetårne og en hel landsby af runde stenhuse. Guidet rundvisning er obligatorisk og tager ca. en time; entré ca. 100 kr. Kør derudover forbi kæmpegravene tombe dei giganti og de hellige brønde som Santa Cristina, hvor en trappe af perfekt tilhugget sten fører ned til en kilde – bygget med en præcision, der ikke passer med, hvad man ellers forventer af bronzealderen.
Kysterne
Sardinien har fire meget forskellige kyster:
- Nordøst (Gallura og Costa Smeralda) – vindslebne granitklipper, vindstille bugter og øgruppen La Maddalena. Costa Smeralda blev anlagt fra 1962 af Aga Khan som et luksusprojekt med byggeregler, der forbød højhuse og neonskilte, og resultatet er stadig usædvanligt velbevaret – og usædvanligt dyrt i juli-august. Olbia er indgangen hertil.
- Nordvest (Korallrivieraen) – kalkstensklinter, Capo Caccia og Neptuns Grotte, med den catalansk-prægede by Alghero som centrum og Isola Rossa og Costa Paradiso længere mod nordøst.
- Østkysten (Ogliastra og Golfo di Orosei) – øens mest dramatiske: en 40 kilometer lang klippekyst uden veje, hvor strande som Cala Goloritzé, Cala Mariolu og Cala Luna kun kan nås med båd fra Cala Gonone eller Santa Maria Navarrese, eller ad lange vandrestier. Bådtur ca. 300-500 kr. pr. person.
- Sydkysten – de lange, lyse sandstrande omkring Chia, Villasimius og Costa Rei, klitter, lagune-flamingoer og Cagliari som hovedstad.
Til strandene hører en vigtig regel: Det er forbudt at tage sand, sten eller skaller med fra Sardinien, og der uddeles reelt bøder i lufthavnene. Flere af de mest berømte strande har desuden adgangsbegrænsning i højsæsonen med online-booking af en tidsluk.
Bjergene og det indre
Det indre Sardinien er øens virkelige særpræg. Barbagia – navnet stammer fra romernes barbaria, det område de aldrig fik kontrol over – er et bjergland omkring Gennargentu-massivet med øens højeste top Punta La Marmora på 1.834 meter. Her ligger landsbyer som Orgosolo, kendt for sine politiske vægmalerier på næsten hver husmur, og Mamoiada med de sodsværtede mamuthones-masker, der bæres ved karnevallet i en tradition, ingen kan aldersbestemme. Landskabet skifter til kalkstensplateauer ved Supramonte ovenfor Dorgali og til korkegeskove i Gallura.
En dagstur ind i landet er den bedste modvægt til strandferien.
Maden
Sardisk mad ligner ikke resten af Italien. Det er et hyrdekøkken, ikke et fiskerkøkken – de historiske sardere holdt sig fra kysten på grund af malaria og sørøvere:
- Porceddu – pattegris stegt langsomt over myrtegrene, øens festret
- Culurgiones – ravioli med kartoffel, pecorino og mynte, lukket som et akssnit
- Fregola – små ristede semuljekugler, ofte med muslinger
- Pane carasau – papirtyndt hyrdebrød, der holder i månedsvis
- Pecorino sardo og den berømte casu marzu, som du ikke får serveret officielt
- Seadas – frituresteget ostetærte med varm honning
- Cannonau – øens kraftige rødvin, og Vermentino di Gallura som hvidvinen
En middag på en landtrattoria koster ca. 175-275 kr. med vin; på Costa Smeralda i højsæsonen kan det samme koste tre gange så meget.
De lange liv og de store fester
Sardinien var det første område i verden, der blev udpeget som en blå zone – et sted med usædvanligt mange mennesker over 100 år, især i bjergkommunerne i Ogliastra og Barbagia. Forklaringen er formentlig hyrdelivets daglige bevægelse i stejlt terræn, en kost af bønner, byg, grøntsager, fåreost og lidt kød samt tætte familiebånd. Effekten mærkes i landsbyerne: Meget gamle mennesker sidder ude på gaden og deltager i livet frem for at være gemt væk.
Festkalenderen er tilsvarende stærk. Sa Sartiglia i Oristano i fastelavnsdagene er et rytterstævne fra 1500-tallet, hvor ryttere i gyldne masker skal spidde en sølvstjerne i fuld galop. S'Ardia i Sedilo først i juli er et vildt hesteløb rundt om en kirke, og Cavalcata Sarda i Sassari i maj samler tusindvis af sardere i egnsdragter. Falder din rejse sammen med en af dem, så omlæg gerne planen.
Vestkysten og de mindre øer
Vestkysten mellem Alghero og Oristano er den mindst besøgte del af øen og en af de bedste. Ved Sinis-halvøen ligger den antikke by Tharros på en tange med punisk-romerske ruiner ud mod havet, og lige ved siden af Is Arutas, en strand af hvide kvartskorn på størrelse med ris. Længere sydpå ligger klippekysten omkring Masua med den fritstående kalkstensklippe Pan di Zucchero og de forladte minebyer i Sulcis-Iglesiente, hvor Sardiniens bly- og zinkminer lukkede i løbet af 1900-tallet. Ud for sydvestkysten ligger øerne Sant'Antioco og San Pietro – sidstnævnte med byen Carloforte, hvor der tales en ligurisk dialekt, fordi befolkningen stammer fra genovesiske koralfiskere via Tunesien.
Bedste rejsetid
Maj-juni og september er de bedste måneder: 22-28 grader, badevand fra midt i juni og til langt ind i oktober, og priser langt under højsæsonens. Juli-august er varmt (30-35 grader), fyldt og dyrt – italienerne holder selv ferie i august, hvor færger og hoteller er udsolgt måneder i forvejen. April og oktober er fine til vandring, nuragher og byer, men vandet er koldt. Vinteren er mild langs kysten (12-16 grader), men de fleste kystbyer lukker næsten helt ned fra november til påske, og flyforbindelserne skæres kraftigt ned. I bjergene kan der falde sne.
Vær forberedt på mistral-vinden fra nordvest, der kan blæse kraftigt i alle årstider og gør nogle strande ubrugelige, mens andre bliver perfekte – vælg kyst efter vindretningen den dag.
Praktisk
Sardinien har tre lufthavne: Olbia (OLB) i nordøst, Alghero (AHO) i nordvest og Cagliari (CAG) i syd. Fra Danmark er der direkte charterfly om sommeren, ellers skiftes typisk i Milano, Rom eller en europæisk hub. Færger sejler fra Genova, Livorno, Civitavecchia og Napoli samt fra Palermo og fra Bonifacio på Korsika – overfarten til Korsika tager kun ca. 50 minutter over Bonifacio-strædet og er en oplagt kombination.
Lejebil er stort set nødvendig. Togforbindelserne er få og langsomme, busserne dækker byerne, men ikke strandene, og afstandene er store: Cagliari-Olbia er ca. 270 kilometer og tager omkring tre timer. Der er kun ganske få motorvejslignende strækninger; resten er landeveje, hvor gennemsnitsfarten er lavere, end kortet lover. Book bilen i god tid til juli-august, hvor øen løber tør.
Ærlige forbehold: Sardinien er ikke en billig ø. Færger, biludlejning og hoteller i højsæsonen ligger over det italienske gennemsnit, og Costa Smeralda er i en klasse for sig. Til gengæld falder priserne dramatisk 30 kilometer ind i landet. Øen har heller ikke de store kunstbyer – kommer du for renæssance og museer, er du det forkerte sted. Kommer du for vand, bjerge, mad og en kultur, der er sin egen, er der få steder i Europa, der leverer bedre.
Forslag til en uge
Fly til Olbia, tre dage i Gallura med La Maddalena, en bådtur og en dag i granitklipperne; kør derefter over Barbagia med stop ved Orgosolo og en overnatning i bjergene; slut med to dage ved Golfo di Orosei og bådturen til Cala Goloritzé. Har du to uger, så tag hele øen ned til Cagliari og hjem via Alghero og nuraghen i Barumini. Få overblikket over resten af landet i vores guide til Italien.
Vores råd: Bland kyst og indland fra dag ét. To dage i Barbagia med nuragher, murmalerier og en langsom middag i en bjerglandsby gør resten af strandferien dobbelt så interessant – og det er dér, du finder det Sardinien, der ikke ligner nogen anden ø i Middelhavet.