Kykladerne

Kykladerne er den øgruppe, de fleste ser for sig, når nogen siger "græsk ø": hvidkalkede kubiske huse, blå kupler, bjergsider af tør sten og et hav i en blå, der virker overdrevet, indtil man selv står i det. Gruppen tæller omkring 220 øer og holme i det centrale Ægæerhav, hvoraf 24 er beboede. Navnet kommer af det græske kyklos, en cirkel – øerne blev opfattet som en ring omkring den lille hellige ø Delos, hvor Apollon efter myten blev født.

Delos er nøglen til at forstå gruppen. Øen var i antikken både panhellensk helligdom og et af Middelhavets største handelscentre – på sit højeste boede der over 25.000 mennesker på en ø uden ferskvand. I dag må ingen overnatte der, men de udgravede gader, mosaikgulve og løverne fra Naxos gør Delos til en af Grækenlands stærkeste arkæologiske oplevelser. Længere tilbage, mellem 3200 og 2000 f.Kr., opstod her den kykladiske kultur, kendt for de stiliserede marmorfigurer med foldede arme, som virker moderne og som har inspireret billedhuggere fra Brancusi til Modigliani.

Hvad øerne har til fælles – og hvad der adskiller dem

Landskabet er tørt, lavt og lyst; kun Naxos og Andros har rigeligt vand. Arkitekturen med hvide kalkede huse, flade tage og smalle gyder er ikke pynt, men praktisk: kalken reflekterer solen og desinficerer, gyderne bryder vinden, og de er anlagt bevidst forvirrende for at forsinke pirater. Derfor ligger de gamle hovedbyer, choraerne, typisk et stykke inde i landet på en bakke, mens havnen først blev bebygget i 1800-tallet.

Vinden er gruppens andet kendetegn. Meltemi, en tør nordenvind, blæser hårdest i juli og august og kan i dagevis nå kulingstyrke. Den holder temperaturen behagelig og luften klar, men den lukker også de åbne strande på nordkysterne, får parasollerne til at flyve og aflyser af og til færgeafgange. Ligger dit hotel på en sydvendt bugt, mærker du den knap.

Vores sider om de enkelte øer

De berømte

• Santorini – kalderaen efter bronzealderens vulkanudbrud, byerne Oia og Fira på klippekanten, bronzealderbyen Akrotiri og Assyrtiko-vinen fra sort aske
• Mykonos – vindmøllerne, Lille Venedig, Grækenlands mest udprægede fest- og luksusø, og afsejlingsstedet til Delos
• Paros – den velafbalancerede mellemvej med havnebyen Parikia, fiskerbyen Naousa, marmorbruddene og windsurf ved Golden Beach
• Naxos – den største og frugtbareste ø med Portara-porten, bjerglandsbyerne, kartofler, kitron-likør og lange sandstrande i vest

De rolige og karakterfulde

• Milos – vulkansk kyst i alle farver, månelandskabet Sarakiniko, fiskerhusene ved Klima og over 70 strande
• Sifnos – gastronomiens ø med lergryderetter, pottemagertradition og vandrestier mellem klostre
• Folegandros – en chora på klippekanten 200 meter over havet, næsten uden veje og med bevidst begrænset turisme
• Syros – gruppens administrative hovedstad Ermoupoli med nyklassicistiske paladser, operahus og en katolsk og en ortodoks bakke
• Tinos – valfartsøen med Panagia Evangelistria, dueslagene i landskabet og en stærk marmorhuggertradition
• Andros – grøn, kildevandsrig ø med skibsrederhistorie, et moderne kunstmuseum og gruppens bedste vandrenet
• Ios – ungdommens og festens ø om sommeren, men med stille bugter og Homers påståede grav i nord
• Serifos – en dramatisk chora på en kegleformet klippe over havnen, gamle jernminer og få turister
• Kythnos – varme kilder ved Loutra, sandtangen ved Kolona og en ø, athenerne selv tager til
• Kimolos – Milos' lillesøster med kridtklipper, en håndfuld tavernaer og næsten ingen hoteller
• Anafi – gruppens østligste, en lille ø med en enorm monolit, klosteret Kalamiotissa og meget få færger

Delos – dagsturen, ingen bør springe over

Delos ligger kun få kilometer fra Mykonos, og udflugtsbådene sejler over på cirka en halv time. Hele øen er et udgravningsfelt: teaterkvarteret med boliger, hvis gulve stadig viser mosaikker af delfiner og Dionysos på en panter, helligdommen for Apollon, den udtørrede hellige sø og terrassen med de arkaiske marmorløver fra Naxos (originalerne står i museet, kopierne udenfor). Ingen må overnatte på øen – reglen går tilbage til antikken, hvor hverken fødsler eller dødsfald måtte finde sted på hellig jord – så bådene sejler tilbage midt på eftermiddagen. Tag hat og vand med: der er ingen skygge og kun én lille kiosk.

Færgerne: sådan hænger det sammen

Næsten al trafik udgår fra to havne ved Athen. Piræus betjener det meste af gruppen ad to akser: den vestlige linje over Kythnos, Serifos, Sifnos, Milos og Folegandros, og den centrale linje over Syros, Paros, Naxos, Ios, Santorini og Mykonos. Rafina på Attikas østkyst ligger tættest på lufthavnen og har de hurtigste afgange til Andros, Tinos, Mykonos, Paros og Naxos.

Der er to slags skibe. De store konventionelle færger er billigst, tager biler, sejler i næsten alt vejr og er behagelige at være ombord på, men bruger 5-8 timer til Santorini. Højhastighedskatamaranerne halverer tiden, koster typisk det dobbelte, aflyses lettere ved hård meltemi og giver flere søsyge, fordi man sidder indendørs i fastmonterede sæder. Book i højsæsonen, men lad være med at planlægge en færgeforbindelse med under to timers margin til et hjemrejsefly – aflysninger sker.

Lufthavne findes på Santorini, Mykonos, Naxos, Paros, Milos og Syros med indenrigsfly fra Athen, og Santorini og Mykonos har direkte charterfly fra Danmark om sommeren. På de øvrige øer er færgen eneste adgang, og det er en del af pointen: de øer, der ikke kan nås på en dag fra en lufthavn, er også dem, hvor der stadig er plads på tavernaen i august.

Hvornår, hvad det koster, og hvad man spiser

Maj-juni og september-begyndelsen af oktober er de bedste måneder: alt er åbent, havet er varmt i september, og meltemien er mildere. Juli-august er varmt, fyldt og dyrt. Fra november til marts lukker de fleste hoteller og tavernaer på de mindre øer, og færgeplanen skæres ned til det, der holder øerne forsynet.

Prisniveauet spænder vidt. Santorini og Mykonos ligger på eller over dansk niveau i højsæsonen, mens en taverna-middag med husets vin på Naxos, Sifnos eller Kythnos typisk koster ca. 120-180 kr. Vandet er en knap ressource på de fleste øer – meget kommer fra afsaltningsanlæg – så korte brusebade er ikke smålighed, men almindelig hensyntagen.

Køkkenet er defineret af tørken: fava (gule flækærter, bedst fra Santorini), kapers og kaperblade, soltørrede tomater, gedeost, og på Sifnos revithada, kikærter langtidsbagt i lergryde natten over. Mykonos har den peberrullede pølse louza, Naxos sin kitron-likør af citrontræets blade, og Santorini vulkanske hvidvine af Assyrtiko-druen fra buskformede, kurveviklede stokke.

Vær ærlig om overturismen

Santorini og Mykonos er blandt Europas hårdest belastede destinationer. På travle dage lægger flere krydstogtskibe til ved Santorini samtidig, og Oias gyder bliver reelt ufremkommelige i timerne op mod solnedgang. Det er ikke et argument for at lade være – men for at sove på øen, gå ud tidligt og sent, og lægge de midterste timer et andet sted. Og for at parre en berømt ø med en ukendt nabo: Santorini med Folegandros eller Anafi, Mykonos med Tinos, Milos med Kimolos.

Tre ruter, der fungerer på en uge til ti dage: klassikeren Athen – Paros – Naxos – Santorini og fly hjem; den rolige Piræus – Sifnos – Milos – Kimolos; og den vestlige med tid til overs Kythnos – Serifos – Sifnos. Hold dig inden for én akse – at krydse fra den vestlige til den centrale linje kræver ofte en omvej over Piræus.

Læs mere om hele landet i vores guide til Grækenland, og om afgangsbyen i vores sider om Athen og Piræus.

Vores råd: Vælg to øer, ikke fem. Rejsetiden mellem øerne æder en halv dag hver gang, og det, der gør Kykladerne uforglemmelige – morgenen på en tom havn, eftermiddagen i en bugt uden vej – findes kun, når man bliver længe nok til at kede sig en enkelt gang.