Kimolos

Kimolos ligger en kilometer fra Milos' nordøstspids og har en helt anden puls. Øen er 36 kvadratkilometer, har omkring 900 fastboende, én landsby, én havn og ingen turistindustri i egentlig forstand. Man tager ikke til Kimolos for at få noget bestemt overstået – man tager dertil for at få timerne til at gå langsommere.

Navnet siger noget om øens historie. Det græske ord for kridt, kimolia, kommer af øen: den lyse, fedtede jord, kimolsk jord, blev allerede i antikken sejlet ud i hele Middelhavet og brugt til at afsvede og rense uld, til medicin og til hudpleje. Minerne prægede øen op i 1900-tallet, og der graves stadig bentonit i mindre målestok. Sporene ligger overalt – hvide brud, forladte skakter og gamle udskibningsramper.

Det skal du opleve

Chorio og Kastro

Færgen lægger til i Psathi, en havn med fem-seks tavernaer og lidt andet. Selve landsbyen, Chorio, ligger et par kilometer oppe og er større og smukkere, end øens størrelse antyder: hvidkalkede huse, marmorportaler over dørene og en labyrint af gyder.

Kernen er Kastro, en venetiansk borgby fra 1300-tallet, hvor husene er bygget sammen i to koncentriske ringe med ydermuren som forsvarsværk og kun to porte ind. Den indre ring er delvist styrtet sammen og ligger som ruin, mens den ydre stadig er beboet – man går ind mellem sammenstyrtede vægge og køkkendøre med gardiner for. Restaureringen skrider langsomt frem, og det er en usædvanligt håndgribelig oplevelse af en middelalderby. Ved Kastros kant står kirken Panagia Odigitria fra 1600-tallet, øens vigtigste.

Skiadi og landskabet

Højt oppe midt på øen står Skiadi, en klippeformation som en enorm stenparaply: en hård stenhat båret af en smallere, vinderoderet stilk. Den nås ad grusvej og en kort vandring fra Chorio og er øens vartegn – og ét af de steder, hvor det er tydeligt, hvor meget vinden former disse øer.

Kimolos har et fint net af gamle stier mellem landsbyen, kysterne og kapellerne. En anden mærkelig og fascinerende plet er Ellinika på vestkysten, hvor der ligger antikke og tidligkristne grave, og hvor rester af en gammel bosættelse ligger under vandoverfladen mellem kysten og holmen Agios Andreas – snorkling i lavt vand over murrester.

Strandene

• Prassa – øens smukkeste: hvidt sand, turkist vand og geotermisk varme, der siver op i vandkanten
• Bonatsa og Kalamitsi – lavvandede, sandede og perfekte til børn
• Aliki og Dekas – rolige bugter med lidt skygge fra tamarisker
• Goupa og Karas – to små fiskerhavne med farvede syrmata, bådgarager hugget ind i klippen med boligen over; billedskønt og stille

Polyaigos

Øst for Kimolos ligger Polyaigos, Ægæerhavets største ubeboede ø: 18 kvadratkilometer klipper, kridhvide kystvægge og bugter med et vand, der er nærmest fluorescerende turkist. Øen er Natura 2000-område og et af de vigtigste yngleområder for middelhavsmunkesælen, en af verdens mest truede sælarter. Dagsture med lokale både fra Psathi eller Goupa koster typisk 400-700 kr. med frokost og stop til svømning, og det er øens store udflugt. Gå ikke i land, hvor der er skiltet om beskyttelse.

Rytmen

Kimolos har ingen seværdighedsliste, der skal afvikles. Dagene former sig af sig selv: morgenkaffe på pladsen i Chorio, mens brødet kommer ud af ovnen, en bugt fra middag til sen eftermiddag, en gåtur ad en stenmurssti hjem i det skrå lys, og en middag i Psathi eller Goupa, hvor man kender de andre gæster efter to dage. Øen er kendt blandt grækere for sine mange gadekatte, som fodres af et lille lokalt initiativ – man kan ikke gå fra havnen til landsbyen uden at få følgeskab. Det er den slags ø, hvor det tredje døgn er bedre end det første.

Mad

Kimolos har sin egen ret, som er værd at rejse efter: ladenia, et fladbrød med olie, tomat og løg bagt i brændeovn – i praksis en græsk pizza uden ost, med en historie, der er ældre end den italienske. Den fås i bagerierne og på tavernaerne. Dertil gedeost, kapers, honning og fisk landet samme morgen. En simpel middag koster 130-200 kr. pr. person.

Bedste rejsetid

Juni og september er de bedste måneder: 26-29 grader, badevand 23-25 grader, bådene til Polyaigos sejler, og der er ro. Juli og august er varmt (30-33 grader) og er, når græske familier fylder øen – Kimolos er en klassisk destination blandt athenere, og august er øens eneste travle måned. Maj og oktober er behagelige til vandring, men flere spisesteder og de fleste bådture holder lukket. Vinteren er lukket ned. Kraftig meltemi kan indstille den lille færge til Milos i kortere perioder.

Godt at vide

Der er ingen lufthavn. Den nemmeste ankomst er lokalfærgen fra Pollonia på Milos – 25 minutter, flere daglige afgange og plads til biler. Der er desuden direkte færger fra Piræus på 4-7 timer og forbindelser på den vestlige kykladerute til Sifnos, Serifos og Kythnos. Milos har lufthavn med indenrigsfly fra Athen, hvilket gør kombinationen let.

Der er ingen bus i egentlig forstand, men en minibus kører mellem Psathi, Chorio og de sydlige strande i sommermånederne, og øen kan gås. Man kan tage bil med fra Milos, men det er sjældent nødvendigt. Der er kun én hæveautomat, og flere steder tager ikke kort, så medbring kontanter. Overnatning er små pensionater og udlejningsværelser – book til august. Se også vores samlede guide til Grækenland.

Vores råd: Tag hertil som en forlængelse af Milos, ikke som et dagsbesøg. Bliv tre nætter, sejl til Polyaigos på en vindstille dag, spis ladenia i Chorio, og gå op til Skiadi sidst på eftermiddagen – så forstår du, hvorfor grækerne holder på denne ø.