Lefkas (Lefkada)

Lefkas – på græsk Lefkada – er den eneste af De Ioniske Øer, man kan køre til. En smal, kunstig kanal skiller øen fra Akarnaniens kyst, og over den ligger en flydebro, der svinger til side for sejlbådene hver time. Det gør Lefkas til en usædvanlig græsk ø: ingen færgebilletter, ingen afgangstider, bare et sving af rattet fra motorvejen. Samtidig er øen så bjergrig og lukket om sig selv, at følelsen af ø aldrig forsvinder.

Navnet betyder "den hvide" og henviser til vestkystens kalkklinter, der falder lodret ned i havet i blændende hvide vægge. Under dem ligger nogle af Middelhavets mest fotograferede strande. Øen har lidt over 20.000 indbyggere, en ryg af bjerge op til 1.158 meter og en helt anden geografi på hver side: barsk og dramatisk mod vest, blid og lagunepræget mod øst.

Vestkystens strande

Det er dem, man kommer for. Adgangen sker ad stejle veje fra bjergryggen ned til bugterne, og udsigten fra kanten er en del af oplevelsen.

Porto Katsiki – øens signaturstrand: en hvid halvmåne af finkornet grus under en lodret klippe, med vand i tre lag af blåt. Der er en trappe ned og en parkeringsplads oppe. Kom før kl. 11 eller efter 16, ellers står man tæt.
Egremni – længere og vildere, med endnu klarere vand. Jordskælv har flere gange ændret adgangsvejen ned, så tjek lokalt, om trappen er åben, eller om stranden i praksis kun nås med båd.
Kathisma – den mest tilgængelige af de store vestkyststrande, med solsenge, tavernaer og plads nok. God til solnedgang.
Agios Nikitas – den eneste rigtige landsby på vestkysten, en enkelt gade ned til en lille bugt; herfra går der vandtaxi til nabostranden Milos.

Vestkysten er åben mod havet, så vinden og dønningerne kan gøre badning krævende, og der er sjældent skygge. Sydkysten og østsiden er de rolige alternativer.

Øst og syd

Nydri på østkysten er øens største turistby: en promenade med tavledisplays og bådudflugter i en beskyttet bugt med grønne holme udenfor. Byen selv er ikke smuk, men beliggenheden er det. Herfra sejler dagsbådene ud til Meganisi og forbi Skorpios, øen som Aristoteles Onassis ejede og hvor han giftede sig med Jackie Kennedy. Bag Nydri ligger et vandfald i en kløft, en kort og køn gåtur.

Sydspidsen har to modsætninger. Vasiliki er et af Europas bedste windsurfingsteder: den termiske eftermiddagsvind Eric blæser stabilt ind i bugten fra omkring middag, og bugten er fuld af sejl fra juni til september. Længere ude ligger Kap Lefkatas, en 60 meter høj klint med et fyr, hvor der i antikken lå et Apollon-tempel – og hvorfra Sapfo ifølge legenden sprang i havet af ulykkelig kærlighed. Stedet var også et kultsted, hvor man kastede dømte mænd ud fra klinten med fugle bundet til armene.

Byen og bjergene

Lefkada by ved broen blev ødelagt af jordskælv flere gange og er derfor bygget i en helt særlig lokal stil: stenstueetage med en let overetage af træ og bølgeblik, malet i pastelfarver – jordskælvssikker konstruktion gjort til arkitektur. Byen har en livlig gågade, et lille arkæologisk museum og en fin fonografsamling. Over kanalen står den venetianske Santa Maura-fæstning fra 1300-tallet.

Indlandet er øens undervurderede halvdel. Karya i 500 meters højde er landsbyernes centrum, kendt for en særlig broderiteknik, med et museum i et gammelt bondehus og platantræer på torvet. Englouvi ligger endnu højere og er berømt for sine linser, dyrket på bjergterrasser. Vejene mellem landsbyerne løber langs bjergryggen med udsigt til begge kyster på én gang – det er den bedste køretur på øen.

Mad og lokale specialiteter

Lefkas har flere egne specialiteter, end øens størrelse antyder: den lufttørrede pølse salami Lefkadas, ladopita (olietærte), riganada (brød med oregano, tomat og olie), Englouvi-linser og en lokal, kraftigt farvet rødvin af druen vertzami. Fisk og skaldyr er bedst i de små havne mod øst – Ligia og Sivota.

Bedste rejsetid

Maj-juni og september er ideelle: varmt, grønt og roligt. Juli-august er højsæson med græske og italienske gæster i stort tal, og vestkystens parkeringspladser er fyldte fra formiddagen. De Ioniske Øer får en del regn om vinteren, hvilket forklarer det usædvanligt grønne landskab; fra november til påske lukker de fleste kysthoteller, mens Lefkada by kører videre året rundt. Windsurfingsæsonen i Vasiliki topper i juli-august, hvor vinden er mest stabil.

Godt at vide

Lefkas har ingen lufthavn. Man flyver til Preveza (Aktion), som ligger kun ca. 20 kilometer og en halv time væk – det gør øen til en af de nemmeste at nå. Alternativt kan man køre fra Athen på ca. fire en halv time eller fra Igoumenitsa på under to timer, hvis man kommer med bil fra Italien. Færger sejler sydpå fra Vasiliki og Nydri til Kefalonia (Fiskardo) og til Ithaka i sommermånederne.

Lejebil eller scooter er nødvendig for at nå vestkyststrandene; regn med ca. 250-400 kr. pr. dag og smalle bjergveje. Prisniveauet er moderat: tavernamiddag ca. 120-180 kr., overnatning ca. 450-900 kr. i sæsonen. Bemærk, at Lefkas ligger i et jordskælvsaktivt område, og at klippeveje og strandadgange lejlighedsvis lukkes efter nedstyrtninger – tjek lokalt, før du kører langt efter en bestemt strand.

Vil du kombinere, ligger Kefalonia og Korfu i samme øgruppe, og på fastlandet nordpå er Parga en oplagt tilføjelse. Få det store overblik i vores guide til Grækenland.