Amalfikysten

Amalfikysten er de omkring 50 kilometer af Sorrentohalvøens sydside, hvor Lattari-bjergene falder næsten lodret i Tyrrhenerhavet, og hvor tretten byer klamrer sig til klippen mellem havet og toppene. Kysten kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1997 – ikke kun for naturen, men fordi terrasserne, tørmurene, citronlundene og de tætte byer er et enestående eksempel på, hvordan mennesker har dyrket og bebygget et landskab, der ikke egner sig til nogen af delene.

Det, de fleste kalder "Amalfikysten", er i praksis strækningen af statsvejen SS163 fra Positano i vest til Vietri sul Mare i øst. Vejen blev anlagt af bourbonerne i 1830'erne og var den første forbindelse ad landjorden mellem byerne; indtil da sejlede man. Den er stadig kystens største oplevelse og største problem på samme tid: 1.000 sving, udhuggede tunneller, udsigter der får folk til at glemme at køre – og i højsæsonen kø, hornmusik og turistbusser, der skal bakke for hinanden.

Kysten hører under Campania, en times kørsel syd for Napoli, og passer bedst til rejsende, der vil have landskab, byer og god mad frem for strandferie – strandene er små, stenede og få.

Byerne fra vest mod øst

• Positano – kystens billede: pastelfarvede huse stablet i en amfiteater-formet kløft ned mod stranden, med den majolikaklædte kuppel på Santa Maria Assunta i midten. Smukkest og dyrest, og en by man går ned igennem og hiver efter vejret på vej op ad
• Praiano – den rolige nabo uden turistcentrum, med badeklipperne ved Marina di Praia, kystens bedste solnedgang fra kirkepladsen ved San Gennaro og markant billigere hoteller
• Furore – ikke en by, man ser, men en fjord: en revne i klippen med en enkelt bro over og et par fiskerhuse nede ved vandet. Der springes fra broen ved internationale klippespringsstævner
• Conca dei Marini – lille og hvidkalket, med Grotta dello Smeraldo, den grønne grotte, som man sejler ind i fra havet eller kommer ned til med elevator fra vejen
• Amalfi – kystens historiske hovedstad og trafikale midtpunkt, med den arabisk-inspirerede domkirke, Paradisets Klostergang, Papirmuseet og vandreturen op i Møllernes Dal
• Atrani – Italiens mindste kommune i areal, ti minutters gang fra Amalfi og alligevel næsten uden turister. En piazza, en strand, ingen butikker med køleskabsmagneter
• Ravello – oppe i 350 meters højde med Villa Rufolo, Villa Cimbrone og sommerens koncerter. Kystens roligste og mest civiliserede overnatning
• Scala – kystens ældste bebyggelse, overfor Ravello, med romansk kirke og stier til alle sider
• Minori og Maiori – nabobyer med kystens største strand (Maiori), en romersk villa (Minori) og et helt andet, mere hverdagsagtigt tempo. Her bor italienerne selv på ferie
• Tramonti – ikke ved kysten, men oppe i bjergene bagved: tretten spredte landsbyer, vinmarker med gamle, uforædlede stokke og en pizzatradition, som halvdelen af Norditaliens pizzeriaer stammer fra
• Cetara – stadig en rigtig fiskerby, kendt for tunfiskeri og for colatura di alici, en klar ansjossauce, der nedstammer direkte fra romernes garum
• Vietri sul Mare – kystens østlige port og Italiens keramikby, hvor gaderne er fyldt af værksteder med håndmalede fliser, fade og krukker

Vestligst, uden for selve kysten, ligger Sorrento på halvøens nordside – de fleste rejsendes base, fordi byen har togforbindelse. Østligst ligger Salerno, en rigtig italiensk by med lange strandpromenader, togstation og priser, der er halvdelen af kystens.

Ture til fods

Kysten er et af Italiens bedste vandreområder, fordi det gamle netværk af muldyrstier og trapper mellem terrasserne stadig er intakt.

Sentiero degli Dei – Gudernes Sti er den berømte: cirka syv kilometer fra Bomerano i Agerola langs bjergsiden i 500-600 meters højde til Nocelle over Positano, med udsyn til hele kysten og Capri hele vejen. Turen tager tre-fire timer, er let til middelsvær, men har enkelte udsatte steder. Gå den fra øst mod vest, så du har udsigten foran dig og går ned til sidst – de sidste 1.500 trin fra Nocelle til Positano er hårde nok i sig selv. Tag bussen fra Amalfi op til Bomerano om morgenen.

Andre gode ture: Citronstien mellem Maiori, Minori og Ravello (halvanden time, brolagt), trappen fra Ravello ned til Atrani, ruten fra Amalfi op gennem Møllernes Dal til Pontone og Scala, og Valle delle Ferriere, en fredet dal med vandfald og bregnearter fra istiden.

Sådan kommer du rundt

Bus: SITA Sud kører hele kystvejen mellem Sorrento og Salerno via Amalfi. Billetter købes i baren eller kiosken før afgang, sjældent i bussen, og der er dagskort. Bussen er billig og har den bedste udsigt fra højre side mod øst – men i højsæsonen bliver folk efterladt på stoppestedet, fordi bussen er fuld.

Færge: Fra april til oktober sejler både mellem Salerno, Amalfi, Positano, Sorrento, Capri og Napoli. Det er hurtigere, køfrit og langt smukkere end vejen; en tur koster typisk 100-250 kr. Bådene aflyses i blæsevejr.

Bil: Egen bil er den mest overvurderede måde at opleve kysten på. Vejen er smal, parkering koster 40-60 kr. i timen, hotellernes parkering ofte 200-400 kr. i døgnet, og i højsæsonen indføres der jævnligt kørselsrestriktioner, hvor kun lige eller ulige nummerplader må køre på bestemte dage – tjek før du booker en bil. En scooter er nemmere, hvis man er øvet.

Hertil: Nærmeste lufthavn er Napoli, derfra bus direkte til Sorrento eller Amalfi, eller tog til Salerno og båd/bus videre. Fra Napoli tager Circumvesuviana-toget til Sorrento cirka en time – og standser undervejs ved Pompeji.

Forslag til en uge

En uge er nok til at se kysten uden at haste. En rute, der fungerer:

1. Dag 1-2 i Sorrento – ankomst, byen om aftenen, og en dag i Pompeji eller på Vesuv
2. Dag 3 på Capri – med den tidligste båd fra Sorrento, hjem sidst på eftermiddagen
3. Dag 4: flyt til kysten – bus eller båd til Amalfi eller Atrani, eftermiddag i domkirken og Møllernes Dal
4. Dag 5: Gudernes Sti – bus til Bomerano om morgenen, gå til Nocelle og ned i Positano, båd tilbage
5. Dag 6 i Ravello – haverne om formiddagen, trappen ned til Atrani om eftermiddagen
6. Dag 7 mod øst – Minori, Cetara og keramikbutikkerne i Vietri sul Mare, videre til Salerno og toget hjem

Har du kun tre-fire dage, så skær Capri og Sorrento fra og bo på selve kysten – det er transporten mellem stederne, der æder tiden.

Sæson, priser og ærlige forbehold

Bedste tid er maj-juni og september-oktober: varmt vand, alt åbent, blomstrende terrasser og til at holde ud. Juli og august er dyrt, varmt og overfyldt – kystvejen kan tage dobbelt så lang tid som normalt. Fra november til marts lukker en stor del af hoteller, restauranter og alle bådruter; kysten er stadig smuk, men mange byer virker øde.

Vær forberedt på tre ting. For det første trapper: der er ingen flad by på kysten, og bagage skal ofte bæres de sidste hundrede trin. For det andet priser: Positano og Ravello ligger på niveau med de dyreste steder i Europa, mens Minori, Maiori, Atrani, Praiano og Salerno koster en brøkdel for det samme vejr. For det tredje strandene: de er små, hovedsagelig grov sand og småsten, og de bedste dele er badeklubber med solsenge fra 150-400 kr. om dagen. Kommer du primært for at bade, er kysten det forkerte valg.

Se hele regionen i vores guide til Campania, byen bagved i Napoli, og landet i Italien. Vejret måned for måned finder du i Italiens vejr.

Vores råd: Bo i Atrani, Minori eller Praiano, brug bus og båd i stedet for bil, og læg dine udflugter uden for tidsrummet 11-16, hvor dagsturisterne fylder byerne. Så får du den kyst, folk rejste hertil for – til under det halve af, hvad Positano koster.