Ravello

Ravello ligger, hvor de andre byer på Amalfikysten ikke ligger: ikke nede ved vandet, men 350 meter oppe på en klippekam mellem to dale, med havet som et blåt gulv langt nedenunder. Det ene valg af beliggenhed forklarer hele byens karakter. Der er ingen strand, ingen havn og ingen badeklubber – til gengæld er der stilhed, køligere luft om sommeren, haver og en udsigt, som Amalfikystens andre byer kun kan drømme om.

Byen har kun omkring 2.500 indbyggere, men var i middelalderen en velhavende del af søfartsrepublikken Amalfi med op mod 30.000 mennesker og egne handelsforbindelser til Konstantinopel og den arabiske verden. Rigdommen kan stadig aflæses i portaler, klokketårne og de to villaer, som byen er berømt for. Siden 1800-tallet har Ravello været tilholdssted for komponister og forfattere: Wagner fik ideen til sin have i Parsifal her, Grieg og Liszt spillede i byen, D.H. Lawrence skrev her, og Gore Vidal boede i mere end tredive år i villaen La Rondinaia på klippekanten.

Villa Rufolo

Villa Rufolo ligger direkte ud til hovedpladsen og er byens hovedattraktion. Anlægget blev bygget i 1200-tallet af den rige Rufolo-familie – Boccaccio nævner dem i Decameron – og blandingen af maurisk buegang, normanniske tårne og en klostergård med sammenflettede spidsbuer er lige så meget en historisk lektion som en have.

Selve haven blev anlagt i 1800-tallet af den skotske ejer Francis Neville Reid, og det er dens nederste terrasse, alle kommer for: en firkant af blomsterbede, der ser ud til at ende i den blå luft over Salernobugten. Richard Wagner besøgte stedet i 1880, fandt her sin "Klingsors tryllehave" og gav byen dens musikalske identitet. Om sommeren bygges en scene op på terrassen, og der spilles klassisk musik under åben himmel med havet som kulisse – Ravello Festival, en af Europas mest særprægede koncertrammer. Billetter til de store aftener bør bookes i god tid; enkelte koncerter afholdes ved solopgang. Entré til villaen koster ca. 80-100 kr.

Villa Cimbrone og Uendelighedens Terrasse

Ti minutters gang gennem byens smalle, bilfri gyder ligger Villa Cimbrone, ombygget omkring år 1900 af den engelske lord Ernest Beckett (Lord Grimthorpe) af et middelalderligt bondeanlæg. Haven er en engelsk-italiensk hybrid med tempel, krypt, roser, hortensiaer og løvgange – men den ender i Terrazza dell'Infinito, Uendelighedens Terrasse: en balkon med en række marmorbuster på brystværnet og intet foran sig andet end 350 meters fald og hele kysten fra Maiori til Punta Licosa. Det er formentlig Italiens mest fotograferede udsigt uden en bygning i.

Kom tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen. Midt på dagen står der kø for at få taget det samme billede, og hele pointen med Ravello – roen – forsvinder. Entré ca. 80-100 kr.; en del af villaen fungerer som hotel.

Byen selv

Domkirken ved Piazza Vescovado blev indviet i 1086. Bronzedørene fra 1179 er støbt af Barisano da Trani og er en af kun et lille antal bevarede middelalderlige bronzeporte i Italien. Indenfor står en prædikestol fra 1272 båret af seks snoede søjler på løver og dækket af farvet mosaik – kystens fineste stykke middelalderkunst. Kirkens lille museum i krypten rummer blandt andet en berømt marmorbuste af en kvinde fra samme værksted.

Ellers består Ravello af trapper, hvælvede passager, keramikbutikker, citronterrasser og ganske få biler. Nede ved hovedpladsen ligger også kystens moderne kontrast: Auditorium Oscar Niemeyer, en hvid, bølget betonkonstruktion tegnet af den brasilianske arkitekt i hans sidste år og stadig omdiskuteret blandt byens egne.

Ture til fods

Ravello er kystens bedste udgangspunkt for vandring, fordi man starter oppe og går ned:

• Ned til Atrani og Amalfi – en gammel stentrappe på cirka 1.200 trin gennem citronterrasser og små landsbyer; 45-60 minutter nedad, betydeligt hårdere opad
• Til Scala – kystens ældste by, lige overfor på den anden side af dalen, med romansk kirke og en udsigt tilbage til Ravello, som ingen andre gider gå efter
• Sentiero dei Limoni – Citronstien – den gamle muldyrsti mellem Minori, Maiori og terrasserne under Ravello, brolagt og let at følge, cirka halvanden time
• Op mod Monte Brusara – kort, stejl og næsten altid mennesketom

Praktisk

Der går SITA-bus fra Amalfi op til Ravello på cirka 25 minutter (ca. 15-20 kr.); bussen kører flere gange i timen i sæsonen og er ofte fyldt. Kommer du med færge, sejler du til Amalfi og skifter til bussen. I egen bil er de sidste kilometer op ad Dragone-dalen smalle, men lettere end kystvejen; parkering i byens garage koster ca. 200-300 kr. i døgnet. Nærmeste togstation er Salerno, hvorfra der både er bus og båd videre.

Ravello er dyrere end resten af kysten på hotelsiden – byen har en klynge af luksushoteller i gamle villaer – men billigere og roligere på restaurantsiden end Positano. Prøv kystens klassikere: scialatielli med skaldyr, ansjoser fra Cetara, delizia al limone og vinen fra Tramonti-dalen lige bagved, som er en af Italiens mest oversete.

Bedste tid er maj-juni og september-oktober, hvor haverne står bedst, og luften er klar. Om vinteren lukker meget, men byen er stadig smuk – og helt tom.

Vær ærlig med dig selv om, hvad Ravello ikke er: der er ingen strand, ingen badeliv og næsten intet natteliv. Vil du bade, skal du en halv time ned til kysten med bus, og den sidste bus op igen kører tidligt om aftenen. Byen er også markant køligere og mere vindudsat end nede ved vandet – tag en trøje med, selv i juni. Til gengæld er der ingen kø, ingen scootertrafik og ingen larm, og den ro er præcis det, folk betaler for. Se hele kysten i vores guide til Amalfikysten, regionen i Campania og landet i Italien.

Vores råd: Overnat i Ravello mindst én nat i stedet for at komme på dagstur. Når den sidste bus er kørt ned igen ved sekstiden, får du byen, haverne og udsigten stort set for dig selv – og det er den eneste rigtige måde at opleve stedet på.