Positano er billedet, alle har set, før de kommer: pastelfarvede huse i lyserødt, okker og fersken, stablet ned ad en stejl kløft mod et lille, gråt strandstykke, med en majolikakuppel i gult og grønt midt i det hele. Byen har kun omkring 4.000 fastboende og ligger i den vestlige ende af Amalfikysten mellem Sorrento og Amalfi. Om vinteren er den næsten tom; fra påske til oktober er den en af Italiens mest besøgte småbyer.
Byen var i middelalderen en handelsplads under Amalfi-republikken, gik derefter i stå i århundreder og var indtil 1900-tallet en fattig fiskerby, hvor en stor del af befolkningen udvandrede til Amerika. Det, der ændrede alt, var kunstnerne og siden litteraturen: John Steinbeck skrev i 1953 essayet om stedet med de berømte ord om, at Positano bider sig fast – "et sted, der ikke er virkeligt, mens du er der, og først bliver dybt virkeligt, når du er rejst". Samtidig opstod moda Positano: de løse, lette linnedkjoler og håndsyede sandaler, som stadig sælges i gadeplan.
Byen er en trappe
Det vigtigste at forstå praktisk: Positano er lodret. Der er én gennemgående vej, SS163, der løber som en ensrettet sløjfe gennem den øverste del af byen, og resten er trapper. Fra det øverste busstoppested til stranden er der flere hundrede trin, og hvert hotel ligger et sted på skalaen. Kufferter på hjul er ubrugelige; mange hoteller sender en portør, hvis man beder om det. Er man dårligt gående, bør man vælge et hotel tæt på Spiaggia Grande eller ved den øverste vej – og spørge konkret om antal trin, før man booker.
Det skal du opleve
Santa Maria Assunta ligger nederst i byen med sin kuppel af gule, grønne og blå majolikafliser. Indenfor hænger en byzantinsk ikon af en sort Madonna, som ifølge legenden blev bragt i land af pirater, hvis skib gik i stå ud for kysten, mens en stemme sagde "posa, posa" – læg mig ned. Deraf skulle byens navn stamme. Under kirken har udgravninger blotlagt en romersk villa fra 1. århundrede, begravet i asken fra Vesuvs udbrud i år 79 som Pompeji; den kan besøges som MAR Positano med fresker i overraskende kraftige farver.
Spiaggia Grande er byens hovedstrand – mørke, grove sten snarere end sand, med fiskerbåde i den ene ende og badeklubber i den anden. Solseng og parasol koster typisk ca. 200-400 kr. for dagen i de bedste rækker, mindre længere bagude, og der er et gratis stykke i midten. Ti minutters gang vestpå ad klippestien Via Positanesi d'America ligger Fornillo, en mindre og mærkbart roligere strand med samme udsigt og lavere priser.
Gudernes Sti (Sentiero degli Dei) er kystens berømteste vandretur og et af Italiens smukkeste stiforløb: cirka 7 kilometer langs bjergsiden i 500 meters højde med frit udsyn ned over kysten og ud mod Capri. Gå den fra Bomerano ovenfor Agerola mod Nocelle, så det meste er nedad – bus fra Amalfi eller Positano til startpunktet – og afslut med de omkring 1.500 trin ned til Positano. Regn med tre-fire timer, tag vand og rigtige sko med, og undgå midt på dagen i højsommeren.
Ud for kysten ligger de tre klippeøer Li Galli, som efter myten var sirenernes øer, hvor Odysseus lod sig binde til masten. Danseren Rudolf Nurejev ejede den største til sin død. Både sejler ud til bugterne omkring dem, og en lejet båd med skipper for en halv dag (fra ca. 1.500-2.500 kr. for en lille gruppe) er den bedste måde at se kysten fra den side, der ikke kan nås til fods.
Spisning og priser
Positano er dyr – blandt Italiens dyreste. En hovedret på en restaurant med udsigt ligger let på 200-300 kr., og et hotelværelse i højsæsonen koster ofte det tredobbelte af, hvad man betaler i Salerno eller Maiori. Til gengæld er maden god, når man vælger med omhu: friskfanget fisk, scialatielli ai frutti di mare med kystens korte, tykke pasta, og delizia al limone, en citronkuppelkage, der er opfundet i nabobyen. Gå op i byen frem for at blive nede ved stranden – priserne falder mærkbart for hver trappe, og et par af de bedste steder ligger langs vejen mod Montepertuso.
Praktisk
Der er ingen togstation. SITA-bussen kører kystvejen fra Sorrento i vest og Amalfi i øst; turen er smuk og ofte langsom, og bussen kan være helt fyldt i højsæsonen. Færgen er næsten altid det bedre valg fra april til oktober: den sejler fra Napoli, Sorrento, Amalfi og Salerno, tager under en time fra de nærmeste byer, koster ca. 100-200 kr. og giver kysten set fra vandet. Kom ikke i bil – parkering koster ca. 40-60 kr. i timen, hvis der overhovedet er plads, og kystvejen er smal med spejlvendte busmøder i hvert sving.
Bedste rejsetid er maj-juni og september, hvor vandet er varmt og trængslen til at leve med. Juli og august er hede og overfyldte, og en stor del af dagsturisterne ankommer mellem klokken elleve og fire – ligger man tidligt op eller bliver til aften, får man en helt anden by. Fra november til påske lukker mange hoteller, restauranter og bådruter helt ned.
Positano hænger naturligt sammen med resten af kysten: Amalfi med domkirken og papirmuseet, keramikbyen Vietri sul Mare i den østlige ende, og Sorrento som base på nordsiden af halvøen. Se hele regionen i vores guide til Campania og hele landet i guiden til Italien.
Vores råd: Overnat mindst én nat i stedet for at komme på dagstur – Positano er smukkest tidligt om morgenen og efter klokken seks, når bådene er sejlet, og gaderne igen tilhører dem, der bor der. Og pak let: hver kuffert skal bæres ned ad trapper.