Amalfi

Amalfi har lagt navn til hele kysten, og det er ikke tilfældigt. Byen med knap 5.000 indbyggere var i 800- og 900-tallet hovedstad i en selvstændig søfartsrepublik på højde med Venedig, Genova og Pisa – med handelskontorer i Konstantinopel, Alexandria og Nordafrika og en flåde, der på et tidspunkt var Middelhavets stærkeste. Amalfis søret, Tavole Amalfitane, blev brugt i Middelhavet i århundreder, og traditionen tilskriver en amalfitaner videreudviklingen af kompasset til søs.

Storhedstiden endte brat. Pisa plyndrede byen i 1100-tallet, og i 1343 skyllede en voldsom storm og et jordskred store dele af den lave by i havet. Det, der er tilbage, er en tætpakket by presset ind i en kløft mellem lodrette klipper – smallere, mørkere og mere labyrintisk end nabobyerne, men med en langt tungere historie bag facaderne. I dag ligger Amalfi cirka midtvejs på kysten mellem Positano mod vest og Salerno mod øst og fungerer som kystens trafikale knudepunkt, hvor busser og færger mødes.

Domkirken Sant'Andrea

Byens hovedplads domineres af en trappe med 62 trin op til domkirken Sant'Andrea, hvis stribede facade i sort og hvidt marmor med gyldne mosaikker ser mere arabisk-normannisk ud end italiensk – og det er hele pointen: Amalfi handlede med den arabiske verden, og det kan ses i arkitekturen. Kirken rummer apostlen Andreas' relikvier, bragt hertil fra Konstantinopel i 1206, og i krypten samler byen sig ved hans festdage.

Det smukkeste er dog Chiostro del Paradiso, Paradisets Klostergang, fra 1200-tallet: en firkantet gård med snoede dobbeltsøjler og spidsbuer i tydelig maurisk stil, oprindeligt gravplads for byens fornemme familier. Klosteret, den gamle basilika og museet besøges på én billet (ca. 100-120 kr.) – gå gerne op tidligt, mens trappen endnu er tom.

Papiret og Møllernes Dal

Amalfi lærte papirfremstilling af araberne og blev et af Europas tidligste papircentre. Den håndøste carta bambagina af bomuld og linned fremstilles stadig i byen, og Museo della Carta, indrettet i en mølle fra 1300-tallet, viser hele processen med de originale vandhamre og støbeforme. Rundvisningen tager små tre kvarter, og man kan købe ark og bøger af papiret bagefter.

Bag museet fortsætter stien op i Valle dei Mulini – Møllernes Dal – en grøn, køligt skygget kløft med bæk, bregner og ruiner af de nedlagte papirmøller, som naturen har overtaget. Den nederste time er let og oplagt for de fleste; fortsætter man, kan turen forlænges til et stejlt bjergforløb mod Pontone og videre til den gamle Amalfi-forpost Scala, kystens ældste by, med storslået udsigt tilbage over dalen.

Atrani og Ravello

Ti minutters gang øst for Amalfi – ad en gangsti gennem en tunnel langs vejen – ligger Atrani, Italiens mindste kommune målt i areal og en af de mest charmerende byer på kysten. Den har en rigtig lille strand, en piazza, hvor der stadig bliver spillet kort, og næsten ingen turistbutikker. Mange foretrækker at bo her og gå ind til Amalfi.

Oppe over byen, cirka 350 meter højere og 25 minutter med bus, ligger Ravello. Byen er kendt for to haver: Villa Rufolo, hvis udsigtsterrasse inspirerede Wagner, og hvor der spilles klassisk musik under åben himmel om sommeren, og Villa Cimbrone med "Uendelighedens Terrasse", en balkon af marmorbuster ud over det tomme rum, hvor kysten ligger 300 meter nedenunder. Der er en gammel stitrappe op fra Atrani for den, der hellere vil gå end køre.

Citroner, mad og strand

Kystens sfusato amalfitano er en stor, langstrakt citron med tyk, aromatisk skal og næsten sødt kød – dyrket på terrasser holdt oppe af tørmure og beskyttet af pergolaer af kastanjetræ. Den bruges til alt: limoncello, delizia al limone (citronkuppelkage med creme), citronsorbet serveret i den udhulede frugt, og salater med citronskiver, som lokale spiser med skræl og det hele. Køb limoncello i en butik, der laver den selv, frem for i en souvenirbod.

Ellers er køkkenet kystens: scialatielli ai frutti di mare, ansjoser fra Cetara i nærheden, og colatura di alici, en klar ansjossauce, som er en direkte efterkommer af romernes garum. Marina Grande, byens strand, ligger lige ved havnen – grov sand og småsten, badeklubber med solsenge fra ca. 150-300 kr. og et gratis stykke. Den er praktisk snarere end smuk; vil man have bedre badning, tager man båden eller bussen til Maiori længere østpå, som har kystens største strand.

Praktisk

Amalfi er kystens omdrejningspunkt. SITA-bussen kører vestpå til Positano og Sorrento og østpå gennem Atrani, Minori, Maiori og Vietri sul Mare til Salerno. Færger sejler fra april til oktober til Positano, Salerno, Sorrento og Napoli – hurtigere, mere behageligt og med langt bedre udsigt end bussen, ca. 100-200 kr. pr. tur. Kommer man i bil, koster parkeringshusene ca. 40-60 kr. i timen, og kystvejen er stressende at køre i højsæsonen.

Bedste tid er maj-juni og september-oktober. Om vinteren lukker mange hoteller og restauranter, og bådruterne indstilles. Dagsturisterne ankommer typisk fra midt på formiddagen til sidst på eftermiddagen; bor man i byen, har man den for sig selv morgen og aften – og det er da, Amalfi er bedst. Fra Amalfi går der også bus op til Bomerano, hvor kystens store vandretur Gudernes Sti begynder – den ender i Positano.

Se hele regionens sammenhæng i vores guide til Campania, og hele landet i guiden til Italien.

Vores råd: Bo i Amalfi eller Atrani frem for i Positano, hvis budgettet betyder noget – du er tættere på både busser og færger, betaler mærkbart mindre, og du kan gå op i Møllernes Dal om morgenen, før kysten vågner.