Ancona

Ancona er en arbejdende havneby, ikke en turistby – og netop derfor en af de mere ærlige oplevelser på Italiens østkyst. Byen har omkring 100.000 indbyggere, er hovedstad i regionen Marche og ligger på en krum bjergknude, der springer ud i Adriaterhavet. Navnet siger det hele: græske nybyggere fra Syrakus grundlagde stedet omkring 387 f.Kr. og kaldte det Ankon, "albuen", efter halvøens knæk. Kroget beskytter Italiens eneste naturlige havn, der vender mod nord, og har gjort byen til søfartsknudepunkt i 2.400 år.

Ancona blev hårdt ramt i 1900-tallet – allierede bombardementer under Anden Verdenskrig, et jordskred i 1982 og et kraftigt jordskælv i 1972 – og dele af byen er derfor genopbygget i efterkrigstidens nøgterne stil. Men det historiske centrum på bjergsiden har overlevet, og byen har en kombination af antikke monumenter, hav og bjerg, som få italienske provinshovedstæder kan matche.

Det skal du se

Trajanbuen (Arco di Traiano) står ude på molen, hvor den blev rejst i år 115 til ære for kejser Trajan, der betalte for havneudvidelsen af egen lomme. Buen er høj, smal og forbløffende velbevaret i sin hvide marmor – og det, at den stadig står midt i en aktiv containerhavn med færger og kraner omkring sig, gør indtrykket stærkere, ikke svagere.

Domkirken San Ciriaco ligger øverst på Monte Guasco, hvor byens græske akropolis og et romersk Venus-tempel lå før den. Kirken fra 1000-1200-tallet blander romansk og byzantinsk arkitektur med en tolvsidet kuppel, en portal båret af løver i rød sten og et ualmindeligt roligt indre. Turen op ad trapperne belønnes med udsigt over hele havnen og kysten. Nedenunder ligger Piazza del Plebiscito, i daglig tale Piazza del Papa, byens sceneformede hovedplads med en bred trappe, hvor byen mødes om aftenen.

Mole Vanvitelliana, også kaldet Lazzaretto, er en femkantet kunstig ø i havnen, bygget i 1700-tallet af arkitekten Luigi Vanvitelli som karantænestation for søfolk og varer. I dag bruges den til udstillinger, koncerter og festivaler, og bygningens strenge geometri er blevet byens vartegn nummer to.

Går man mod øst gennem byen, ender man ved Passetto, hvor en monumental trappe fra 1930'erne fører fra et hvidt mindesmærke for de faldne ned til vandet. Nedenfor ligger et bælte af små, håndgravede huler i klippen, hvor anconitanerne i generationer har opbevaret både og badeting – nogle med farvede døre, næsten et lille samfund for sig. Stranden er hvide sten og klart vand.

Conero-kysten

Det, der virkelig gør Ancona værd at bruge et par dage på, ligger få kilometer syd for byen. Monte Conero rejser sig 572 meter direkte op af havet – det eneste bjerg på hele den flade adriaterhavskyst mellem Trieste og Gargano – og skaber en kyststrækning af hvide klippevægge, blågrønt vand og skov ned til vandkanten, beskyttet som regionalpark.

• Portonovo – en bugt med hvide sten, klart vand og den lille romanske kirke Santa Maria di Portonovo fra 1000-tallet liggende alene mellem klipper og træer
• Mezzavalle – nabobugten, som kun kan nås ad en stejl sti på 15-20 minutter; til gengæld er der plads
• Due Sorelle – "de to søstre", to hvide klippespir i vandet ved Sirolo, kystens signaturbillede. Stranden nås kun med båd fra Numana eller Sirolo i sommermånederne
• Sirolo og Numana – to velholdte badebyer på bjergets sydside med udsigtsterrasser og et roligere tempo end kysten længere nordpå

Til bugterne er der bus i højsæsonen, men egen bil eller båd giver mest frihed. Vær opmærksom på, at adgangen til Portonovo og de mest besøgte strande ofte reguleres med parkeringsafgift eller pladsbegrænsning om sommeren.

Mad og vin

Marche har et undervurderet køkken. Byens egen ret er stoccafisso all'anconetana, klipfisk simret med kartofler, tomat, olivenolie og rosmarin i timevis – enkel og kraftig. Dertil brodetto, en fiskegryde, som efter traditionen skal indeholde tretten forskellige fisk, og moscioli, vilde muslinger fra klipperne ved Portonovo, som kun må høstes i en kort sæson og regnes for en delikatesse. Fra resten af regionen kommer olive ascolane, store friturestegte oliven med kødfyld, og den bløde pølse ciauscolo, der smøres på brød. Vinen er hvid: Verdicchio dei Castelli di Jesi fra bakkerne indenlands, tør og mineralsk og fremragende til fisken. En middag på en almindelig havnerestaurant koster ca. 200-300 kr.

Færgehavnen

Ancona er Italiens vigtigste passagerhavn mod øst og ofte det billigste og hurtigste led mellem Italien og Balkan. Herfra sejler færger til Split og Zadar i Dalmatien (omkring 10 timer, typisk natsejlads), til Igoumenitsa og Patras i Grækenland (15-22 timer, med forbindelse videre til Korfu) og til Albanien. Færgeterminalen ligger i gåafstand fra centrum og togstationen, hvilket er sjældent i Middelhavet. Skal man længere sydpå, er Bari det tilsvarende knudepunkt.

Praktisk

Ancona har egen lufthavn i Falconara (AOI) med begrænset europæisk trafik; de fleste danskere ankommer via Bologna eller Rom og tager toget. Byen ligger på den adriatiske hovedbane, og der er direkte tog til Rimini på små to timer og videre mod Bologna og Venedig. Indlands ligger Umbrien med Perugia omkring to timer væk.

Bedste rejsetid er maj-juni og september, hvor kysten er varm uden at være fyldt. Juli-august er italiensk højsæson på Conero-kysten – byen selv mærker det mindre end strandene. Om vinteren er Ancona en almindelig arbejdsby, hvor det meste holder åbent, og priserne er lave. Se hele landet i vores guide til Italien.

Vores råd: Bo i Ancona og tag til stranden – ikke omvendt. Byen har hotelpriser på provinsniveau, tog og bus til Conero-kysten og en havnepromenade, hvor du spiser klipfisk og ser færgerne sejle mod Kroatien, mens badebyerne syd for tager det tredobbelte for det samme værelse.