Saponara er en lille bjergby i Peloritani-bjergene omkring 20 kilometer vest for Messina, med lidt over 4.000 indbyggere fordelt på en håndfuld bydele mellem havet og bjergryggen. Den er ikke på nogen turistrute, har ingen berømt kirke og optræder ikke i rejseguider. Netop derfor er den interessant. Saponara er den slags sted, hvor man ser, hvordan Sicilien faktisk leves, når ingen laver mad til gæster: gamle mænd på bænken foran baren, vasketøj mellem husene, kirkeklokker der styrer dagen, og en udsigt hen over Det Tyrrhenske Hav, som mange betalte hotelværelser ikke kan matche.
Byen på bjergsiden
Selve Saponara ligger klemt op ad en stejl skråning i omkring 250-300 meters højde, hvor husene klatrer i lag med smalle trapper og gyder imellem. Øverst rager resterne af borgen op – et middelalderligt anlæg, der senere kom i hænderne på adelsslægten Alliata, som havde fyrstetitlen efter byen. Borgen er i dag en ruin, men klippetoppen den står på er stadig byens bedste udsigtspunkt: På en klar dag ser man De Æoliske Øer ligge som skygger i horisonten mod nordvest, og Calabrien mod øst.
Nedenunder følger gaderne bjergets kurver. Chiesa Madre, sognekirken på hovedpladsen, er byens sociale midtpunkt; herfra går der stier og trapper op mellem husene. Der er ingen entrébilletter og ingen åbningstider, man behøver at holde styr på – til gengæld er der en reel chance for, at nogen spørger, hvor du kommer fra, og hvorfor i alverden du er kørt herop.
Under byen breder terrasserne sig ned mod dalen: oliventræer, citrus, figen og hasselnød på små, håndbyggede stenmure, der har holdt bjerget på plads i generationer. Peloritani-bjergene er stejle og geologisk urolige, og skråningerne er sårbare over for kraftig regn. I 2011 ramte et voldsomt jordskred bydelen Scarcelli efter et skybrud og kostede menneskeliv – en påmindelse om, at det landskab, der ser så roligt ud i sommervarmen, ikke er ufarligt, når efterårets regn kommer. Kør derfor ikke op i bjergene under kraftige regnvejrsvarsler.
Saponara Marittima og kysten
Kommunen strækker sig helt ned til Det Tyrrhenske Hav, hvor bydelen Saponara Marittima ligger ved kystvejen og jernbanen. Her er der stenet og småstenet strand, et par barer og et fuldstændig lokalt badeliv – italienske familier med parasoller og madkurve, ikke solsengeudlejning. Vandet er klart, og bugten er rolig det meste af sommeren. Fra kysten kan man køre videre ad SS113 langs nordkysten mod Milazzo, hvor hydrofoilerne til De Æoliske Øer afgår, eller den anden vej mod Messina.
Bjergene omkring
Det bedste ved Saponara er den bilrute, byen ligger på. Vejene op i Peloritani-bjergene snor sig gennem kastanje- og korkegeskov til over 1.000 meters højde, og fra højderyggen mellem de to have kan man på en enkelt køretur se Etnas kegle mod syd, Calabriens bjerge mod øst og De Æoliske Øer mod nordvest. Undervejs ligger små landsbyer som Rometta med sin byzantinske kirke og Villafranca Tirrena nede ved kysten. Vejene er smalle, snoede og ofte uden autoværn – regn med lav gennemsnitsfart og lange køretider i forhold til afstanden på kortet.
Vil du gå, findes der markerede stier gennem skoven på ryggen af bjergkæden, bedst i april-maj og oktober. Om sommeren er skoven tør og brandfarlig, og turen op i bjergene bør lægges tidligt om morgenen.
Mad og praktisk
Køkkenet her er Messinas: sværdfisk og ansjos nede ved kysten, svamp, svinekød, pasta med ricotta og vilde urter oppe i bjergene. Focaccia messinese og de friturestegte pidoni fås i enhver bar, og en granita med brioche er standard morgenmad om sommeren. Der er nogle få trattoriaer og pizzeriaer i og omkring byen, typisk kun aftenåbne uden for weekenden, og priserne er blandt Italiens laveste – en pizza ca. 45-60 kr., en middag med vin ca. 130-180 kr. Overnatningsmulighederne i selve Saponara er få; de fleste vælger et B&B eller en agriturismo i nærheden eller bor i Messina og kører herop for en dag.
Der er ingen praktisk måde at komme hertil uden bil. Lokale busser forbinder Saponara med Messina og kystbyerne, men kører få gange dagligt og næsten ikke om søndagen. Nærmeste togstation er på kystbanen ved Saponara Marittima med regionaltog mod Messina og Milazzo. Nærmeste lufthavn er Catania Fontanarossa ca. 130 kilometer sydpå; Palermo ligger ca. 200 kilometer mod vest.
Bedste tid er april-juni og september-oktober, hvor bjergene er grønne, og temperaturen ligger behageligt på 20-27 grader. Højsommeren er tør og hed, men bjergluften er stadig køligere end nede ved havnen i Messina, og aftnerne er behagelige. Vinteren er mild, men våd, og bjergvejene kan lukke ved skred.
Er det besværet værd?
Vær ærlig med dig selv: Saponara er ikke en seværdighed. Der er ingen museer, ingen kunst i verdensklasse og ingen udsigtsterrasse med bord bestilt til solnedgang. Kommer du for at krydse noget af listen, skal du blive i Taormina. Men har du en lejebil, en fridag og lyst til at se det Sicilien, der ligger ti minutter uden for postkortet – med borgruinen, terrasserne og en kaffe ved baren på pladsen – er turen op ad bjergsiden en af de billigste og mest ægte oplevelser, øen kan give.
Kombinér den gerne med en dag i Messina og en tur langs nordkysten. Få det store billede i vores guide til Sicilien og til Italien.
Vores råd: Kør op til Saponara sidst på eftermiddagen, gå op til borgruinen, mens solen står lavt over De Æoliske Øer, og spis pizza i byen bagefter. Tjek vejrudsigten først – i regnvejr har bjergvejene her intet at byde på.