Trieste ligger i Italiens yderste nordøstlige hjørne, klemt inde på en smal kyststribe mellem Adriaterhavet og den slovenske grænse, der kun er få kilometer fra centrum. Byen føles anderledes end resten af Italien – og det er den også: I over 500 år var Trieste habsburgernes store havneby, kejserrigets port til verdenshavene, og først i 1954 blev byens tilhørsforhold til Italien endeligt afgjort. Arven er en by af storslåede neoklassicistiske paladser, centraleuropæiske kaffehuse og en befolkning, der blander italiensk, slovensk, østrigsk, græsk og jødisk arv. James Joyce boede her i 16 år og skrev store dele af Ulysses i byens caféer. Trieste er med andre ord ikke et sted for den klassiske Italiens-turist – men et af landets mest atmosfæriske og undervurderede storbymål.
Det skal du opleve
Piazza Unità d'Italia er byens pragtstykke – Europas største plads med åben front mod havet, indrammet af habsburgske paladser og smukkest ved aftentide, når facaderne er oplyst og lysene spejler sig i Adriaterhavet. Fra pladsen løber Canal Grande, den lille kanal, hvor sejlskibene engang lossede varer midt i byen, med den serbisk-ortodokse kirke og statuen af Joyce på broen.
Byens berømteste udflugtsmål er Miramare-slottet, som ærkehertug Maximilian – kejser Franz Josephs bror – lod bygge på en klippe ud i havet i 1856-60, kort før han drog til Mexico som kejser og blev henrettet. Det hvide eventyrslot står med originale interiører og en stor park og nås med bus eller båd på ca. 20-30 minutter.
Trieste er Italiens kaffeby: Havnen er Middelhavets vigtigste kaffehavn, Illy har hjemme her, og de historiske caféer – Caffè San Marco (1914, stadig halvt boghandel), Caffè Tommaseo og Caffè degli Specchi – er levende institutioner. Bestil som de lokale: En espresso hedder un nero, en lille cappuccino i glas en capo in b.
Læg dertil den romerske amfiscene midt i byen, den store synagoge, bakken San Giusto med borg og domkirke – og Grotta Gigante i karstlandet bag byen, en af verdens største turistgrotter. Og mærk efter, om boraen blæser: Den berygtede faldvind fra nordøst kan nå orkanstyrke og er så fast en del af byens identitet, at der er opspændt reb og kæder i de stejleste gader.
Bedste rejsetid
Maj-juni og september-oktober er ideelle med 20-27 grader og badevand langs kyststien mod Miramare i sensommeren. Juli-august er varme, men mildere end i Syditalien. Vinteren er kold, klar – og boraens hovedsæson; til gengæld er kaffehusene aldrig hyggeligere. I anden weekend af oktober sejles Barcolana, verdens største kapsejlads med tusindvis af både i bugten.
Godt at vide
Trieste har en lille lufthavn (TRS) med tog direkte til byen på en halv time, men flest forbindelser er der til Venedig – derfra kører toget til Trieste på ca. 2 timer langs lagunen og kysten. Byen er også et oplagt sidste stop på en togrejse gennem Norditalien. Centrum går man; bus 6 kører til Miramare. Grænsen til Slovenien er åben (Schengen), og både karstlandsbyerne, vinområdet Kras og Sloveniens kyst med Piran ligger inden for en halv times kørsel – Ljubljana nås på godt en time. Priserne ligger under Venedigs: En middag med vin koster ca. 250-325 kr., og et glas lokal Terrano-vin i en osmica – en gårdbeværtning i karsten – er en oplevelse i sig selv.
Vores råd: Tag kyststien fra Barcola til Miramare sidst på eftermiddagen, og slut dagen på Piazza Unità efter mørkets frembrud. Og brug mindst én formiddag i et kaffehus med en bog – det er sådan, Trieste skal opleves.