Stednavnsordbog: Y

Y er sjældent som begyndelsesbogstav i europæiske stednavne, men uden for Europa er det et af de mest bærende: japansk yama, tyrkisk yayla, kinesisk yang, quechuas yungas og maori-slægtens vandord. Denne ordbog samler de almene geografiske led, en rejsende møder på kort og skilte over hele verden – ordene for bjerg, dal, ø, hav og himmelretning, som går igen i tusindvis af navne. Her er Y.

Opslagene på Y

• yama (japansk) – bjerg. Skrives med samme tegn som san/zan og udtales forskelligt efter navnet: Fuji hedder korrekt Fuji-san, men Aoyama i Tokyo er "det grønne bjerg", og præfekturet Yamanashi "hvor der ingen bjerge er" – hvilket er en spøg, for det er omgivet af dem. Se mere om Japan.
• -ya / tani (japansk) – dal. Shibuya i Tokyo betyder "den bitre dal", Setagaya "den brede dal" og Yotsuya "de fire dale". Tokyos bykort er dybest set en beskrivelse af et kuperet landskab, som byen for længst har begravet.
• yeni (tyrkisk) – ny. Yeni Cami, "den nye moské", ved Galatabroen i Istanbul er fra 1600-tallet – ny er et relativt begreb. Yenişehir betyder "nybyen" og findes i næsten hver tyrkisk provins.
• yeşil (tyrkisk) – grøn. Yeşilırmak, "den grønne flod", løber til Sortehavet, og bydelen Yeşilköy ved Istanbuls gamle lufthavn er "den grønne landsby". Bemærk leddet ırmak, som er tyrkisk for flod – se stednavnsordbogen på I.
• yayla (tyrkisk) – højtliggende sommergræsgang. En af de mest karakteristiske institutioner i Tyrkiet: familier flytter om sommeren op i bjergene med dyrene. Ayder Yaylası i Kaçkar-bjergene er i dag et feriemål med tåge, teplantager og trækhuse, og yaylaerne bag Antalya er lokalbefolkningens flugt fra sommerheden.
• yaylaq / yeylaq (persisk og aserbajdsjansk) – samme ord, sommerlejr i højlandet. Modstykket er qishlaq, vinterlejret på lavlandet. De to ord er nøglen til nomadelivets geografi fra Anatolien til Centralasien og går igen i utallige landsbynavne.
• yarımada (tyrkisk) – halvø, ordret "halv-ø". Datça Yarımadası ved Ægæerhavet og Gelibolu Yarımadası, som vi kender som Gallipoli.
• yol (tyrkisk) – vej. İpek Yolu er Silkevejen, og Kral Yolu den persiske kongevej. Ordet står på hvert eneste tyrkiske vejskilt.
• yurt (tyrkisk) – hjemland, boplads. På dansk kender vi ordet som betegnelse for nomadeteltet, men på tyrkisk betyder det først og fremmest det sted, man hører til.
• yar (tyrkisk og russisk) – stejl brink, kløft, høj flodbred. Krasnojarsk i Sibirien er "den røde brink" ved Jenisej, og Babij Jar ved Kyiv er "kærlingekløften".
• yug / juzjno- (russisk) – syd. Juzjno-Sakhalinsk er "det sydlige Sakhalin", hovedbyen på øen, Rusland overtog fra Japan. Modstykket er sever, nord.
• ynys (walisisk) – ø. Ynys Môn er Anglesey, Wales' største ø, og Ynys Enlli den lille pilgrimsø Bardsey ud for Llŷn-halvøen. Ordet er beslægtet med latin insula.
• ystrad (walisisk) – bred dalbund, flodslette. Ystradgynlais og Ystrad Mynach i de sydwalisiske kuldale – overalt hvor en dal er flad nok til at bo i.
• -ey / -y (oldnordisk, i britiske navne) – ø. Vikingernes ord for ø sidder stadig i Orkney, Anglesey, Sheppey, Jersey og Guernsey. På Shetlandsøerne er nordisk stednavnestof reglen snarere end undtagelsen. Ordet er det samme som det nordiske ø/øy/ö – se stednavnsordbogen på Æ, Ø og Å.
• yam (hebraisk) – hav, stor sø. Yam ha-Melach er "salthavet", altså Det Døde Hav, Yam Kinneret er Genesaret Sø, og forstaden Bat Yam syd for Tel Aviv betyder "havets datter". Se landesiden om Israel.
• yang (kinesisk 阳) – solsiden: nord for en flod eller syd for et bjerg. Luoyang ligger nord for Luo-floden, Shenyang nord for Shen, og Guiyang syd for Gui-bjerget. Leddet findes i snesevis af kinesiske bynavne.
• yin (kinesisk 阴) – skyggesiden, det modsatte af yang. Jiangyin ligger syd for Yangtze, Huaiyin syd for Huai-floden. Sammen udgør de to ord et system, der fortæller præcis, hvor i landskabet en by ligger – se landesiden om Kina.
• yun (kinesisk 云) – sky. Provinsen Yunnan betyder "syd for skyerne" – set fra kejserens Beijing lå den bag bjergene og disen, og navnet er stadig en præcis beskrivelse af det bjergrige, tågede sydvestlige Kina.
• -yang / -yang (koreansk) – frugtbar jord, slette. Pyongyang betyder omtrent "den flade, frugtbare jord" ved Taedong-floden – en beskrivelse af netop den lavning, byen ligger i.
• yungas (quechua og aymara) – de varme, fugtige dale på Andesbjergenes østside, mellem højsletten og Amazonas. Los Yungas i Bolivia er kaffe- og kokabæltet, hvor "dødsvejen" snor sig 3.000 højdemeter ned, og de peruanske yungas er det samme klimatrin i Peru.
• yaku / yacu (quechua) – vand, flod. Går igen i navne som Yacuma og Yacuiba i det bolivianske lavland, og i dusinvis af mindre floder fra Ecuador til Argentina.
• yarra (woiwurrung, Australien) – strømmende vand. Floden gennem Melbourne fik navn, da en landmåler pegede på vandet og fik svaret yarra yarra – "det flyder". At det egentlig var en beskrivelse og ikke et navn, er et gennemgående mønster i Australiens kolonikort.

Solside og skyggeside – Y-ordene, der fortæller om lys og højde

Y samler et påfaldende antal ord om, hvor solen og højden falder. Kinesisk yang og yin er det mest systematiske eksempel i verden: bynavnet fortæller, om stedet ligger på den lyse eller den mørke side af en flod eller et bjerg, og fordi Kinas floder overvejende løber øst–vest og bjergene ligger nord–syd, kan man ofte tegne landskabet ud fra navnene alene. Tyrkisk yayla og persisk yaylaq siger noget beslægtet: navnet handler ikke om, hvad stedet er, men om hvornår man er der – om sommeren, oppe i højden, hvor græsset stadig er grønt. Sydamerikas yungas er den samme tanke set fra et andet klima: et helt højdetrin med eget navn, fordi det bestemmer, hvad der kan gro.

Det er en god påmindelse om, at stednavne sjældent er poesi. De er arbejdsredskaber, lavet af folk, der havde brug for at vide, hvor der var vand, græs, sol og læ – og som gav landskabet de navne, der gjorde det muligt at finde tilbage.

Videre i ordbogen

Før Y ligger W med wadi, wat og wai, og før den V og U. X springer vi over – der er ingen brugbare geografiske led på det bogstav. Hele ordbogen begynder på A. Efter Y kommer Z med zee, zócalo og zhou, og til sidst de nordiske led på Æ, Ø og Å. Selve landenavnene finder du under landenavne, og de grønlandske navne har deres egen guide på grønlandske stednavne.

Vores råd: Skal du i bjergene i Tyrkiet eller det nordlige Iran om sommeren, så kig efter ordet yayla på kortet. Det markerer de steder, lokalbefolkningen selv flytter hen, når heden bliver ulidelig nede ved kysten – kølige, grønne og ofte med et lille sommerkøkken eller pensionat. Det er den bedste juli- og augustrejse, Tyrkiet har, og den ligger sjældent i nogen guidebog.