Stednavnsordbog: A

Geografiske ord i stednavne der begynder med A

Stednavnsordbog: A

De fleste stednavne i verden er ikke tilfældige lyde. De er beskrivelser – ofte meget gamle beskrivelser – af hvad der er på stedet: et bjerg, en kilde, en bugt, en borg, en helgen. Når du først kan genkende de tilbagevendende led, ændrer et kort karakter. Pludselig er Aberdeen ikke et navn, men "flodmundingen ved Don", og Islamabad er "det islamiske sted, hvor der bor mennesker".

Denne ordbog samler de geografiske ord, du møder igen og igen på skilte, vejvisere og kort verden over. Den er hverken en sprogtest eller en etymologisk afhandling, men et praktisk værktøj: kan du de tredive-fyrre hyppigste led, kan du læse langt de fleste stednavne på jorden i grove træk. Se også vores oversigt over landenavne, vores side om grønlandske stednavne og de øvrige bogstaver, blandt andet stednavnsordbog B og stednavnsordbog C.

Opslag på A

  • å, aa (nordisk) – lille flod, vandløb. Åmål i Sverige, Aalborg ("borgen ved åen"), Aa i Lofoten.
  • abad (persisk, urdu, hindi) – bebygget sted, "grundlagt af". Islamabad, Hyderabad, Ahmedabad, og i turkmenisk form Asjkhabad.
  • aber (walisisk, gælisk) – flodmunding, sammenløb. Aberdeen, Aberystwyth, Aberdaron.
  • acqua, aqua, aigues (italiensk, latin, occitansk) – vand, oftest varme kilder. Acqui Terme, Aigues-Mortes, og Aix-en-Provence, der var romernes Aquae Sextiae.
  • ada (tyrkisk) – ø. Büyükada blandt Prinseøerne ud for Istanbul, Kızıl Ada.
  • adrar (berbisk) – bjerg, bjergland. Adrar i Algeriet og Adrar-regionen i Mauretanien.
  • agios, agia, ayia (græsk) – hellig, helgen. Ayia Napa på Cypern, Agios Nikolaos på Kreta.
  • agua (spansk) – vand. Agua Caliente, Aguascalientes i Mexico.
  • ahu (polynesisk) – hellig stenplatform. Ahu Tongariki på Påskeøen.
  • ain, ayn, ein (arabisk, hebraisk) – kilde, vandhul. Ras al-Ain, Ain Sefra, Ein Gedi ved Det Døde Hav.
  • aït (berbisk) – "sønner af", stamme. Aït Benhaddou syd for Marrakech.
  • akra, akrotiri (græsk) – forbjerg, næs. Akrotiri på Santorin og halvøen Akrotiri på Cypern.
  • al-, el- (arabisk) – bestemt artikel, "den/det". Alger hedder på arabisk al-Jazair, "øerne"; Alhambra er al-hamra, "den røde".
  • alba, albus (latin, keltisk) – hvid, eller højland. Alba Longa, Albion som gammelt navn for Storbritannien.
  • alp, alpe, alm (alpelandene) – højtliggende sommergræsgang. Alperne selv, Oberalp, Alpe d'Huez.
  • alt, alto, alta (italiensk, spansk, portugisisk) – høj, øvre. Alto Adige i Norditalien, Altiplano i Bolivia og Peru.
  • anse (fransk) – lille bugt, vig. Anse Source d'Argent på Seychellerne, Anse Vata.
  • ao (thai) – bugt. Ao Nang ved Krabi, Ao Phang Nga i Thailand.
  • aqaba (arabisk) – stejl stigning, pas. Aqaba i Jordan, oprindeligt navnet på passet bag byen.
  • archipiélago, arcipelago (spansk, italiensk) – øgruppe. Archipiélago de Colón, det officielle navn for Galápagos.
  • arroyo (spansk) – bæk, tørt vandløb. Arroyo Grande, og utallige småbyer i Andalusien og Latinamerika.
  • atol (dhivehi/maldivisk) – ringformet koralrev om en lagune. Ordet er lånt fra Maldiverne, hvor Ari Atol og Baa Atol også er administrative enheder.
  • au, aue, ach (tysk) – eng ved vand, ådal. Aue, Reichenau, og Aachen, der egentlig er Aquae.
  • avon, afon (keltisk) – flod. Stratford-upon-Avon, Afon Dyfrdwy. Ordet betyder simpelthen "flod", så "floden Avon" er en dobbelt.
  • ås, aas (nordisk) – langstrakt bakkeryg af grus. Åsnen, Romerike-åsene, Aas ved Oslo.

Tema: de arabiske led

Fra Marokko til Oman er stednavnene bygget af et lille, meget produktivt sæt ord, og A rummer flere af de vigtigste. Al- er den bestemte artikel, som smelter sammen med det følgende ord og derfor optræder i alle mulige forklædninger: al-, el-, ad-, ar-, as-, at-. Derfor er ad-Dawha (Doha), ar-Riyadh og as-Salaam alle den samme artikel plus et navneord.

Ain er kilden, det vigtigste af alle ord i et tørt land – hvor der er en kilde, er der en landsby, og hvor der er en landsby, er der et navn. Bir er brønden (se stednavnsordbog B), wadi det tørre flodleje, djebel bjerget. Sammen med ras (hoved, forbjerg) og bab (port) udgør de skelettet i hele Nordafrikas og Mellemøstens kort. Bemærk at samme ord vandrer videre gennem hebraisk – ein er nøjagtig det samme som ain – og gennem persisk og urdu til Pakistan og Indien, hvor abad er blevet den almindeligste byendelse overhovedet.

Tema: helgennavnene

Middelhavets kyster er tapetseret med helgener. Græsk agios/agia, italiensk san/santa, spansk og portugisisk san/são/santa, fransk saint/sainte – de er alle det samme latinske sanctus. På et græsk ø-kort er hver anden bugt en Agios et eller andet, fordi kapellet på klippen gav navn til stedet. Det praktiske ved at vide det: du kan straks se, at navnet fortæller om et lille kapel, ikke om en by, og at det næsten altid står i ejefald til en bugt, et næs eller en dal.

Tilsvarende er nordeuropæiske kirke-, kirk-, church-, -kirchen de germanske pendanter, og de dukker op igen længere nede i alfabetet.

Sådan bruger du ordbogen på rejsen

Læs navnet bagfra. I germanske og nordiske sprog står grundordet sidst (Heidel-berg, Ål-borg), mens romanske og semitiske sprog sætter det først (Cabo de Gata, Ras al-Khaimah). Når du har fundet grundordet, er resten som regel en beskrivelse: en farve, en helgen, en person, et dyr eller en retning. Og vær opmærksom på dobbeltbetegnelser, som opstår når et folk overtager et navn uden at forstå det: "Sahara-ørkenen" betyder "ørken-ørkenen", og "floden Avon" betyder "floden flod".

Vores råd: Skriv fem-seks af de hyppigste led ned i din notesbog, før du rejser – i Grækenland agios, kastro, limani, i Tyrkiet dağ, göl, kale, i Marokko djebel, ain, bab. Det gør vejskilte mellem to byer til brugbar information i stedet for bogstavsalat. Fortsæt til stednavnsordbog B, eller se hvordan systemet ser ud i et enkelt sprogområde på siden om grønlandske stednavne.

← Al rejseviden