Parma
Parma er en af de byer i Italien, som danskere kender navnet på uden at have været der. Skinken og osten har gjort byen kendt over hele verden, og de er da også god grund til at komme. Men Parma er langt mere end en delikatesse: en velhavende, velplejet by med knap 200.000 indbyggere, en fortid som selvstændig hertugresidens, tre af renæssancens mest overraskende freskoloft og en operatradition, der er berygtet i hele Italien.
Byen blev grundlagt som romersk koloni i 183 f.Kr. ved den nyanlagte Via Aemilia og har siden ligget som en af perlerne på den snor af byer, der udgør Emilia-Romagna. Fra 1545 var Parma hovedstad i et hertugdømme under Farnese-familien og senere Bourbonerne, og efter Napoleonskrigene fik byen sin mest afholdte regent: Napoleons enke Marie Louise af Østrig, som styrede hertugdømmet fra 1816 til 1847. Hun anlagde broer, teatre og velgørende institutioner, og parmesanerne kalder hende stadig kærligt Maria Luigia. Hendes yndlingsblomst, violen, blev til byens duft – Violetta di Parma-parfumen fremstilles her endnu.
Det skal du se
Duomoen fra 1100-tallet er romansk og streng udvendig, men kig op i kuplen: Her malede Correggio i 1526-30 Jomfruens himmelfart som en hvirvel af skyer, ben og engle, der forsvinder op i lyset. Det var så radikalt for sin tid, at en samtidig kritiker kaldte det "en frikassé af frølår" – i dag regnes det som forudsætningen for hele barokkens loftsmaleri. Læg mærke til Benedetto Antelamis relief af Korsnedtagelsen i højre tværskib.
Ved siden af står Baptisteriet, byens vartegn: et ottekantet tårn i lyserød Verona-marmor, påbegyndt af Antelami i 1196, med portalskulpturer og et indre af klare middelalderfresker. Det er et af Europas smukkeste dåbskapeller og bør ses i eftermiddagslys, hvor marmoren gløder.
Correggio er også at finde i Camera di San Paolo, et privat abbedisseværelse malet som en løvhytte med putti, og i klosterkirken San Giovanni Evangelista bag domkirken, hvor hans anden kuppel viser Johannes' syn.
Palazzo della Pilotta er hertugernes ufuldendte kolos ved Parma-floden. Indeni gemmer sig Teatro Farnese fra 1618 – et helt igennem trækonstrueret hofteater med hesteskoformede tilskuerrækker, der var forud for sin tid; bygningen blev sønderbombet i 1944 og genopført af de reddede dele. I samme kompleks ligger Galleria Nazionale med værker af Correggio, Parmigianino og Leonardo-tegningen kaldet La Scapigliata.
Teatro Regio fra 1829 er byens operahus og et af de mest frygtede i verden. Parmas loggionisti på øverste balkon er kendt for at buhe en sanger ud midt i en arie, hvis niveauet ikke holder – Verdi voksede op få kilometer herfra, og publikum betragter hans værker som lokal ejendom. Teatret kan besøges på rundvisning, og Verdi-festivalen i oktober fylder byen.
Til sidst: gå en tur i Parco Ducale på den anden side af floden, byens grønne lunge om hertugpaladset, og læg vejen forbi Toscaninis fødehjem – dirigenten Arturo Toscanini blev født i Parma i 1867.
Mad – og hvordan man ser den blive lavet
Parmigiano Reggiano må kun laves i Parma, Reggio Emilia, Modena og dele af Bologna og Mantova, af mælk fra to malkninger og uden tilsætning. Prosciutto di Parma modnes i bakkerne omkring Langhirano ca. 25 km syd for byen, hvor luften fra Apenninerne trækker gennem modningskældrenes vinduer. Længere mod nord i Po-lavlandet fremstilles den sjældnere og dyrere Culatello di Zibello, skinkens mest eftertragtede kerne, modnet i fugtig tågeluft.
Både mejerier og skinkemodnerier tager imod besøgende, men det kræver booking i forvejen – og ostemejeriet skal ses tidligt, typisk mellem kl. 8 og 10, hvor kedlerne arbejder. Regn med ca. 150-250 kr. for en rundvisning med smagning; mange steder kan man købe direkte fra lageret bagefter.
På restauranterne bør du prøve anolini in brodo (små fyldte pastaringe i kødbouillon, byens juleret året rundt), tortelli d'erbetta med ricotta og bladbeder, samt torta fritta – luftigt friturebagt brøddej, der serveres varmt med skiver af skinke og salami, så fedtet smelter. Drik en let, perlende Lambrusco eller en Malvasia fra Colli di Parma. En god middag koster ca. 200-300 kr., mærkbart mindre end i Firenze eller Milano.
Ud af byen
Parma-provinsen strækker sig fra Po-floden i nord til Apenninerne i syd, og de bedste udflugter følger den akse. Mod nordvest ligger Busseto og landsbyen Roncole Verdi, hvor Giuseppe Verdi blev født i 1813; fødehjemmet, hans senere gods Villa Sant'Agata og det lille teater i Busseto udgør tilsammen en Verdi-rute, der kan køres på en dag. Undervejs ligger Culatello-landet omkring Zibello og Polesine Parmense, hvor flodtågen giver skinken dens karakter, og hvor et par gårde tager imod gæster til frokost i selve modningskælderen.
Mod syd fører vejen op i Apenninerne gennem borgene i Val di Taro og Val Ceno – Torrechiara med sine fresker, Bardi og Compiano – i et landskab af kastanjeskov og små bjergveje, hvor den hvide trøffel fra Fragno høstes om efteråret. Termalbyen Salsomaggiore med sine art deco-badeanlæg ligger halvvejs.
Praktisk
Parma ligger på hovedlinjen mellem Milano og Bologna. Med højhastighedstog tager turen til Bologna ca. 30-40 minutter, til Milano ca. 1 time og til Firenze ca. 1¾ time; regionaltogene er billigere og kun lidt langsommere. Nærmeste store lufthavne er Bologna og Milano. Byen har egen lille lufthavn med begrænset trafik.
Centrum er fladt, kompakt og fyldt med cyklister – Parma er en af Italiens mest cykelvenlige byer, og de fleste hoteller låner cykler ud. Der er kørselsforbudszone (ZTL) i midtbyen, så parkér udenfor. Byen er velstående og pæn snarere end pittoresk; forvent ikke Toscanas kulisse, men et roligt, elegant borgerligt bymiljø, som får sin bedste time under passeggiata om aftenen på Via Cavour og Piazza Garibaldi.
Bedste rejsetid er april-juni og september-oktober. Juli og august er lummert varme på Po-sletten, og mange restauranter holder ferielukket i august. Vintrene er kølige og tågede – men det er også højsæson for byens tunge, gode køkken.
Vores råd: Læg besøget så du er ved ostemejeriet kl. 8, i skinkekælderen i Langhirano ved middagstid og tilbage i Parma til aperitivo. Og brug 20 minutter alene i baptisteriet – det er byens roligste og smukkeste rum, og de færreste giver det tid nok.