Pisa

Pisa er den by, alle kender fra ét billede – og som de færreste giver mere end tre timer. Det er en skam. Bag Piazza dei Miracoli ligger en toscansk by med omkring 90.000 indbyggere, tre af Italiens mest prestigefyldte universitetsinstitutioner, en middelalderlig bykerne med markedspladser og buegader, og en flodbred i gul og okker, som mange finder smukkere end noget i Firenze. Pisa er ikke en kulisse. Det er en arbejdende by med studenterbarer, cykler i tusindvis, et rodet, charmerende hverdagsliv – og tilfældigvis verdens mest fotograferede byggefejl.

Byens storhed ligger langt tilbage. I 1000- og 1100-tallet var Pisa en søfartsrepublik på niveau med Genova, Venedig og Amalfi, med en flåde der kontrollerede store dele af det vestlige Middelhav og handelskontorer helt ude i Nordafrika og Levanten. Det var det bytte og den told, der betalte for marmoret på Piazza dei Miracoli. Nedturen kom i to ryk: slaget ved Meloria i 1284, hvor Genova knuste den pisanske flåde, og Arnos langsomme tilsanding, der efterhånden afskar byen fra havet. I 1406 blev Pisa erobret af Firenze og har siden været en provinsby – hvilket paradoksalt nok er grunden til, at middelalderbyen står så uforstyrret tilbage.

Piazza dei Miracoli

Miraklernes Plads ligger i byens nordvestlige hjørne, uden for det middelalderlige bycentrum, og virker næsten uvirkelig, når man træder ind gennem porten: fire hvide marmorbygninger på en flade af klippet græs, uden andre huse tæt på. Det er en af Europas mest sammenhængende arkitektoniske komplekser, og alle fire bygninger fortjener tid.

Domkirken blev påbegyndt i 1063 med krigsbytte fra et togt mod Palermo og er hovedværket i pisansk romansk stil: stribet marmor, fire etager af søjlegallerier på facaden og en indre rigdom af granitsøjler, som skibene hentede hjem fra hele Middelhavet. Kig efter Giovanni Pisanos prædikestol fra 1300-tallet – et hovedværk i italiensk gotisk skulptur – og efter den svingende lysekrone, som Galilei ifølge legenden studerede, da han udledte penduls lovmæssighed. Han blev i øvrigt født i Pisa i 1564 og læste medicin på byens universitet, før han opgav det til fordel for matematikken.

Baptisteriet er Italiens største og en mærkelig hybrid af romansk bund og gotisk top, fordi byggeriet trak ud i to århundreder. Det egentlige trækplaster er akustikken: vagterne demonstrerer den med jævne mellemrum ved at synge få toner, som klangen i kuplen folder ud til en akkord, der hænger i luften i mange sekunder. Stil dig tæt på og vær stille – det er et af de fineste øjeblikke i Pisa.

Camposanto Monumentale, den overdækkede kirkegård langs pladsens nordside, er den mest oversete bygning og for mange den bedste. Ifølge traditionen blev der udlagt skibsladninger af jord fra Golgata under buegangen. Væggene bar engang enorme fresker, hvoraf Dødens Triumf fra 1330'erne stadig kan opleves – et rystende middelaldersyn på pest, jagt og forfængelighed. En brand efter et bombeangreb i 1944 ødelagde det meste; restaureringen har taget generationer. I Museo delle Sinopie kan man se de røde forlægstegninger, der kom frem under de nedtagne fresker, og Museo dell'Opera del Duomo rummer originalskulpturerne fra facaderne.

Det skæve tårn er domkirkens klokketårn, påbegyndt i 1173 og først færdigt omkring 1372, fordi byggeriet flere gange måtte pauseres – blandt andet af krig. Hældningen opstod allerede efter tre etager, da den bløde undergrund af ler og sand gav efter, og byggemestrene forsøgte at kompensere ved at bygge de øverste etager skæve den anden vej. Derfor er tårnet let bananformet. En stor international redningsindsats i 1990'erne fjernede jord under den høje side og rettede tårnet cirka en halv grad op; i dag hælder det omkring fire grader og betragtes som sikret i århundreder. Man kan gå op ad de knap 300 trin – en underlig oplevelse, hvor tyngdekraften trækker skævt i én hele vejen. Billetter er tidsbestemte og bør bookes hjemmefra i højsæsonen; regn med ca. 150-200 kr. for tårnet, mens en kombibillet til de øvrige monumenter koster væsentligt mindre. Der er aldersgrænse på otte år, og tasker skal i garderobe.

Universitetsbyen

Pisas universitet blev grundlagt i 1343 og er blandt Europas ældste. Dertil kommer Scuola Normale Superiore, oprettet under Napoleon i 1810 og i dag en af kontinentets mest selektive eliteskoler, samt Sant'Anna-skolen. Tilsammen betyder det, at omkring hver femte person i byen er studerende – og det mærkes.

Centrum for det er Piazza dei Cavalieri, en plads tegnet af Vasari i 1500-tallet, hvor Palazzo della Carovana med sin dekorerede sgraffito-facade huser Scuola Normale. I hjørnet står Torre della Muda, tårnet hvor grev Ugolino ifølge Dantes Inferno blev spærret inde med sine sønner og sultet ihjel – en af litteraturhistoriens grummeste passager, forankret i en virkelig pisansk magtkamp.

Studenterlivet foregår omkring Piazza delle Vettovaglie, en arkadeomkranset markedsplads, der er grøntmarked om formiddagen og udendørs bar om aftenen, og i gaderne omkring Borgo Stretto, byens buegangsstrøg med caféer og butikker. Andre stop værd at gå efter: den botaniske have fra 1543, verdens ældste universitetsbotaniske have; kirken San Michele in Borgo; og Keith Harings vægmaleri Tuttomondo fra 1989 på en husgavl nær hovedbanegården – kunstnerens sidste store offentlige værk.

Lungarni og floden

Pisas smukkeste stræk er flodbredderne. Lungarni – kajgaderne på begge sider af Arno – kantes af palæer i sennepsgult, terrakotta og støvet rosa, og fra Ponte di Mezzo ser man hele buen på én gang. På sydbredden ligger Palazzo Blu, et knaldblåt palæ med bysamling og gode særudstillinger, og lidt længere nede den lille gotiske juvel Santa Maria della Spina fra 1200-tallet, bygget som et relikvieskrin i sten helt nede ved vandet – opkaldt efter en torn fra Kristi tornekrone.

Flodens store øjeblik er Luminara di San Ranieri den 16. juni, hvor alle facader langs Arno beklædes med titusindvis af små stearinlys i glasskåle, og byen slukker gadelyset. Dagen efter fejres bypatronen, og den sidste søndag i juni afholdes Gioco del Ponte, en kostumeret kraftprøve på Ponte di Mezzo mellem byens to bredder.

Mad

Pisas køkken er landligt og fattigmandsagtigt på den gode måde. Prøv cecina (også kaldet torta di ceci), en tynd, ovnbagt kikærtepandekage der sælges i skiver som gadesnack, bordatino (majsmelsuppe med grønkål og bønner), baccalà alla pisana med tomat og porrer, og til dessert castagnaccio, en flad kastanjemelskage med rosmarin og pinjekerner. En solid pastaret koster ca. 90-130 kr. i en osteria uden for Piazza dei Miracoli. Vinene kommer fra kystbakkerne mod syd, hvor Bolgheri-området ligger.

Dagsture

Pisa er en usædvanligt god base, fordi togforbindelserne er hurtige og billige:

• Lucca – ca. 30 minutter med tog. Murbyen med den intakte renæssancebymur, man kan cykle rundt på. Den oplagte halvdagstur
• Livorno – ca. 15 minutter. Havneby med kanalkvarteret Venezia Nuova og gryderetten cacciucco
• Kysten – Marina di Pisa og Tirrenia ligger ca. 20-30 minutters bus fra byen, med brede strande og naturparken San Rossore i ryggen. Længere nordpå ligger Viareggio med Italiens største karneval i februar
• Firenze – 50-80 minutter med tog, afhængigt af type
• Cinque Terre – ca. halvanden time nordpå med skift i La Spezia
• Elba – færge fra Piombino, ca. to timer sydpå

Praktisk

Pisas lufthavn Galileo Galilei ligger kun en kilometer fra centrum og er Toscanas vigtigste lavprishavn med direkte ruter fra Skandinavien. En automatbane, PeopleMover, forbinder terminalen med hovedbanegården Pisa Centrale på fem minutter. Fra stationen er der ca. 20-25 minutters gang til Piazza dei Miracoli gennem hele den gamle by – gå den vej i stedet for at tage bussen, så ser du byen undervejs.

Bykernen er flad og lille nok til at gås. Kør ikke ind i centrum: zonerne er ZTL-regulerede, og bøderne kommer med posten måneder senere. Bedste rejsetid er april-juni og september-oktober; juli og august er hede, og i august forlader både studenter og lokale byen, så den kan virke tom bag turiststrømmen. Se mønstret i vejret i Italien, og få overblik over regionen i vores guider til Toscana og Italien.

Vær forberedt på, at selve Piazza dei Miracoli er den mest turistpressede plet i Toscana efter Firenzes centrum: boder med souvenirs, sælgere og hundredvis af mennesker i den samme positur med hånden strakt ud mod tårnet. Det er lidt trættende midt på dagen. Til gengæld er resten af Pisa næsten fri for turister – gå fem minutter mod floden, og du har byen for dig selv.

Vores råd: Sov en nat i Pisa i stedet for at komme forbi på tre timer. Gå til Piazza dei Miracoli lige efter åbning eller den sidste time før lukketid, hvor lyset er lavt og busserne væk – og brug så aftenen på Lungarni og en aperitivo på Piazza delle Vettovaglie sammen med de studerende.