Kefalonia er den største af De Ioniske Øer og en af Grækenlands mest dramatiske. Hvor Kykladerne er lave og barske, rejser Kefalonia sig i stejle kalkbjerge dækket af fyr og sortgran, gennemskåret af kløfter og huler, med bugter så dybe, at havet skifter farve fra petroleumsblåt til mælkeagtigt turkis på få meter. Øen er stor – 780 kvadratkilometer, næsten som Fyn – og med kun godt 35.000 indbyggere føles den både rummelig og tyndt befolket. Man kører længe mellem landsbyerne, og det er en del af oplevelsen.
Historien ligger tungere her end på de fleste ferieøer. De Ioniske Øer var venetianske i næsten 400 år og derefter franske, russiske og britiske, indtil de blev græske i 1864 – derfor de venetianske klokketårne, de britiske broer og et køkken med mere krydderi og gryderetter end på Ægæerhavets øer. Og derfor er der næsten ingen gamle huse tilbage: Jordskælvet i 1953 jævnede stort set hele øen med jorden. Kun den nordligste flig omkring Fiskardo slap. Det forklarer den lidt anonyme, genopbyggede arkitektur i syd – og gør de få bevarede steder langt mere værdifulde.
Myrtos og de andre bugter
Myrtos-bugten på nordvestkysten er øens signaturbillede og et af Grækenlands mest fotograferede steder: en hvid stribe af kalkgrus i bunden af en halvcirkel af lodrette klipper, med et hav der ser kunstigt blåt ud. Udsigtspunktet ligger på vejen ovenfor – og ærligt sagt er udsigten bedre end selve badeturen: stranden falder brat, brændingen kan være hård, og der er hverken skygge eller meget service. Kom for synet, bliv til solnedgangen, og bad hellere andre steder.
De bedste badestrande ligger i syd og øst:
- Antisamos på østkysten – hvide sten, fyrreklædte skrænter og roligt vand, kendt fra filmen om kaptajn Corellis mandolin, der blev optaget her.
- Petani på vestsiden af Paliki-halvøen – Myrtos' mindre kendte tvilling med en taverna nede ved vandet.
- Skala og Lourdas i syd – lange, mildere strande, hvor familier bor.
- Xi ved Lixouri – rødbrun sand og lavt vand, helt anderledes end resten af øen.
Melissani og Drogarati
Kefalonias kalksten er gennemhullet af grotter, og to af dem er blandt Grækenlands mest bemærkelsesværdige.
Melissani er en underjordisk sø, hvis loft styrtede sammen i forhistorisk tid, så der nu står en åben skakt ned til vandet. Sejler man ind i robåd omkring middag, står solen lodret ned i hullet, og vandet lyser op i en umulig blå farve, mens bunden ti meter nede virker inden for rækkevidde. Turen tager kun ti minutter, og der kan være kø – men tidspunktet er alt: uden for timerne omkring kl. 12 forsvinder lyset, og magien med det.
Drogarati i nærheden er en klassisk drypstenshule med en stor sal, der har så god akustik, at der lejlighedsvis holdes koncerter. Køligt og roligt – et godt supplement midt på en varm dag.
Vandets vej gennem øen er i sig selv en kuriositet: ved Katavothres nær hovedbyen løber havvand ned i en revne i kysten, forsvinder under øen og dukker op igen ved Karavomylos ved Melissani, 15 kilometer væk. Fænomenet blev først bevist i 1960'erne med farvestof.
Byerne
- Argostoli, hovedbyen, ligger ved en lagune og blev fuldstændig genopbygget efter 1953. Den er ikke smuk, men den er levende: aftenkorso langs havnepromenaden, et godt arkæologisk og et fint folkemuseum, og uægte karetteskildpadder, der ligger i havnebassinet og venter på fiskerbådene. Den venetianske De Bosset-bro fra 1813 krydser lagunen – en af verdens længste stenbroer over havvand.
- Assos på nordvestkysten er øens smukkeste landsby: et lille sæt pastelfarvede huse på en tange under en enorm venetiansk fæstning fra 1593. Gå den halve time op til borgen for udsigten over begge bugter.
- Fiskardo yderst mod nord slap for jordskælvet og har derfor de originale venetianske købmandshuse i okker og lyserødt omkring en lystbådehavn. Det er øens dyreste og mest velfriserede hjørne – charmerende, men bevidst om det.
- Lixouri på Paliki-halvøen er en søvnig modpol til Argostoli, og færgen over bugten (ca. 20 minutter) er en fin lille sejlads i sig selv.
Bjerget og vinen
Ainos-nationalparken dækker øens højeste bjerg, 1.628 meter, og beskytter en skov af Abies cephalonica – kefalonisk sortgran, som kun vokser her og i det græske højland. Skoven er mørk og næsten alpin, luften kølig, og fra toppen ser man på en klar dag hele vejen til Korfu i nord og bjergene på Peloponnes i øst. På skråningerne løber en flok halvvilde heste. Vejen op er asfalteret det meste af vejen; regn med et par timers tur-retur fra Argostoli plus vandringen.
På bjergfoden ved Omala ligger øens vindistrikt, hvor druen Robola dyrkes på kalkstensterrasser i op til 800 meters højde. Vinen er tør, mineralsk og citrusfrisk – en af Grækenlands bedste hvidvine og noget helt andet end de tunge, retsinaprægede fordomme. Kooperativet ved Omala tager imod til smagning, og nabo-klostret Agios Gerasimos, øens skytshelgen, er værd at kigge ind i på samme tur.
Skildpadder, munkesæler og ærlige forbehold
Kefalonia har en af Grækenlands vigtigste bestande af uægte karetteskildpadde, som lægger æg på sydkystens strande omkring Skala og Mounda-bugten. Reglerne er enkle og bør respekteres: ingen parasoller gravet ned i sandet i redeområderne, ingen lys mod stranden om natten i rugesæsonen fra maj til august, og hold afstand til afmærkede reder. I Argostoli-lagunen ser man ofte voksne dyr tæt på kajen, hvor de venter på fiskeaffald – et fint syn, men bemærk, at fodring frarådes. I havgrotterne på vestkysten lever desuden enkelte middelhavsmunkesæler, en af verdens sjældneste sælarter.
Og så et par ærlige ord: Kefalonia er stor og forholdsvis dyr at komme rundt på, benzin og færger tæller hurtigt op, og øen har ikke den kompakte, hyggelige hovedstad, mange forventer af en græsk ø. Fiskardo og Myrtos kan i højsommeren være ubehageligt overfyldte i timerne midt på dagen, hvor busser og krydstogtgæster ankommer samtidig. Til gengæld er der uden for de tre-fire kendte punkter stadig hele dale og kyststrækninger, hvor man knap møder nogen.
Bedste rejsetid
Maj-juni og september er ideelle: 25-30 grader, grønne bjerge (Kefalonia er langt grønnere end Ægæerøerne) og badevarmt hav. Juli-august er varmt og fyldt, især i Fiskardo og Skala. De Ioniske Øer får mere regn end resten af Grækenland – det er prisen for grøntningen – og fra november til marts lukker det meste ned. April-maj er den bedste vandresæson, hvor øen står i orkidéer og valmuer.
Godt at vide
Kefalonia har lufthavn ved Argostoli med sæsonfly fra Danmark og indenrigsruter fra Athen. Færgerne er den anden vej ind: fra Kyllini på Peloponnes til Poros og Argostoli, fra Astakos til Sami, og fra Patras med forbindelse videre. Nordpå sejler småfærger fra Fiskardo til Lefkas og til Ithaka, Odysseus' ø, som ligger så tæt på, at den er en oplagt dagstur.
Lejebil er praktisk talt nødvendig: Øen er stor, busserne få, og afstandene reelle – regn med en time fra Argostoli til Fiskardo ad snoede kystveje. Pris ca. 250-450 kr. pr. dag. Overnatning ligger typisk på 500-1.000 kr. i mellemklassen, en tavernamiddag ca. 130-200 kr. Prøv øens egne retter: kreatopita (kødtærte med ris og krydderier), aliada (hvidløgsmos med kartoffel) og friskfanget fisk i Fiskardo eller Agia Efimia.
Vil du kombinere, ligger både Korfu og Lefkas inden for rækkevidde nordpå, og fra fastlandskysten er der kort til Parga. Få det store overblik i vores guide til Grækenland.
Vores råd: Læg turen som en sløjfe over mindst fem dage – base i Argostoli eller Agia Efimia, én dag til Melissani omkring middag og Antisamos bagefter, én dag op i Ainos og til Robola-vingårdene, og gem Assos og Fiskardo til sidst. Og kør til Myrtos to gange: én gang til middagslyset, én gang til solnedgangen.