Valencia-regionen

Valencia-regionen – Comunitat Valenciana – er den lange, smalle stribe af Spanien, der ligger mellem Catalonien i nord og Murcia i syd, med godt 500 km Middelhavskyst og fem millioner indbyggere. For danskere er den mest kendt gennem to navne: charterbyen Benidorm og storbyen Valencia. Men mellem dem ligger en region med tre provinser – Castellón, Valencia og Alicante – der rummer alt fra ubebyggede klippekyster og risfelter til bjergmassiver på 1.800 meter og landsbyer, hvor der stadig tales valencià, den lokale variant af catalansk.

Regionen har været maurisk længere end det meste af Spanien: Valencia faldt først til kristne styrker i 1238, og landbrugssystemet – kunstvandingskanalerne, acequias, og de terrasserede skråninger – er arvet direkte derfra. Selv Tribunal de las Aguas, vandingsdomstolen der stadig mødes hver torsdag ved Valencias katedral for at afgøre stridigheder mellem bønder, er over tusind år gammel og optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv.

To kyster med to navne

Costa del Azahar – "appelsinblomstkysten" – dækker den nordlige del, altså Castellón-provinsen og kysten op mod Catalonien. Navnet kommer af de enorme citrusplantager, der ligger klods op ad stranden, og som i februar-marts får hele området til at dufte sødt. Kysten er flad og bred med lange, lige sandstrande, dueller af klitter og lavvandet, roligt vand. Bebyggelsen er blandet: nogle steder høje 1970'er-blokke, andre steder helt uudviklede stræk. Det er her, spanske familier fra Madrid og Zaragoza selv holder ferie.

Costa Blanca – "den hvide kyst" – begynder omkring Dénia og løber sydpå gennem Alicante-provinsen. Her bliver landskabet dramatisk: kalkstensbjerge går helt ned i havet, kysten flækkes af klipper og skjulte bugter, og lyset er skarpere. Nordlige Costa Blanca (Dénia, Xàbia, Moraira, Calpe, Altea) er den smukke halvdel; syd for Alicante bliver kysten fladere, tørrere og tættere bebygget, med Torrevieja og saltsøerne.

Mellem de to ligger Valencia-provinsens egen kyst, som ofte overses: Sagunto med sin romerske og maurisk-katalanske borg, El Saler-strandene syd for storbyen med klitter og fyrreskov, og Cullera og Gandía, som er spanske familiedestinationer i stor stil.

Det skal du opleve

• Albufera-lagunen – 10 km syd for Valencia by ligger Spaniens største ferskvandssø, en lavvandet lagune adskilt fra havet af en klitrække med pinjer. Omkring den ligger de rismarker, som paella kom fra. Sejl ud i en fladbundet træbåd ved solnedgang fra landsbyen El Palmar – vandet står stille, himlen bliver orange, og hejrer og skestorke går rundt i mudderet. Spis derefter en rigtig paella valenciana i landsbyen: kylling, kanin, garrofó-bønner, snegle, safran. Ingen skaldyr, ingen chorizo – det er turistversionen.
• Appelsinlundene – regionen leverer mere end halvdelen af Spaniens citrus. Kør en tilfældig landevej i Castellón eller Ribera Alta i november-januar, og du kører kilometervis mellem træer med tunge, orange frugter. Flere gårde tager imod besøgende til høst og smagning.
• Peñíscola – den befæstede gamle by på en klippehalvø, der stikker ud i havet nord for Castellón, forbundet med fastlandet af en smal tange. Øverst ligger tempelridderborgen fra 1300-tallet, hvor modpaven Benedikt 13. ("Papa Luna") holdt stand som selvudråbt pave til sin død i 1423. De hvidkalkede gader indenfor murene er blandt Spaniens smukkeste, og strandene på begge sider er brede og lange. Byen er filmkulisse – blandt andet for El Cid med Charlton Heston og for tv-serier med drager.
• Xàbia (Jávea) – nordlige Costa Blancas mest charmerende by, med tre adskilte dele: den gamle by inde i landet omkring en fæstningskirke, havnen med fiskeauktion, og Arenal-stranden. Klippekappen Cap de Sant Antoni og især Cabo de la Nao giver Middelhavets måske bedste udsigtspunkter, og bugten Granadella med rullesten og turkist vand er en klassiker.
• Guadalest – en landsby med 200 indbyggere, klemt inde på en klippekam bag Benidorm, hvor man kommer ind gennem en tunnel hugget i klippen. Udsigten ned over det turkise stemmeværk er postkortmotivet. Kom tidligt – der kommer over to millioner besøgende om året.
• Morella – muromkranset middelalderby 1.000 meter oppe i Castellóns indland, med borg, akvædukt og et helt anderledes, køligt bjergklima. Regionens bedst bevarede historiske by, og næsten uden udenlandske turister.
• Les Coves de Sant Josep i Vall d'Uixó – Europas længste sejlbare underjordiske flod. Man sejler i små både gennem drypstensgange.
• Klippemalerierne i Valltorta og Gasulla – forhistorisk levantinsk klippekunst på UNESCOs liste, over 7.000 år gammel.

Fiesta-kulturen

Ingen anden spansk region fejrer så mange og så voldsomme fester. Ild og krudt er gennemgående:

• Las Fallas i Valencia by, 15.-19. marts: hundredvis af meterhøje satiriske figurer af papmaché rejses i gaderne og brændes alle på én nat. Dagligt fyrværkeri midt på dagen, la mascletà, der ikke handler om lys, men om lyd og trykbølge. UNESCO-listet.
• Moros y Cristianos – maurer-og-kristne-optog, hvor hele byer klæder sig i pragtkostumer og genopfører generobringen. Alcoi i april er den største og ældste; Villajoyosa gør det med landgang fra havet.
• Bous al carrer – tyre i gaderne, i mange landsbyer om sommeren, ofte med bou embolat, hvor tyren har brændende fakler på hornene. Kontroversielt, også i Spanien; man skal vide, hvad man går ind til.
• La Tomatina i Buñol, sidste onsdag i august: en times tomatslagsmål med 100 tons tomater. Kræver billet i dag.
• Hogueras de San Juan i Alicante omkring 24. juni: samme princip som Fallas, med bål på strandene.

Bedste rejsetid

Kysten har det klassiske middelhavsklima med mildt fastlandsvintervejr og cirka 300 solskinsdage.

• April-juni er den bedste periode: 20-28 grader, blomstrende appelsinlunde i det tidlige forår, badevand fra midt i juni.
• Juli-august er varmt (30-34 grader) og fugtigt langs kysten, med spansk højsæson i august, hvor priserne fordobles og strandene er fyldt. Bjergene i baglandet er 5-8 grader køligere.
• September-oktober er mange kenderes favorit: havet er varmest i september (ca. 26 grader), luften er behagelig, og folkemængderne er væk.
• November-marts er mildt (15-19 grader om dagen på Costa Blanca) og gør regionen til en af Europas bedste vinterdestinationer for gåture, cykling og golf – men ikke til badning.

Vær opmærksom på gota fría – de kraftige efterårsregnskyl i september-oktober, hvor et års nedbør kan falde på et døgn og udtørrede flodlejer pludselig fyldes. Det er sjældent, men det kan lukke veje.

Godt at vide

• Lufthavne: Alicante-Elche har flest charter- og lavprisruter fra Danmark; Valencia har direkte fly og er den bedre indgang til nordlige del af regionen. Castellón har meget få ruter.
• Højhastighedstog forbinder Valencia med Madrid på ca. 1 time og 40 minutter. Kystbanen mellem Valencia og Alicante er langsommere, men landskabeligt fin.
• Lej bil, hvis du vil se andet end en badeby. Baglandet – Guadalest, Morella, vinregionen Utiel-Requena, bjergene i Sierra de Aitana – er stort set utilgængeligt uden.
• Der findes en sporvognslinje, TRAM, mellem Alicante, Benidorm og Dénia, som kører langs kysten og er en billig, smuk måde at komme rundt på i den sydlige del.
• Prisniveau: middag ca. 180-300 kr., menú del día ca. 90-130 kr., hotel ca. 500-900 kr. i lavsæson og det dobbelte i august.
• Der tales både spansk og valencià. Skilte er ofte kun på valencià uden for byerne – Xàbia er Jávea, Alcoi er Alcoy, Elx er Elche.
• Ærligt forbehold: den sydlige Costa Blanca er tæt bebygget, og steder som Torrevieja og Benidorms bagland ligner hinanden. Vil du have karakter, skal du nordpå – Dénia, Xàbia, Altea – eller ind i landet.
• Læs mere om regionens byer i vores guider til Valencia, Benidorm og Castellón, og om landet i Spanien.

Vores råd: Del turen i to. Brug tre-fire dage på kysten – gerne omkring Xàbia eller Peñíscola frem for de store charterbyer – og læg så et par nætter i baglandet, i Morella eller en landsby i Sierra de Aitana. Regionen bliver først virkelig interessant i det øjeblik, du kører 20 minutter væk fra havet.