Alicante
Alicante er Costa Blancas hovedstad og den by, de fleste danskere flyver ind til, når de skal til Sydøstspanien – men de færreste bliver hængende. Det er en fejl. Alicante er en rigtig spansk provinshovedstad med cirka 340.000 indbyggere, en havn midt i byen, en middelalderborg på en klippe over husene og et gadeliv, der kører upåvirket af turismen. Byen har over 3.000 soltimer om året, en strand ti minutters gang fra centrum og en tapaskultur, der er langt billigere end i Barcelona og Valencia. Til en weekend eller som base for hele kysten er Alicante svær at slå.
Borgen Santa Bárbara
Byens vartegn er Castillo de Santa Bárbara, der ligger 166 meter oppe på klippen Benacantil. Set fra stranden ligner klippens profil et ansigt – "maurerens hoved" – og borgen er en af Spaniens største middelalderfæstninger, anlagt af maurerne og erobret på Sankt Barbaras dag i 1248, deraf navnet. Anlægget er i tre niveauer fra forskellige århundreder, og man kan gå frit rundt i krudtmagasiner, vagtgange og på murkronen.
Den smarte adgang er en elevator, der er boret ind gennem klippen fra en indgang ved strandpromenaden over for Playa del Postiguet: Man går ind i bjerget, kører op og træder ud i borggården. Adgangen til selve borgen er gratis; elevatoren koster et mindre beløb, ca. 30 kr. tur-retur. Alternativt kan man gå op ad stien fra Parque de la Ereta på cirka 25 minutter – anstrengende i middagsheden, men flot. Udsigten dækker hele bugten, havnen, Postiguet-stranden og bjergene bagved.
Gamle by, Explanada og markedet
Nedenunder borgen klamrer Barrio de Santa Cruz sig til klippesiden: smalle trapper mellem hvidkalkede huse med blomsterkrukker, blå døre og bittesmå pladser. Det er byens smukkeste kvarter og en overraskelse for de fleste – gå op om formiddagen, før varmen sætter ind.
Ned mod havnen ligger Explanada de España, en af Spaniens mest kendte promenader: en 500 meter lang palmealle brolagt med 6,6 millioner små marmorbrikker i rødt, sort og cremehvidt, lagt i et bølgemønster, der bogstaveligt talt får underlaget til at bevæge sig i øjenkrogen. Om aftenen spiller der orkester i pavillonen, og der er boder og gadekunstnere. Ved siden af ligger lystbådehavnen og Puerto de Alicante, hvorfra bådene til Tabarca sejler.
Mercado Central fra 1921 er byens madhal – en modernistisk bygning i to etager med fisk, skinke, grøntsager og krydderier, og med en tragisk historie: I 1938 ramte italienske bomber markedet under den spanske borgerkrig og dræbte over 300 mennesker. Et mindesmærke står ved indgangen. Rundt om markedet ligger byens bedste tapasbarer.
Endelig fortjener MARQ – det arkæologiske museum – tid. Det blev kåret som Europas museum i 2004 og fortæller områdets historie fra iberere over romere til maurerne med moderne, næsten teatralsk formidling; god plan B på en regnvejrsdag.
Strande og øen Tabarca
Playa del Postiguet ligger direkte i centrum under borgklippen – praktisk, men smal og fyldt. Vil man have den rigtige strand, tager man sporvognen (TRAM) 15-20 minutter nordpå til Playa de San Juan: syv kilometer bred, lys sandstrand med fladt vand, promenade, chiringuitos og plads nok, selv i højsæsonen. Den er en af Middelhavets bedste bystrande.
Fra havnen sejler både i cirka en time til Tabarca, Spaniens mindste permanent beboede ø og landets første marine reservat. Øen er lille nok til at gå rundt på en time: en muromkranset lille by fra 1700-tallet, anlagt til genuesiske fiskere, som Karl 3. befriede fra fangenskab i Tunesien, samt klart vand og fremragende snorkling. Tag tidlig båd, for øen fyldes midt på dagen, og de sidste både hjem er ofte overfyldte i juli-august. Frokosten hedder caldero, en fiskeret med ris.
Mad og fester
Alicante-provinsen er risland, ikke paella-turistland. Prøv arroz a banda (ris kogt i fiskefond, serveret separat fra fisken), arroz del senyoret med pillede skaldyr eller den sorte ris med blæksprutte. Byens tapasgade er Calle Castaños og gaderne omkring markedet. Lokale specialiteter er også turrón, den hårde mandelnougat fra nabobyen Xixona, som spanierne spiser til jul, og horchata – en sød, kold drik af jordmandler.
Byens store fest er Hogueras de San Juan omkring Sankt Hans, 20.-24. juni: enorme satiriske figurer i papmaché rejses i gaderne og brændes af den sidste nat, mens brandmændene sprøjter vand ud over folkemængden i la banyà. Hver middag i dagene op til smælder en mascletà af på rådhuspladsen – et øredøvende krudtorkester, som spanierne oplever med maven, ikke med øjnene. Book overnatning i god tid, hvis du vil opleve det.
Praktisk
Alicante-Elche lufthavn (ALC) ligger cirka 10 km fra centrum med hyppige direkte fly fra Danmark; bus C-6 kører til byen på 25 minutter for ca. 30 kr., taxa koster ca. 200 kr. Højhastighedstoget når Madrid på ca. 2,5 time, og der er togforbindelse til Valencia på under to timer. Sporvognen TRAM dækker byen og kysten nordpå mod El Campello, og busser går til Benidorm og Torrevieja. Prisniveauet er behageligt: menú del día til ca. 90-130 kr., en cortado til ca. 12 kr.
Bedste rejsetid er april-juni og september-oktober med 22-28 grader. Juli-august er varmt og fyldt, men badevandet er varmest. Vinteren er mild med 16-18 grader om dagen – derfor er hele kysten fuld af nordeuropæiske langtidsgæster fra november til marts; se vejret i Spanien. Bagsiden af medaljen: Byen har et par slidte kvarterer omkring den gamle busstation, og strandpromenaden ved Postiguet kan virke lidt for kommerciel. Til gengæld slipper man for følelsen af kulisseby, som præger flere af nabobyerne.
Alicante er også den naturlige base for udflugter: bjerglandsbyen Guadalest med sin borg på klippen, Algar-vandfaldene, palmelunden i Elche på UNESCOs liste og hele Valencia-regionen nordpå. Se også etikette i Spanien og landesiden om Spanien.
Vores råd: Tag elevatoren op til borgen sidst på eftermiddagen, gå ned gennem Santa Cruz-kvarteret, mens lyset er varmt, og slut med tapas omkring Mercado Central – så har du set det bedste af Alicante på fire timer. Og brug byen som base i stedet for at flygte til charterbyerne; togene og busserne gør resten af Costa Blanca til dagsture.