Valladolid

Valladolid er hovedstad i Castilla y León og en by, de fleste danskere kører forbi på vej mellem Madrid og Nordspanien. Det er en fejl. Byen har omkring 300.000 indbyggere, ligger på den tørre castilianske højslette ved floden Pisuerga – 700 meter over havet – og gemmer på tre ting, der er svære at finde bedre andre steder i Spanien: et af landets største kunstmuseer, en af landets mest gennemførte påskeuger og nogle af landets bedste tapasbarer. Hertil kommer, at byen ligger midt i Spaniens vigtigste vinlandskab.

Valladolid var i lange perioder Spaniens hovedstad i alt undtagen navnet. Kongerne af Kastilien residerede her, Ferdinand og Isabella blev gift her i 1469, Filip II blev født her i 1527, og fra 1601 til 1606 flyttede Filip III officielt hoffet hertil, før det gik tilbage til Madrid. Christoffer Columbus døde i byen i 1506, glemt og forbitret, og Cervantes boede her, mens han lagde sidste hånd på første del af Don Quijote. Begge steder er i dag små museer.

Vær forberedt på, at byen ikke er en postkortby. Valladolid er en arbejdende provinshovedstad med en stor Renault-fabrik, brede boulevarder og meget 1900-talsbyggeri. Det historiske ligger i lommer – men de lommer er til gengæld førsteklasses.

Museo Nacional de Escultura

Nationalmuseet for Skulptur i Colegio de San Gregorio er hovedgrunden til at tage til Valladolid. Museet rummer verdens vigtigste samling af spansk polykrom træskulptur – religiøse figurer skåret i træ og malet så realistisk, at de virker levende. Det er en kunstform, der næsten kun findes i Spanien, og som er umulig at forstå på foto.

Hovednavnene er Alonso Berruguete, hvis figurer er forvredne og næsten ekspressionistiske 400 år før ekspressionismen, Juan de Juni med sin voldsomme dramatik, og Gregorio Fernández, hvis kristusfigurer har glasøjne, korkblodkoagler og tænder af elfenben. Man går fra sal til sal og bliver gradvist mere rystet. Selve bygningen er også en attraktion: San Gregorio-kollegiets facade fra 1490'erne er isabellinsk gotik i sin mest overdådige form, og den indre klostergård med snoede søjler er blandt Spaniens smukkeste. Regn med mindst to timer, entréen er lav, og der er gratis adgang på visse tidspunkter.

Påskeugen

Valladolids Semana Santa er erklæret af international turistinteresse og regnes sammen med Sevillas og Málagas for landets vigtigste – men den er helt anderledes i tonen. Hvor Andalusien fester, er Valladolid stille. Mange af de figurer, der bæres gennem gaderne, er netop skulpturmuseets mesterværker, lånt ud én gang om året. Højdepunktet er Sermón de las Siete Palabras langfredag formiddag, hvor over 20 processionsgrupper opstilles på Plaza Mayor i total tavshed. Kommer du i påsken, skal værelset bookes måneder i forvejen.

Byen at gå i

• Plaza Mayor – Spaniens første regelmæssige, arkadeomkransede hovedplads, anlagt efter en brand i 1561 og forbillede for pladserne i Madrid og Salamanca. Rådhuset står rødt og hvidt på nordsiden, og terrasserne fyldes fra middag
• Iglesia de San Pablo – kirkefacaden er et af Spaniens mest spektakulære stykker sten: et helt alter hugget i sandsten fra gulv til tag, tæt pakket med figurer, våbenskjolde og bladværk
• Katedralen – tegnet af Juan de Herrera, manden bag Escorial, i streng renæssancestil. Den blev aldrig færdig; kun cirka en fjerdedel af planen står, hvilket giver den et mærkeligt afhugget udtryk. Til gengæld ligger den lille romanske kirke Santa María de la Antigua med sit fine tårn lige bagved
• Casa-Museo de Colón og Casa de Cervantes – to små, velindrettede museer om byens to berømteste midlertidige indbyggere. Cervantes-huset er bevaret som et komplet borgerhjem fra 1600-tallet
• Campo Grande – den store bypark med påfugle, der går frit rundt, dammer og gamle træer. Perfekt i eftermiddagsvarmen

Tapas – byens andet argument

Valladolid regnes bredt for Spaniens tapashovedstad. Byen har i årtier lagt hus til den nationale pincho-konkurrence, og det har trukket niveauet i vejret over hele byen: her serveres ikke en tør skive skinke, men små, konstruerede retter, ofte prisvindende, til typisk 20-35 kr. stykket plus drikkevare.

Barerne ligger tæt i og omkring Calle Correos, Plaza Martí y Monsó og gaderne bag Plaza Mayor, og skikken er at tage én pincho og ét glas per bar og så gå videre. Fem barer på en aften er normalt. Det er den billigste og bedste måde at spise i byen på – og en langt mere social oplevelse end en restaurantmiddag.

Ellers er egnens køkken kraftigt og enkelt: lechazo asado, mælkelam stegt i brændeovn i lerfad, er regionens store ret og bestilles typisk til flere personer. Dertil morcilla de Valladolid (blodpølse med ris), fåreosten fra Zamora, og et brød, der faktisk er værd at spise.

Vinen og udflugterne

Valladolid ligger midt imellem tre store vinområder, og alle kan nås på en dagstur:

• Ribera del Duero mod øst – Spaniens mest prestigefyldte røde område efter Rioja, med tempranillo under navnet tinto fino. Mange bodegas tager imod besøgende efter forudbestilling
• Rueda mod syd – hvidvin af verdejo-druen, frisk og billig, og en oplagt makker til tapas
• Toro mod vest – kraftige, mørke rødvine

Konkrete udflugtsmål:

• Peñafiel (55 km) – borgen ligger som et stenskib på en smal højderyg og rummer et fint vinmuseum. Byens middelalderlige torv fungerede som tyrefægtningsarena
• Tordesillas (30 km) – hvor Spanien og Portugal i 1494 delte den nyopdagede verden mellem sig på et kort
• Simancas (12 km) – borgen, der siden Filip II har rummet det spanske rigsarkiv
• Urueña (55 km) – en lillebitte, komplet ringmuret landsby, der har genopfundet sig selv som boglandsby med et dusin antikvariater
• Medina del Campo (45 km) – handelsbyen med kæmpeborgen La Mota

Praktisk

Valladolid ligger cirka en time fra Madrid med AVE-højhastighedstog, hvilket gør byen til et realistisk stop på vej nordpå eller endda en dagstur fra hovedstaden. Der er også hurtige forbindelser til Segovia, León og Burgos. Bilen er kun nødvendig til vinruterne.

Klimaet er udpræget kontinentalt: vintrene er kolde og tågede med frost, sommeren tør og hed med 33-37 grader midt på dagen – men aftnerne køler af, fordi byen ligger højt. Maj, juni og september er de bedste måneder; april og oktober er også fine, hvis man har en jakke med. Se vores oversigt over vejret i Spanien.

Prisniveauet er lavere end i Madrid og Barcelona, og turistpresset er lille: du deler byen med spaniere, ikke med rejsegrupper. Til gengæld tales der mindre engelsk end på kysterne, og mange af byens gode barer har kun kort på spansk. Læs om spisetider og skikke i etikette i Spanien, og få det store overblik i vores guide til Spanien.

Vores råd: Giv Valladolid to nætter. Brug formiddagen på skulpturmuseet, eftermiddagen på Campo Grande og San Pablo, og aftenen på fem barer omkring Calle Correos. Næste dag kører du til Peñafiel, spiser lechazo og smager Ribera del Duero, hvor den bliver lavet. Det er en af de bedste ferier i Spanien til pengene – og en af de mindst kendte.