Algeriet

Algeriet er Afrikas største land – større end hele Vesteuropa – og alligevel et af de mindst besøgte. Fire femtedele af landet er Sahara, og resten er en frodig, bjergrig kyststribe langs Middelhavet, hvor fønikere, romere, vandaler, arabere, osmannere og franskmænd på skift har sat sig spor. Det er et land med romerske byer i verdensklasse, med en hovedstad, hvis gamle kvarter styrter ned mod havet i et virvar af trapper og gyder, og med et ørkenhøjland, hvor forhistoriske malerier viser giraffer og svømmende mennesker på klipper, der i dag ligger midt i verdens største ørken.

Årtiers uro i 1990'erne lukkede landet for turisme, og selvom situationen længe har været en anden, er Algeriet stadig en rejse, man planlægger grundigt. Til gengæld får man UNESCO-verdensarv næsten uden andre besøgende, en gæstfrihed der overrasker de fleste, og priser langt under Marokkos.

Højdepunkter

• Tassili n'Ajjer – Saharas store kunstmuseum: et sandstenshøjland i det sydøstlige Algeriet med over 15.000 klippemalerier og -ristninger, nogle op mod 10.000 år gamle. De viser en grøn Sahara med flodheste, elefanter og kvægflokke, og de står i et landskab af eroderede stenskove og klippebuer, der ligner en anden planet. UNESCO-verdensarv og kun tilgængeligt til fods eller med 4x4 og lokal guide
• Timgad – romerbyen midt på højsletten ved Aurès-bjergene, grundlagt af kejser Trajan som veteranby og kaldt "Nordafrikas Pompeji". Det ternede gadenet, Trajans triumfbue, teatret til 3.500 tilskuere og det offentlige bibliotek ligger blotlagt i ørkenblæsten – uden folkemængder
• Djémila – den anden store romerby, dramatisk placeret på en bjergryg i 900 meters højde. Byplanen måtte snos efter terrænet, hvilket gør ruinerne mere maleriske end Timgads, og mosaikmuseet på stedet er enestående
• Algier – "Alger la Blanche", den hvide by, der ligger som et amfiteater om bugten. Casbah'en – det osmanniske labyrintkvarter på UNESCO-listen – er en verden af overhængende huse, palæer og trapper, mens de brede boulevarder nedenfor er ren fransk 1800-talsarkitektur
• Ghardaïa og M'Zab-dalen – fem befæstede oasebyer bygget af ibaditterne fra 1000-tallet, hver med moskeen på toppen af en kegleformet bakke og husene i okker, blåt og hvidt i ringe udenom. Le Corbusier studerede byplanen; UNESCO fredede den
• Tipaza og Cherchell – romerske havneruiner direkte ved Middelhavet vest for Algier, en let dagstur med bølgeskvulp mellem søjlerne
• Hoggar-bjergene – vulkanske klippenåle omkring Assekrem nær Tamanrasset, berømt for solopgange og for eremitboligen, hvor munken Charles de Foucauld levede blandt tuaregerne
• Constantine – "broernes by" på en klippe kløvet af en dyb slugt, spændt sammen af svimlende hængebroer

Bedste rejsetid

Landet har reelt to klimaer. På kysten og i Nordalgeriet er Middelhavsklimaet mildest i april-juni og september-oktober: grønne bjerge, behagelige 20-28 grader og ideelt vejr til romerbyerne, der er skyggeløse og brændende om sommeren. Juli-august er hedt inde i landet, men badesæson ved kysten.

I Sahara er sæsonen omvendt: oktober til marts er den eneste fornuftige periode. Dagene ligger da på behagelige 20-25 grader, mens nætterne i ørkenen kan gå mod frysepunktet – tag varmt tøj med, det overrasker de fleste. Fra maj til september er ørkenen livsfarligt varm, og de fleste ørkenarrangører holder helt lukket. Vil man kombinere kyst og Sahara, er marts-april og oktober-november det bedste kompromis.

Godt at vide

Visum er et krav for danskere og skal søges hjemmefra på ambassaden. Ansøgningen kræver som regel en invitation eller en bekræftet booking gennem et algerisk rejsebureau, og sagsbehandlingen tager tid – begynd i god tid, og regn med papirarbejde. En variant med lettere adgang har i perioder eksisteret for organiserede ørkenrejser til Sahara-regionen; tjek de aktuelle regler hos ambassaden, da de justeres løbende.

I ørkenen rejser man ikke alene. Provinserne i syd kræver som hovedregel, at man bevæger sig med en registreret lokal guide eller et godkendt bureau, og ofte følger politieskorte på visse strækninger – det er rutine, ikke drama. Tassili n'Ajjer besøges praktisk taget kun som flerdagstrek med tuareg-guider, æsler eller kamele og telt; regn med at flyve fra Algier til Djanet eller Tamanrasset, da afstandene er ekstreme.

Udenrigsministeriet fraråder rejser til grænseområderne mod Libyen, Mali, Niger og Mauretanien samt til dele af det sydlige og østlige Sahara. Rejsevejledningen er nuanceret og skelner mellem landsdele, så læs den konkret, inden du booker – og husk, at rejseforsikringen typisk ikke dækker i frarådede områder. Nordalgeriet og de klassiske ruter er en anden virkelighed end grænsezonerne.

Praktisk: Sproget er arabisk og berbisk, men fransk er nøglen i det daglige – engelsk hjælper sjældent. Valutaen dinar kan ikke købes hjemmefra, betalingskort virker næsten ikke, og man rejser derfor med kontanter i euro, der veksles på stedet. Priserne er lave: en solid restaurantmiddag ofte ca. 40-80 kr., et pænt hotel ca. 300-600 kr. Alkohol findes, men diskret. Køkkenet er couscous, tajine, grillet fisk ved kysten og mechoui – helstegt lam – ved fest. Gæstfriheden er ægte: En invitation til te er ikke høflighed, men mening.

Vores råd: Del rejsen i to. Brug en uge på nord: Algier, Tipaza, Djémila, Timgad og Constantine i lejet bil med chauffør eller på togets komfortable nordlige linjer. Flyv derefter til Djanet og giv Tassili n'Ajjer mindst fire-fem dage – klippekunsten skal ses i det lave lys morgen og aften, og det er netop dér, ørkenen forvandler sig fra strabads til den oplevelse, man rejste efter.