Italien har to helt forskellige alpeverdener, og det hjælper at holde dem adskilt. I vest ligger Aostadalen og Piemonte med de høje, gletsjerdækkede toppe — Mont Blanc på 4.810 meter, Matterhorn, Monte Rosa, Gran Paradiso. I øst ligger Dolomitterne: lavere, men lodrette, med lyse kalkstenstårne, der står op af grønne enge som noget, der er sat der med vilje.
Forskellen er geologisk. Vestalperne er gamle, foldede urbjergarter. Dolomitterne er kalkplatforme fra trias, løftet op og derefter skåret i stykker — deraf de flade dalbunde og de pludselige, lodrette vægge. Bjergarten dolomit, opkaldt efter den franske mineralog Déodat Gratet de Dolomieu, er også grunden til, at klipperne skifter til rosa og orange omkring solnedgang. Fænomenet hedder enrosadira på ladinsk, og det er ikke en turistfortælling — det er kalkstenens egen farve i lavt lys.
Den ting, man skal vide på forhånd, er, at man ikke bare tager "til Alperne". Man vælger en dal og bliver i den. Pasvejene imellem er smukke og langsomme, og mange er lukkede fra november til maj eller juni. Bjergene hører til Norditalien, men kører efter deres egen kalender — og de ligger tæt nok på, at en uge i højden kan kombineres med nogle dage ved Gardasøen.
Dolomitterne
- UNESCO-verdensarv siden 2009 — ikke som ét område, men som ni adskilte systemer på i alt 141.903 hektar. De blev optaget både for landskabets skønhed og for geologien
- 18 toppe over 3.000 meter, med Marmolada som den højeste på 3.343. Den har den eneste egentlige gletsjer tilbage, og den svinder hurtigt
- Via ferrata — sikrede klatreruter med wire og trin i klippen, som kan gås med sele og sæt uden at man er klatrer. En stor del stammer fra fronten under Første Verdenskrig, der løb tværs gennem bjergene her
- Rifugi — bjerghytterne i vandrehøjde, der serverer mad og sover gæster mod halvpension. De er grunden til, at flerdagsvandring i Dolomitterne er noget, almindelige mennesker kan
- Tre Cime di Lavaredo, Seiser Alm, Alta Badia og Val Gardena er de navne, alt drejer sig om — og også de mest besøgte, hvilket mærkes i juli og august
Sydtyrol og Aostadalen
Sydtyrol — Alto Adige på italiensk, Südtirol på tysk — er en selvstyrende provins med Bolzano som hovedstad og 542.000 indbyggere. Og den taler tysk: 57,6 procent har tysk som modersmål, 22,6 procent italiensk og 3,7 procent ladinsk, et rætoromansk sprog, der kun findes i nogle få dolomitdale. Det er reelt: skilte, menuer og samtaler er på tysk først. Området hørte til Østrig-Ungarn indtil 1919, og køkkenet er knödel og speck lige så meget som pasta. Provinsen er Italiens rigeste, og det ses på vejene og priserne. I Bolzano ligger Ötzi, ismanden fra omkring 3300 f.Kr., på det arkæologiske museum.
Aostadalen er Italiens mindste og tyndest befolkede region: 3.261 kvadratkilometer og knap 123.000 indbyggere. Den er officielt tosproget italiensk-fransk siden 1946, og omkring 18 procent taler desuden den lokale fransk-provencalske dialekt. I bunden af hoveddalen ligger Aosta, som romerne grundlagde omkring år 25 f.Kr., med bymur, byport og teater, der stadig står. Gran Paradiso blev Italiens første nationalpark i 1922 og reddede stenbukken fra udryddelse.
Sæson
Vandresæsonen går typisk fra sidst i juni til sidst i september. Før midten af juni ligger der stadig sne på de høje stier og pasvejene, og hytterne har ikke åbnet. Juli og august er varme og fyldte; begyndelsen af september er den bedste uge i året — stabilt vejr, åbne hytter, færre mennesker.
Skisæsonen løber normalt fra begyndelsen af december til omkring midten af april, længst oppe i højden. Februar og marts har den bedste kombination af sne og lys.
Maj og november er mellemsæson: lifterne står stille, hytterne er lukkede, og mange hoteller holder lukket.
Godt at vide
- Lufthavnene ligger uden for bjergene. Til Dolomitterne flyver man typisk til Venedig, Verona, Innsbruck eller München; til Aostadalen til Torino, Milano eller Genève. Regn med to-tre timers transport derfra
- Tag bil, hvis I skal flytte jer mellem dale. Bussystemet i Sydtyrol er godt inden for provinsen, men tager tid over passene
- Flere af de mest besøgte steder har adgangsbegrænsning og p-kvoter om sommeren. Tjek, hvad der gælder netop dér, før I kører derop
- Vejret skifter hurtigt. 25 grader i dalen kan være 5 grader og byger på 2.500 meter samme eftermiddag. Lag, regnjakke og hue hører med i august
- Stednavne findes ofte i to udgaver — tysk og italiensk — og GPS'en kender ikke altid begge
Book bjerghytterne, så snart de åbner for reservationer om foråret. De populære rifugi på ruter som Alta Via 1 er fyldt måneder i forvejen, og uden en seng deroppe bliver flerdagsturen til en række dagsture med kørsel imellem.
Se resten af landet under Italien, og find flere rejsemål under rejsemål.