Ronda ligger 750 meter oppe i bjergene i det indre Andalusien, omkring 100 kilometer vest for Málaga, og har det mest dramatiske bybillede i Spanien. Byen er bygget på begge sider af El Tajo, en 120 meter dyb kløft, som floden Guadalevín har skåret gennem klippen, og de to halvdele er bundet sammen af en bro, der er blevet et af landets mest fotograferede motiver. Med godt 33.000 indbyggere er Ronda stor nok til at fungere som rigtig by uden for turisttimerne – og lille nok til at kunne ses til fods.
Stedet har været befæstet, siden kelterne bosatte sig her. Romerne kaldte byen Arunda, men det var maurerne, der gjorde den til hovedstad i et lille taifa-rige – uindtagelig på sin klippe, omgivet af kløfter på tre sider. Først i 1485 faldt Ronda til de katolske konger, blandt de sidste bastioner inden Granada. Siden blev bjergene omkring byen hjemsted for bandoleros, de romantiserede landevejsrøvere, som 1800-tallets rejsende – Washington Irving, Prosper Mérimée – gjorde til litteratur. I 1900-tallet kom Rilke, Hemingway og Orson Welles; sidstnævntes aske er spredt på en gård uden for byen.
Broen og kløften
Puente Nuevo stod færdig i 1793 efter 34 års byggeri og forbinder den mauriske gamle by, La Ciudad, med den nyere El Mercadillo. "Den nye bro" er 98 meter høj, og i pillen over buen sad engang et rum, der blev brugt som fængsel – i dag et lille udstillingsrum om byggeriet.
Selve broen ser man bedst nedefra. Stien Camino de los Molinos snor sig fra byens kant ned i kløften til de gamle vandmøller og giver det klassiske billede af broen med byen ovenpå. Turen ned tager 15-20 minutter, op igen noget længere og i sommervarmen anstrengende – tag vand med, og gå tidligt eller sent. Vil man have udsigten uden anstrengelsen, er udsigtspunkterne Mirador de Aldehuela ved broen og haven Jardines de Cuenca på den anden side gode alternativer.
To ældre broer krydser kløften længere nede: Puente Viejo fra 1616 og den mauriske Puente Romano.
Den gamle by
Syd for broen ligger La Ciudad – stille brostensgader, hvidkalkede facader, smedejernsgitre og herregårde fra tiden efter generobringen.
- Palacio de Mondragón – maurisk palads ombygget efter 1485, med mosaikgårde og en have med udsigt over dalen. Rummer byens arkæologiske museum
- Casa del Rey Moro – husets berømte del er ikke huset, men La Mina: en maurisk vandtrappe med over 200 trin hugget ned gennem klippen til floden, så byen kunne hente vand under belejring. Stejl og glat, men enestående
- Baños Árabes – de arabiske bade fra 1200-tallet ved flodbredden er blandt de bedst bevarede på Den Iberiske Halvø, med stjerneformede lysåbninger i hvælvingerne
- Santa María la Mayor – kirken bygget oven på hovedmoskeen, hvis mihrab-buer stadig ses i en sidegang
- Bymuren og Almocábar-porten – den mauriske indgang til byen mod syd
Tyrefægterarenaen
Plaza de Toros de Ronda fra 1785 er en af de ældste og arkitektonisk fineste i Spanien: en perfekt cirkel i sandsten med to etager arkader båret af 136 søjler og et sandt tag over tilskuerne. Arenaen er sjældent i brug – kun ved den historiske Goyesca i september, hvor deltagerne bærer dragter efter Goyas tegninger – og fungerer resten af året som museum for tyrefægtningens historie.
Det er her, moderne tyrefægtning blev formet. Familien Romero fra Ronda, især Pedro Romero i 1700-tallet, indførte det at kæmpe til fods med kappe frem for til hest. Tyrefægtning deler spanierne selv dybt, og mange danskere vil ikke overvære en fægtning; museet og arenaen kan besøges uden at tage stilling til det.
De hvide landsbyer
Ronda er det naturlige udgangspunkt for Ruta de los Pueblos Blancos – ruten gennem bjergenes hvide landsbyer, hvor kalken oprindeligt blev brugt som desinfektion og solskærm.
- Setenil de las Bodegas – landsbyen, hvor husene er bygget ind under en overhængende klippehylde, så gaden har stenloft
- Zahara de la Sierra – hvid landsby på en kegleformet høj over en turkis opdæmmet sø, med maurisk vagttårn på toppen
- Grazalema – i naturparken af samme navn, det sted i Spanien der får mest nedbør om året, og derfor usædvanligt grønt
- Olvera og Arcos de la Frontera – begge dramatisk placeret på klippekamme
Til fods eller på cykel kan man følge Vía Verde de la Sierra, en nedlagt jernbane omdannet til grussti gennem tunneler og over viadukter – et af Spaniens smukkeste grønne spor.
Byens omegn er også vinland: Serranía de Ronda har fået nye vingårde, hvoraf flere tager imod besøgende, og højden giver friskere vine end resten af Andalusien.
Praktisk
De fleste kommer på dagstur fra Málaga, Marbella eller kysten – ca. 1,5-2 timers kørsel ad bjergveje, hvoraf strækningen fra San Pedro de Alcántara op gennem Serranían er en oplevelse i sig selv, men snoet og ikke for den køresyge. Der går også bus fra kysten og et smukt, langsomt tog fra Málaga via Bobadilla. Fra Sevilla er der ca. 2 timer, fra Jerez de la Frontera omkring halvanden.
Hovedproblemet er netop dagsturene: Mellem klokken 11 og 17 er broen og hovedgaden fyldt med busgrupper. Overnatter man, får man byen næsten for sig selv om aftenen og igen tidligt om morgenen, hvor lyset i kløften er bedst.
Højden gør klimaet mildere end på Costa del Sol: 30-33 grader i juli-august i stedet for kystens fugtige hede, og kølige aftener året rundt. Vinteren er reelt kold med 10-14 grader om dagen og enkelte frostnætter. April-juni og september-oktober er bedst. Bjergkøkkenet er tungere end kystens – prøv oksehalegryde (rabo de toro), gedeost fra Grazalema og bjergskinke fra Serranía. Regn med ca. 100-140 kr. for en dagsmenu.
Læs mere i vores guider til Andalusien og Spanien – og kombinér gerne Ronda med Granada og Córdoba på en rundtur i det indre Andalusien.
Vores råd: Overnat én nat i stedet for at tage dagsturen. Gå ned i kløften ad Camino de los Molinos i morgentimerne, inden busserne kommer – og spis sent på en terrasse ved kanten, når byen igen er sin egen.