Aquitaine

Aquitaine er Frankrigs sydvestlige hjørne: fra Atlanterhavet i vest til Pyrenæernes toppe i syd, med Bordeaux som hovedstad og vinen som gennemgående tema. Administrativt er den gamle region siden 2016 en del af storregionen Nouvelle-Aquitaine, men navnet lever videre i daglig tale og dækker fem departementer – Gironde, Dordogne, Lot-et-Garonne, Landes og Pyrénées-Atlantiques.

Historien er usædvanlig. Da Eleonora af Aquitanien i 1152 giftede sig med den senere Henrik 2. af England, blev hele Sydvestfrankrig engelsk i tre århundreder – og det var englændernes tørst efter rødvin ("claret"), der grundlagde Bordeaux' vinhandel. Først i 1453 blev området endeligt fransk. Sporene er stadig synlige i de befæstede bastide-byer på højdedragene og i vinhandelens engelske og hollandske slægtsnavne.

For den rejsende er Aquitaine tre meget forskellige ferier i én: vinlandet omkring Bordeaux, Dordognes middelalder- og stenalderlandskab, og en 250 km lang, snorlige atlanterhavskyst med brænding, klitter og fyrreskov.

Bordeaux og vinen

Bordeaux er blevet sandblæst og genfødt de seneste årtier og hører i dag til Frankrigs smukkeste byer. Hele centrum, "Port de la Lune", står på UNESCOs verdensarvsliste for sin sammenhængende 1700-talsarkitektur i lys kalksten. Højdepunktet er Place de la Bourse med vandspejlet Miroir d'eau foran – tre centimeter vand på granit, der skiftevis spejler facaden og forvandles til tågesky. Tilføj det store operahus Grand-Théâtre, indkøbsgaden Rue Sainte-Catherine på 1,2 km og vinmuseet La Cité du Vin i sin spiralformede bygning ved floden.

Vinmarkerne begynder få kilometer uden for byen:

• Médoc nord for byen – de berømte slotte langs D2 fra Margaux over Saint-Julien og Pauillac til Saint-Estèphe, alle rangeret i det klassifikationssystem fra 1855, som stadig bestemmer priserne
• Saint-Émilion øst for byen – en middelalderby i gylden kalksten med en enorm kirke hugget ud af klippen under torvet, og et vinlandskab, der i sig selv er UNESCO-fredet
• Sauternes mod syd – de søde hvidvine, hvor efterårståge fremkalder ædelråd på druerne
• Graves og Pessac-Léognan – de ældste marker af alle, i dag delvist omsluttet af Bordeaux' forstæder

Bordeaux selv går bedst til fods og med sporvogn: tre linjer dækker centrum, en enkeltbillet koster ca. 15 kr., og på de centrale strækninger kører vognene uden køreledning af hensyn til facaderne. Spis frokost i hallen Marché des Capucins, som byen kalder sin mave, og drik et glas i det genrejste havnekvarter Bacalan. Byens anden store specialitet er ikke vin, men canelé – en lille, karamelliseret kage med rom og vanilje, som oprindeligt blev bagt af æggeblommer til overs, fordi hviderne gik til at klare vinen.

Besøg kræver som regel forudbestilling hos de store slotte (ca. 150-300 kr. for rundvisning med smagning), mens mindre producenter ofte tager imod uden aftale og til det halve. Vil du kun have én dag i vinlandet, giver Saint-Émilion mest: by, kirke, kældre og marker inden for gåafstand.

Dordogne og Périgord

Dordogne-departementet – i daglig tale Périgord – er Frankrigs landlige drøm: floder mellem kalkklipper, borge på hver anden klippetop, gåsefarme og valnøddelunde. Sarlat-la-Canéda har en middelalderkerne så velbevaret, at den bruges som filmkulisse; lørdagsmarkedet er et af landets bedste. Langs floden ligger La Roque-Gageac klistret op ad klippevæggen, og borgene Beynac og Castelnaud står over for hinanden som modstandere fra Hundredårskrigen – hvad de også var.

Dalen mod nord, Vézère-dalen, rummer verdens vigtigste samling af istidskunst. Originalhulen Lascaux er lukket for besøgende, men kopien Lascaux IV er et fremragende museum, og i Les Eyzies kan man se rigtige, originale hulemalerier og indhugninger i mindre grotter – bestil i god tid, for antallet af daglige gæster er stærkt begrænset. En kanotur på Dordogne-floden ned forbi borgene er den bedste halve dag i hele regionen: strømmen gør arbejdet, og udlejerne kører dig tilbage.

Køkkenet er tungt og fantastisk: foie gras, andeconfit, magret, valnødder, kastanjer og trøfler om vinteren. Bestil en "menu du terroir" på en landsbyrestaurant – typisk ca. 180-280 kr. for tre-fire retter med vin.

Kysten, klitten og Baskerlandet

Atlanterhavskysten kaldes Côte d'Argent – Sølvkysten – og er nærmest én ubrudt sandstrand fra Gironde-mundingen til den spanske grænse, med Europas største plantede fyrreskov bag sig. Ved Arcachon-bugten ligger Dune du Pilat, Europas højeste klit på omkring 100 meter og stadig vandrende østpå; udsigten fra toppen over bugten og skoven er umagen værd, selvom parkeringen og trappen om sommeren er en øvelse i tålmodighed. Bugten er også Frankrigs østerskammer – tag til Cap Ferret eller landsbyen L'Herbe og spis østers med et glas hvidvin ved bordene på pælene.

Længere sydpå ligger surfbyerne Hossegor, Seignosse og Mimizan i Landes, og til sidst Baskerlandet med Biarritz, fiskerbyen Saint-Jean-de-Luz og skinke- og chokoladebyen Bayonne. Her skifter både arkitektur, sprog og mad: rød-hvide huse, baskiske bogstaver på skiltene, Espelette-peber i alt og fåremælksosten Ossau-Iraty til kirsebærsyltetøj. Inde i landet begynder Pyrenæerne ved Pau, hvor bjergpanoramaet fra promenaden er blandt Frankrigs smukkeste.

Det oversete indland

Mellem vinmarkerne og Dordogne ligger Lot-et-Garonne, som de fleste kører forbi – og det er netop pointen. Her ligger nogle af Sydvestfrankrigs bedst bevarede bastide-byer: befæstede nyanlæg fra 1200- og 1300-tallet med et stramt gadenet omkring en arkadeomkranset torveplads. Monflanquin, Villeréal og Monpazier er skoleeksempler, og på markedsdagen bliver torvet præcis det, det blev bygget til for 700 år siden. Egnen lever af blommer – de tørrede pruneaux d'Agen – og af frugtplantager, og priserne på både mad og overnatning ligger mærkbart under Dordognes.

Vil du en tur op i højden, kører Petit Train de la Rhune fra baskerlandet op på 905 meter med udsigt over både Atlanterhavet og de spanske bjerge, og i Ossau- og Aspe-dalene syd for Pau begynder de rigtige Pyrenæer med gribbe, bjergpas og vandreruter. Fra Saint-Jean-Pied-de-Port starter desuden den mest gåede etape af pilgrimsvejen til Santiago de Compostela – byen er lille, men fuld af rygsække og stempelsøgende vandrere hele sommeren.

Praktisk og ærlige forbehold

TGV kører Paris-Bordeaux på ca. 2 timer, og der er fly til både Bordeaux og Biarritz. Uden for byerne er lejebil nødvendig – afstandene er større, end de ser ud, og Bordeaux-Sarlat tager næsten tre timer. Motorvejene er betalingsveje; se vejafgifter i Frankrig.

Overnatning spænder vidt: gîter og feriehuse i Périgord kan lejes for ca. 4.000-8.000 kr. ugen uden for højsæsonen, mens et hotelværelse i Bordeaux typisk koster ca. 800-1.400 kr. Kysten er dyrest – i Biarritz og Hossegor fordobles priserne i juli-august, og de bedste huse er udlejet et halvt år i forvejen.

Bedste rejsetid er maj-juni og september: varmt nok til at bade, men uden augusts trængsel, hvor hele Sydvestfrankrig er fyldt med franske familier og priserne på kysten fordobles. Juli-august kan desuden være meget varmt inde i landet.

Vær opmærksom på badesikkerheden. Atlanterhavskysten har kraftig brænding og de berygtede baïnes – lavvandede huller mellem sandbanker, hvor der opstår stærke hestehuller ud fra kysten. Bad kun mellem de blå-gule flag og i bevogtet sæson; det er alvorligt ment. Læs mere i vores oversigt over strande i Frankrig og om klimaet i vejret i Frankrig.

Nord for Aquitaine fortsætter kysten op i Poitou-Charentes med La Rochelle og cognachusene – en oplagt forlængelse af turen. Det praktiske om sprog, betaling og transport står i vores guide til Frankrig.

Vores råd: Del turen i to. Tre-fire dage med base i Bordeaux eller Saint-Émilion til byen og vinen, og derefter fire-fem dage i et hus i Périgord med kanotur, marked i Sarlat og huler i Vézère-dalen. Vil du bade, så læg en uge på kysten til sidst – og book altid hulebilletterne, inden du rejser hjemmefra.