Rhodos

Rhodos er den største og folkerigeste af Dodekaneserne – 1.400 kvadratkilometer, omkring 115.000 indbyggere og kun godt 18 kilometer fra den tyrkiske kyst ved Marmaris. Øen er lang og smal, cirka 80 kilometer fra nord til syd, med en bjergryg ned gennem midten, hvor Attavyros når 1.215 meter. Netop den ryg deler Rhodos i to helt forskellige ferieøer: en østkyst med lange, lavvandede sandstrande og læ, og en vestkyst med sten, bølger og vind.

Rhodos er også en af Middelhavets mest lagdelte øer. Solguden Helios var øens gud, og til hans ære rejste rhodierne omkring 280 f.Kr. Kolossen ved Rhodos, en over 30 meter høj bronzestatue og et af antikkens syv vidundere. Den stod kun godt 50 år, før et jordskælv væltede den – og trods de romantiske tegninger stod den aldrig skrævende over havneindløbet. Senere kom romerne, byzantinerne og i 1309 Johanniterridderne, der gjorde øen til deres hovedkvarter i over 200 år, indtil Süleyman den Store efter en seks måneder lang belejring erobrede Rhodos i 1522. Osmannerne blev til 1912, italienerne overtog og byggede, og først i 1947 blev Dodekaneserne græske. Alle lagene ligger stadig synligt oven på hinanden.

Middelalderbyen

Rhodos by er Europas største sammenhængende beboede middelalderby og har stået på UNESCOs verdensarvsliste siden 1988. Fire kilometer fæstningsmur med tørgrave, bastioner og elleve porte omkranser et kvarter, hvor omkring 6.000 mennesker stadig bor.

• Ridderstræde (Odos Ippoton) – en 200 meter lang, brolagt gade, der løber op mod paladset, flankeret af ridderordenens "herbergier" for de forskellige nationer (Frankrig, Italien, Spanien, Provence). Gaden er blandt de bedst bevarede gotiske gadebilleder i Europa
• Stormesterpaladset – borgen øverst i byen, sprængt i luften ved et krudtuheld i 1856 og genopbygget af italienerne i 1930'erne som feriebolig for Mussolini og kongen. Interiøret er derfor italiensk fantasi, men de romerske og senantikke gulvmosaikker, som italienerne hentede fra Kos, er ægte
• Det Arkæologiske Museum i det gamle ridderhospital fra 1400-tallet – her står den lille marmorstatue Rhodos' Afrodite fra 100-tallet f.Kr.
• Süleymaniye-moskeen, Hafiz Ahmet Aga-biblioteket og de tyrkiske bade i det osmanniske kvarter mod syd, hvor gyderne er langt roligere end hovedstrøget
• Kahal Shalom-synagogen fra 1577 i det jødiske kvarter og Martyrernes Plads, der mindes de over 1.600 rhodiske jøder, der blev deporteret i 1944

Selve murene er værd at forstå: Johanniterne inddelte forsvaret mellem ordenens otte "tunger", og hver nation havde ansvaret for sit stykke mur – derfor bærer bastionerne stadig navne som Spaniens Bastion og Englands Sektion. Den ydre tørgrav er i dag en grøn park, man kan gå næsten hele vejen rundt i, og det er den bedste måde at fatte anlæggets størrelse på. Ind i byen kommer man blandt andet gennem Porte d'Amboise i nordvest og den maleriske Søport (Thalassini Pyli) ud mod den kommercielle havn.

Vær opmærksom på rytmen: Når krydstogtskibene ligger inde midt på dagen, er hovedgaderne Sokratous og Ippokratous en tæt strøm af mennesker og souvenirbutikker. Kom tidligt om morgenen eller efter klokken 18, og gå ind i sidegaderne – tre gader væk fra strøget er byen næsten stille.

Nybyen og Mandraki

Nord for murene ligger den italienskbyggede del af byen omkring Mandraki-havnen, hvor to bronzehjorte – øens vartegn – står på hver sin søjle ved indløbet. Her ligger tre bevarede middelalderlige vindmøller på molen, fortet Skt. Nikolaus og en række monumentale italienske bygninger fra 1920'erne og 30'erne: rådhuset, teatret, markedshallen Nea Agora og den store Evangelismos-kirke. Byens bystrand, Elli, er lige omkring hjørnet. Går man en kilometer vestpå, ligger Monte Smith – det antikke akropolis med et delvis genrejst Apollon-tempel, et lille odeon og et stadion; gratis adgang, og øens bedste solnedgang.

Lindos

Lindos ligger 55 kilometer ned ad østkysten og er øens ubestridte højdepunkt. Byen er en klynge hvide, kubiske kaptajnshuse i en gryde under en 116 meter høj klippe, og oppe på klippen ligger et akropolis, hvor johanniterne byggede deres borgmure uden om en helligdom, der har været i brug siden 1000-tallet f.Kr.

Øverst står resterne af Athena Lindia-templet fra 300-tallet f.Kr. og den store doriske stoa med sine genrejste søjler, hvorfra man ser lodret ned i to bugter. Nedenfor på østsiden ligger Skt. Pauls bugt, en næsten lukket klippekedel, hvor apostlen Paulus efter traditionen gik i land. Gå gerne ind i et par af landsbyens gamle huse, der er åbne for besøgende: gulvene er lagt i chochlakia, sort-hvide mønstre af søsten, og portalerne er udskåret i stil med noget, der ligner både gotik og osmannisk håndværk.

Lindos er bilfri, og turen op til akropolis tager 20-25 minutter ad brolagte, glatslidte trapper. Der udbydes æselridt op ad bakken – dyrevelfærden er omdiskuteret, og de fleste vil have det bedre med at gå. Kom før klokken 10 eller efter 16: midt på dagen står turister i kø på trappen, og der er hverken skygge eller vand deroppe.

Resten af øen

• Kameiros – en hel hellenistisk by udgravet på en skråning ned mod vestkysten, med gader, huse, cisterne og tempelterrasser, men uden en eneste senere bygning ovenpå. Kaldes "Rhodos' Pompeji" og er langt mindre besøgt end Lindos
• Filerimos – klosteret og resterne af oldtidsbyen Ialyssos på et bordbjerg med udsigt over hele nordspidsen; en korsvej med kalvariestationer fører ud til en kæmpe udsigt
• Sommerfugledalen (Petaloudes) – en fugtig kløft med Liquidambar-træer, hvor tusindvis af den rødstribede bjørnespinder Panaxia quadripunctaria samles fra juni til september. Lad være med at klappe i hænderne for at få dem til at lette: de tager ikke føde til sig i den periode og bruger af en energireserve, de ikke kan fylde op igen
• Kallithea-termerne – italiensk art deco- og maurisk kurbadsanlæg fra 1929, i dag et smukt restaureret badested med klippebugter
• Monolithos – en johanniterborg på en fritstående klippe i sydvest, med Middelhavet 200 meter lige nedenunder
• Prasonisi på sydspidsen, hvor Ægæerhavet og Middelhavet mødes over en sandtange: rolig side og bølgeside, og et af Europas bedste steder til kitesurf og windsurf
• Embonas i bjergene – øens vindistrikt, hvor de lokale huse laver Athiri og Mandilaria, og hvor man kan smage sig igennem et par kældre

Strande og praktik

Østkysten fra Faliraki over Tsambika og Afandou til Kalathos har sand, roligt vand og alle faciliteter; Tsambika er den flotteste, med lys sand under et klippefremspring og et kloster på toppen. Anthony Quinn-bugten ved Faliraki er en lille klippebugt med usædvanlig klart vand – smuk, men lille og hurtigt fyldt. Vestkysten ved Ialyssos og Ixia er stenet og blæsende og derfor domineret af surfere og store hoteller. Faliraki er øens festby med barstrøg og vandland; det er en ærlig advarsel snarere end en anbefaling, hvis man rejser efter ro.

Rhodos Lufthavn (Diagoras) ligger ved Paradisi på vestkysten, cirka 14 kilometer fra byen, og har charter- og rutefly fra Danmark hele sommeren. Bybusser og de to KTEL-linjer (øst og vest) dækker kysterne fra terminalerne ved Nea Agora og er billige, men langsomme; en lejebil et par dage er det, der åbner øen. Færger går til Symi, Kos, Kalymnos, Patmos og Karpathos, og en katamaran krydser på ca. en time til Marmaris i Tyrkiet – husk pas.

Sæsonen løber fra april til begyndelsen af november. Juli og august er hedt (ofte over 33 grader) og fuldt booket; maj-juni og september-oktober er markant behageligere, og havet er varmest i september. Regn med ca. 120-180 kr. for en taverna-middag uden for de mest turistede strøg. Lokale specialiteter er pitaroudia (kikærtefrikadeller med mynte), melekouni (sesam og honning, en bryllupsdessert) og souma, øens klare druebrændevin.

En god tredagsplan: dag 1 middelalderbyen og Mandraki til fods, dag 2 lejebil sydpå til Lindos tidligt, videre til Prasonisi og hjem over Monolithos, dag 3 vestkysten med Kameiros, Embonas og Filerimos. Vil du videre, er Symi en oplagt dagstur – og resten af landet står i vores guide til Grækenland.

Vores råd: Sov i middelalderbyen, ikke i strandhotellerne nordpå. Når dagsgæsterne er sejlet hjem ved sekstiden, ligger de brolagte gyder tomme og varme i aftenlyset – og det er det, man rejser til Rhodos for.