Kappadokien

Kappadokien er en region i det centrale Anatolien omkring byerne Nevşehir, Ürgüp og Göreme, cirka 1.000-1.200 meter over havet. Landskabet er så mærkeligt, at det næsten ikke lader sig beskrive uden at lyde overdrevet: bleg, blød sten formet til kegler, tårne og svampe, hele dale af dem, med huller, døre og vinduer hugget ind i siderne. Tyrkerne kalder formationerne peribacaları – feernes skorstene.

Forklaringen ligger millioner af år tilbage. Vulkanerne Erciyes (3.917 meter), Hasandağ og Göllüdağ dækkede sletten i et tykt lag aske, der hærdnede til tuf – en sten så blød, at den kan hugges med en almindelig hakke. Oven på tuffen lagde sig hårdere lag af basalt og ignimbrit. Regn og smeltevand har siden skåret dalene ud, og hvor en hård blok blev liggende, beskyttede den søjlen under sig mod erosion. Derfor har mange feskorstene en mørk "hat" på toppen – og når hatten til sidst falder af, forsvinder søjlen i løbet af få årtusinder.

En region hugget ud af sten

At stenen er blød, har formet menneskelivet her i mindst 4.000 år. Hittitterne bosatte sig i dalene, perserne kaldte området Katpatuka – muligvis "landet med de smukke heste" – og under romerne og byzantinerne blev Kappadokien et af kristendommens vigtigste centre. Basilius af Cæsarea (nutidens Kayseri) og de to andre "kappadokiske fædre" formede i 300-tallet den østlige klostertradition, og munke huggede hundredvis af kapeller ind i klipperne. Fordi tuffen holder på fugten og lukker lyset ude, står freskerne i mange af dem stadig med kraftige farver.

Regionen var indtil 1923 delvist græsktalende. Ved befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet blev de kristne beboere flyttet, og landsbyer som Mustafapaşa (dengang Sinasos) står stadig med græske stenhuse, indskrifter over dørene og forladte kirker.

Göreme og klippekirkerne

Göreme Frilandsmuseum (UNESCO siden 1985) er samlingspunktet: et lukket klosterkompleks med et dusin kirker, refektorier med borde hugget i klippen og gravkamre, alt sammen inden for et par hundrede meter.

• Karanlık Kilise (Den Mørke Kirke) har de bedst bevarede fresker i hele Kappadokien, netop fordi den kun har ét lille vindue. Den koster en ekstra billet – betal den
• Tokalı Kilise (Spændekirken) ligger lidt uden for hovedindgangen og er den største, med et fantastisk dybblåt lapis-farvet loft
• Elmalı, Çarıklı og Yılanlı (Slangekirken, med Skt. Georg og dragen) er mindre, men velbevarede

Bemærk, at mange ansigter i freskerne er kradset væk. Det stammer dels fra ikonoklasmen i 700- og 800-tallet, dels fra senere overtro om, at malingsstøv fra et helgenansigt havde helbredende kraft.

Hvor man bor

• Göreme – midt i det hele, flest hulehoteller, ballonfirmaer, barer og backpackere. Bedst hvis man vil kunne gå ud i dalene direkte fra døren
• Uçhisar – bygget omkring en gennemhullet klippeborg, som er regionens højeste punkt og har den bedste udsigt over hele området. Roligere og lidt mere eksklusivt
• Ürgüp – en rigtig lille by med butikker, vinhandlere og et voksent hotelniveau
• Ortahisar og Mustafapaşa – de mest uforstyrrede, hvis man vil bo i noget, der stadig fungerer som landsby
• Avanos ved den røde flod Kızılırmak – kendt for pottemageri i den røde ler fra flodbredden, en tradition der går tilbage til hittitterne

Et ord om "hulehoteller": Nogle er ægte, gamle boliger udvidet med moderne badeværelser; andre er nybyggede rum med pålimet stenlook. De ægte er kølige om sommeren, lune om vinteren og ofte uden vinduer i selve hulerummet – tjek billederne, hvis du er klaustrofobisk.

Dalene

Vandreturene er det, der adskiller en god Kappadokien-rejse fra en, hvor man kun har set landskabet gennem et busvindue. Alle ruterne nedenfor kan gås uden guide.

• Kærlighedsdalen (Bağlıdere) – de højeste og mest umiskendeligt formede feskorstene, bedst i eftermiddagslys
• Rosendalen og Den Røde Dal – lag af rosa og orange sten, skjulte kirker undervejs, og regionens bedste solnedgangspunkt
• Duedalen (Güvercinlik) mellem Göreme og Uçhisar – tusindvis af små dueslag hugget i klipperne; duemøg var i århundreder gødningen til vinmarkerne
• Paşabağ (Munkedalen) – de berømte trebenede feskorstene med flere hatte, og et eremitkapel oppe i en af søjlerne
• Devrent (Fantasidalen) – ingen bygninger, kun formationer, der ligner dyr; kamelen er den kendteste
• Ihlara-kløften – 100 kilometer sydvest, en 14 kilometer lang, grøn kløft med floden Melendiz i bunden, over 100 klippekirker i væggene og klosteret Selime i den ene ende. En helt anden slags dag, med skygge og løvtræer

De underjordiske byer

Under sletten ligger over 200 kendte underjordiske anlæg, hvoraf to er åbne i stor skala. Derinkuyu er den dybeste: otte niveauer, omkring 85 meter ned, med plads til op mod 20.000 mennesker sammen med deres dyr og forråd. Kaymaklı er bredere og lavere, med mere trange passager. Begge har ventilationsskakter, brønde, stalde, køkkener med sodsværtede lofter, vinpresser, kapeller – og de karakteristiske runde stendøre, der kunne rulles for gangene indefra og kun betjenes fra den beskyttede side.

Byerne blev sandsynligvis påbegyndt i den tidlige jernalder og udvidet gennem den byzantinske tid, hvor lokalbefolkningen søgte tilflugt under arabiske og senere tyrkiske angreb. De var ikke permanente boliger, men beskyttelsesrum til uger eller måneder ad gangen.

Praktisk forbehold: gangene er lave, snævre og til dels stejle, og der kan være kø i de smalleste passager. Er man klaustrofobisk eller dårligt gående, er det ikke stedet – og vælg i så fald Kaymaklı, som er den mindst krævende.

Ballonerne

Kappadokien er sammen med Serengeti verdens mest kendte sted at flyve i luftballon, og med god grund: dalene giver sidevinde i forskellige højder, så piloterne kan manøvrere ned mellem feskorstenene og op igen. Turene starter i mørke, letter ved daggry og varer typisk en time. Regn med i størrelsesordenen 1.500-2.500 kr. pr. person afhængigt af kurvens størrelse og sæson; morgenmad og et glas mousserende vin ved landingen hører til.

To ting er værd at vide. For det første aflyses flyvningerne ofte – vind, tåge og lav skydække lukker luftrummet, og især om vinteren er en betydelig del af dagene aflyst. Book derfor turen til din første morgen i regionen, så der er dage tilbage at rykke til, og book direkte hos en operatør med gyldig tyrkisk luftfartslicens frem for gennem den billigste mellemhandler. For det andet: Man behøver ikke flyve for at se det. Fra taget af næsten ethvert hotel i Göreme, fra Rosendalens kant eller fra udsigtspunktet over Göreme kan man se 100-150 balloner stige op på én gang – gratis, og med det bedre fotomotiv.

Mad og praktik

Regionens signaturret er testi kebabı, kød og grønt langtidsstuvet i en forseglet lerkrukke, som brækkes op ved bordet. Prøv også mantı (små kødfyldte dumplings med yoghurt og smeltet smør), pastırma fra Kayseri og de lokale vine – Kappadokien har dyrket vin siden hittitterne, og de hvide af den lokale Emir-drue og de røde af Öküzgözü og Boğazkere er gode og billige.

Der er lufthavne ved Nevşehir (NAV) og Kayseri (ASR), begge cirka en time og et kvarter fra Istanbul med indenrigsfly; shuttlebusser kører til hotellerne i Göreme og Ürgüp. Natbus fra Istanbul tager 10-11 timer og er billig, men lang. En lejebil gør regionen nemmere, men afstandene mellem hovedstederne er små, og de fleste klarer sig med shuttles og en enkelt guidet dagstur til Ihlara. Sæt mindst tre nætter af.

Sæsonen er hele året. April-juni og september-oktober er bedst; sommeren når 35 grader uden skygge i dalene, og vinteren er kold med sne, der gør landskabet forbløffende smukt – men også med flest aflyste ballonture. Se resten af landet i vores guide til Tyrkiet, og kombinér gerne med Efesos på vestkysten eller hovedstaden Ankara tre timer nordpå.

Vores råd: Læg ballonturen på din første morgen, ikke din sidste. Bliver den aflyst på grund af vind, har du stadig dage at rykke den til – og bliver den ikke aflyst, har du resten af opholdet til at gå i de dale, du lige har set oppefra.