Efesos

Efesos – tyrkisk Efes – er en af verdens bedst bevarede antikke byer og ligger ved Selçuk i Tyrkiets ægæiske provins, cirka 70 kilometer syd for Izmir og 20 kilometer fra badebyen Kuşadası. På sit højeste i romertiden havde byen anslået 200.000 indbyggere og var hovedstad i provinsen Asia, den fjerdestørste by i Romerriget efter Rom, Alexandria og Antiokia. I dag går man ad de samme marmorgader, som Marcus Aurelius og apostlen Paulus gik ad – og over en kilometers strækning står facader, teatre, templer og latriner stadig i deres oprindelige gadeforløb.

Byens historie er også historien om en havn, der forsvandt. Efesos blev grundlagt af joniske grækere omkring 1000 f.Kr. ved en bugt, hvor floden Kaystros (i dag Küçük Menderes) løb ud. Floden førte slam med sig, og gennem hele antikken kæmpede byen mod tilsandingen: gentagne gange blev havnen uddybet, og under Lysimachos, en af Alexander den Stores generaler, blev hele byen omkring 290 f.Kr. flyttet til det sted, ruinerne ligger i dag. Til sidst tabte man kampen. Kysten ligger nu seks-syv kilometer væk, byen mistede sit livsgrundlag, og i 1400-tallet blev Efesos endeligt forladt. Netop derfor er den så velbevaret – ingen moderne by voksede oven på den. Området kom på UNESCOs verdensarvsliste i 2015.

Gennem den antikke by

Udgravningen har to indgange, en øvre ved Magnesia-porten og en nedre ved den gamle havnevej. Går man ind foroven og ud forneden, går hele ruten nedad – en betydelig fordel i sommervarmen.

• Odeon – et lille overdækket teater eller rådhus til 1.500 mennesker, brugt til byrådsmøder og koncerter
• Prytaneion – byens hellige ildsted, hvor Vestas ild aldrig måtte gå ud. Her fandt man de to berømte Artemis-statuer, som nu står i museet i Selçuk
• Herakles-porten markerer overgangen til den bilfri del af hovedgaden – to relieffer af Herakles i løveskind
• Kuretgaden – den skrånende marmorgade ned mod biblioteket, kantet af søjler, statuebaser og butikkernes mosaikgulve. Under gaden løber byens vandledninger og kloak
• Trajans brønd og Hadrians tempel – sidstnævnte med en fint bevaret bue, hvor Tyches hoved sidder over indgangen og en Medusa breder sine draperier over døren
• De offentlige latriner – en lang marmorbænk med huller på række, hvor byens mænd sad side om side over en rindende vandrende. Intet illustrerer bedre, hvor lidt privatliv antikken kendte til
• Terrassehusene – seks lejlighedskomplekser for byens rigeste, bygget op ad skråningen, med gulvmosaikker, vægmalerier og marmorbeklædte rum bevaret i en grad, man ellers kun ser i Pompeji. De kræver en ekstra billet og ligger under et moderne tag; det er de penge værd og samtidig det eneste sted på anlægget, hvor der er skygge

Celsus-biblioteket er ruinernes ikon. Det blev bygget mellem 110 og 135 e.Kr. af Gaius Julius Aquila som gravmæle for hans far, den romerske konsul og prokonsul Tiberius Julius Celsus Polemaeanus, der ligger begravet i en sarkofag under gulvet. Bygningen rummede måske 12.000 skriftruller i nicher i dobbeltmurene, som beskyttede dem mod fugt. Den todelte facade med fremspringende søjlepar og fire statuenicher – Sophia (visdom), Episteme (viden), Ennoia (indsigt) og Arete (dyd) – blev genrejst af østrigske arkæologer i 1970'erne af de originale sten.

Det Store Teater, hugget ind i Panayır-bjergets side, tog omkring 25.000 tilskuere og er det, der gør Efesos' skala forståelig. Det var her, sølvsmeden Demetrios ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 19 samlede byens håndværkere til det berømte optøj mod Paulus med råbet "Stor er efesernes Artemis" – han frygtede, at kristendommen ville ødelægge salget af sølvmodeller af gudindens tempel. Fra teatret fører Arkadiane, en 500 meter lang søjlekantet praktgade, ned mod den nu tilsandede havn.

Efesos var også en af den tidlige kristendoms hovedbyer. Paulus boede her i næsten tre år og skrev formentlig sit første Korintherbrev fra byen; Efeserbrevet er adresseret hertil, og Efesos er den første af de syv menigheder i Johannes' Åbenbaring. I 431 e.Kr. holdt kirken koncilet i Efesos her, hvor Maria blev erklæret theotokos, Guds moder – en beslutning, der stadig ligger til grund for mariologien i både den katolske og de ortodokse kirker. Ruinen af den store Mariakirke ved havnevejen menes at være mødestedet.

Artemis-templet

Artemis-templet var et af antikkens syv vidundere: 127 søjler, over 100 meter langt, det største græske tempel nogensinde bygget. Det brændte i 356 f.Kr., ifølge overleveringen sat i brand af en mand ved navn Herostratos, der ville gøre sig udødelig, blev genopført endnu større og blev endeligt ødelagt af goterne i 262 e.Kr.

Vær forberedt: i dag står én genrejst søjle af sammenstykkede blokke i en sumpet mark med storkerede ovenpå, et par hundrede meter fra vejen mellem ruinerne og Selçuk. Det er gratis, det tager ti minutter, og det er alligevel værd at stoppe – netop kontrasten mellem beskrivelsen og synet siger noget, ingen rekonstruktion kan.

Jomfru Marias hus og Selçuk

Syv kilometer op ad bjerget Bülbüldağı ligger Meryem Ana Evi, Jomfru Marias hus – et lille stenkapel over et fundament, som ifølge traditionen er huset, hvor Maria tilbragte sine sidste år efter at være rejst hertil med apostlen Johannes. Stedet blev fundet i 1800-tallet ud fra visionerne hos den tyske nonne Anne Catherine Emmerich, og flere paver har besøgt det. Der er en kilde og en mur, hvor besøgende binder ønskesedler fast. Kirken har aldrig officielt bekræftet ægtheden, men stedet er et roligt og velholdt valfartsmål for både kristne og muslimer – Maria er også en central skikkelse i Koranen.

Nede i Selçuk ligger flere ting, som mange springer over:

• Johannesbasilikaen – Justinians store 500-talskirke over apostlen Johannes' formodede grav, med en flot udsigt over dalen
• Isa Bey-moskeen fra 1375 med genbrugte søjler fra Efesos og en usædvanlig asymmetrisk facade
• Efesos-museet, hvor de to Artemis-statuer med de mange rundinger på brystet står; om det er bryster, tyretestikler eller ravperler er stadig omdiskuteret
• Şirince, en tidligere græsk bjerglandsby otte kilometer oppe, kendt for frugtvin og stenhuse

Praktisk

Fra Izmir tager toget eller bussen cirka halvanden time til Selçuk; derfra er der tre kilometer til den nedre indgang med dolmuş, taxa eller til fods. Fra Kuşadası er det 20 minutter. Ruinerne er åbne dagligt, med længere åbningstid om sommeren; billetten til hovedanlægget koster typisk et par hundrede kroner, terrassehusene et tilsvarende beløb ekstra.

Det afgørende praktiske råd er timingen. Der er så godt som ingen skygge og ingen vand at købe inde på anlægget, og marmoret er glat og reflekterer varmen. Fra midt på formiddagen ankommer busserne fra krydstogtskibene i Kuşadası, og mellem klokken 10 og 14 er Kuretgaden fyldt. Kom ved åbningstid eller de sidste to timer før lukketid, tag hat, vand og sko med greb – og sæt tre til fire timer af, hvis du vil have terrassehusene med.

Efesos kombineres let med Izmir som base, med Pamukkales kalkterrasser tre timer østpå, eller som mellemstop mellem Istanbul og kysten. Se hele landet i vores guide til Tyrkiet – og Kappadokien er det oplagte næste stop indenlands.

Vores råd: Køb billetten til terrassehusene. De fleste vælger dem fra, og det er netop derfor, man kan stå alene foran et 1.800 år gammelt mosaikgulv, mens der er kø ti meter derfra ved biblioteket.