Porto

Porto er Portugals næststørste by og landets nordlige hovedstad i alt andet end navn. Byen ligger, hvor Douro-floden løber ud i Atlanterhavet, og hele bykernen hælder ned mod vandet i et virvar af smalle gader, granitkirker og facader beklædt med blå fliser. Selve kommunen har omkring 230.000 indbyggere, storbyområdet knap 1,7 millioner. Den historiske bykerne har stået på UNESCOs verdensarvsliste siden 1996.

Byen har givet landet dets navn. Den romerske bebyggelse ved flodmundingen hed Portus Cale, og deraf kom Portugal. Porto har altid været købmandsbyen: skibsværfter, jern, tekstil og frem for alt vin. Mens Lissabon var hoffets by, var Porto arbejdets, og den forskel mærkes stadig. Portoboerne kalder sig selv tripeiros – indvoldsspisere – efter historien om, at byen i 1415 forærede alt sit kød til flåden på vej mod Ceuta og selv beholdt indmaden. Retten tripas à moda do Porto står stadig på kortet.

Porto er mere rå og mindre poleret end Lissabon. Facaderne er ofte falmede, trapperne stejle, og der er stadig værksteder og vaskerier midt i verdensarven. Netop derfor forelsker mange sig i byen.

Ribeira og broerne

Ribeira er den gamle flodbred nedenfor katedralen: høje, smalle huse i lyserødt, okker og blåt, presset sammen på en kaj med caféer under buerne. Kvarteret er turistet i dag – restauranterne på selve kajen er dyre og middelmådige – men rummet er uovertruffent, især sidst på eftermiddagen.

Over floden spænder Ponte Dom Luís I fra 1886, en dobbeltdækket jernbue tegnet af Théophile Seyrig, der tidligere var Gustave Eiffels kompagnon. Metroen og fodgængere bruger den øverste bane 60 meter over vandet; det er en af Europas smukkeste gåture. Gå over til Jardim do Morro på Gaia-siden ved solnedgang – udsigten tilbage mod Porto er byens signaturbillede. Lidt længere oppe ad floden ligger Ponte Maria Pia fra 1877, som Eiffel selv stod bag; den er ude af drift, men stadig et smukt syn.

Portvinen

På sydsiden af floden ligger Vila Nova de Gaia – formelt en selvstændig by, i praksis Portos vinkælder. Her har portvinshusene lagret vin i over 300 år: Sandeman, Taylor's, Graham's, Cálem, Ferreira og en snes andre. Portvin er vin fra Dourodalen, hvis gæring stoppes med druebrændevin, så noget af sukkeret bevares. Resultatet er sødt, stærkt og holdbart – og det var oprindeligt englændernes værk, da krig med Frankrig afskar dem fra bordeaux.

En smagning koster typisk ca. 100-200 kr. og tager en times tid med rundvisning i de mørke lagerhaller. Du lærer forskellen på ruby (ung, frugtig, flaskemodnet), tawny (fadmodnet i 10, 20, 30 eller 40 år, nøddeagtig), vintage (kun fra særligt gode år) og hvid portvin, der med tonic er nordportugisernes sommerdrink. De flade, sortmalede træbåde med et enkelt sejl langs kajen er rabelos – de sejlede tidligere fadene ned ad floden og ligger nu som pynt.

Byen ovenover

São Bento-stationen – forhallen er beklædt med omkring 20.000 azulejos, malet af Jorge Colaço og færdig i 1916. De viser portugisisk historie og landbrugsliv. Fri adgang; en af Europas smukkeste banegårde
Clérigos-tårnet – Nicolau Nasonis barokke klokketårn på 75 meter. 225 trin op til den bedste rundtudsigt over byen
Livraria Lello – neogotisk boghandel fra 1906 med en snoet rød trappe og glasloft. Der er entré (som modregnes i et bogkøb) og som regel kø; kom ved åbningstid, hvis du vil se den i fred
Igreja de São Francisco – gotisk kirke, hvis indre er dækket af talha dourada, forgyldt træskærerarbejde. Der skal efter sigende være brugt flere hundrede kilo guld
Palácio da Bolsa – den gamle børs med den mauriske Arabersal, kun tilgængelig med guidet rundvisning
Mercado do Bolhão – byens klassiske markedshal, gennemrenoveret og igen fyldt med fisk, ost, blomster og bacalhau
Casa da Música – Rem Koolhaas' skarpkantede betonkoncerthus fra 2005, byens moderne modvægt
Serralves – museum for samtidskunst, en art deco-villa og en stor park i den vestlige bydel

Ud til vandet og op ad floden

Den historiske sporvognslinje 1 kører langs floden til Foz do Douro, hvor Douro møder Atlanterhavet. Her ligger promenader, fyrtårn og klippekyst, og lidt længere nordpå ligger Matosinhos med byens bedste grillede fisk – en hel gade af restauranter, hvor der ryger sardiner og havaborre på fortovet.

Og så er der Dourodalen. Vinbjergene øst for byen blev afgrænset som verdens første beskyttede vinregion i 1756 og er på verdensarvslisten. Den smukkeste måde derop er toget fra São Bento: den sidste times tid fra Régua til Pinhão kører sporet lige i vandkanten mellem terrasserede skråninger. Pinhãos lille station har igen azulejos, og herfra kan man tage flodbåde eller besøge en quinta. En dagstur er mulig; en overnatning er bedre.

Kvartererne og de mindre kendte hjørner

Ud over Ribeira er der grund til at gå videre:

Miragaia – flodbredden vest for Ribeira, hvor der stadig hænger vasketøj mellem husene, og hvor turisterne endnu ikke er nået helt til. Et af de mest fotogene og mindst arrangerede kvarterer
Cedofeita og Rua de Miguel Bombarda – galleri- og designgaden med samtidskunst, vintagebutikker og caféer. Gallerierne holder fælles fernisering flere gange om året
Bairro da Sé – de stejle trapper mellem katedralen og floden, hvor byens ældste og fattigste kerne ligger. Rå og ægte
Capela das Almas – kapellet på Rua de Santa Catarina, hvis ydervægge er helt dækket af blå azulejos med scener fra helgenlegender. Der findes lignende facader på Igreja do Carmo og Santo Ildefonso
Majestic Café – jugendstilcaféen fra 1921 på Santa Catarina, med spejle, stuk og priser derefter. Værd at se, selv hvis man kun tager en kaffe

Den portugisiske forkærlighed for fliser er særlig tydelig i Porto. Azulejos begyndte som maurisk mønsterkunst, blev under portugiserne til blå-hvide billedflader efter hollandsk forbillede, og fra 1800-tallet blev de brugt industrielt som beklædning på almindelige beboelseshuse – både til pynt og som fugtspærre mod den atlantiske regn. Det er derfor hele bydele glinser blåt efter et byger.

Mad og fest

Francesinha er byens berygtede specialitet: et sandwichtårn af brød, skinke, pølse og bøf, dækket af smeltet ost og en varm sauce af øl og tomat, ofte med spejlæg og pommes frites. Den er tung, billig og elsket lokalt. Ellers spiser man bacalhau, caldo verde (grønkålssuppe med chorizo), sandes de pernil (skinkesandwich) og drikker vinho verde, den let perlende, unge hvidvin fra Minho lige nord for byen. En hovedret koster typisk ca. 80-130 kr.

Byens store fest er São João natten mellem 23. og 24. juni: hele Porto går på gaden, spiser sardiner, slår hinanden blidt i hovedet med plastikhamre, sender papirballoner op og ser fyrværkeri over floden. Det er en af Europas mest folkelige bynætter.

Praktisk

Francisco Sá Carneiro-lufthavnen ligger 11 kilometer nord for byen, og metroens violette linje kører til centrum på ca. 30 minutter for omkring 20 kr. Lyntoget Alfa Pendular til Lissabon tager knap tre timer. I byen bruger du Andante-kortet til metro, bus og sporvogn.

Regn er en del af pakken: Porto ligger atlantisk og nordligt og får langt mere nedbør end resten af landet, mest fra november til marts. Somrene er behagelige med 24-26 grader, og havet er koldt året rundt. Vi har en detaljeret gennemgang måned for måned i vejret i Porto. Bakkerne er stejle – gå ned ad dem og tag metro eller taxa op.

To dage rækker til byen, tre med Dourodalen:

Dag 1 – bykernen. São Bento om morgenen, Clérigos-tårnet, Livraria Lello ved åbningstid, frokost i Bolhão-hallen, São Francisco-kirken og ned til Ribeira. Over broens øverste bane til Jardim do Morro ved solnedgang
Dag 2 – vin og vand. Portvinssmagning i Gaia formiddag, sporvogn 1 langs floden til Foz, gåtur på promenaden og grillet fisk i Matosinhos om aftenen
Dag 3 – Dourodalen. Toget fra São Bento til Pinhão, en quinta og retur – eller en overnatning i dalen

Vil du videre, ligger Coimbra og Fátima på vejen mod syd, og hele billedet finder du i vores guide til Portugal.

Vores råd: Book portvinssmagningen om eftermiddagen, gå tilbage over broens øverste bane i solnedgangen og spis sent i Bairro da Sé eller Cedofeita – ikke på kajen i Ribeira.