Sahara

Sahara er verdens største varme ørken og efter Antarktis og Arktis Jordens tredjestørste ørken overhovedet. Den dækker omkring 9,2 millioner kvadratkilometer – på størrelse med USA eller Kina, og næsten en tredjedel af hele Afrika. Fra Atlanterhavskysten i vest til Det Røde Hav i øst er der cirka 4.800 kilometer, og fra Middelhavskystens bagland ned til Sahels tornebuske omkring 1.800 kilometer. Navnet er blot det arabiske ord for ørken, ṣaḥrāʾ, så "Sahara-ørkenen" er strengt taget en tautologi.

Elleve lande har del i den: Marokko, Vestsahara, Algeriet, Tunesien, Libyen, Egypten, Mauretanien, Mali, Niger, Tchad og Sudan. Kun en brøkdel af dem er i praksis tilgængelige for almindelige rejsende, og det er en af de vigtigste ting at forstå, før man planlægger en ørkentur.

Ikke bare sand

Det mest udbredte misforståelse om Sahara er, at den består af klitter. Kun omkring en femtedel af ørkenen er sandhav. Resten fordeler sig på:

Hamada – nøgne, vindslebne stenplateauer, den mest udbredte landskabstype og den mest golde
Reg – flade gruslettene, hvor vinden har blæst det fine materiale væk og efterladt et gulv af småsten
Erg – de egentlige sandhave med klitter. De største er Grand Erg Oriental og Grand Erg Occidental i Algeriet og Tunesien samt Det Store Sandhav mellem Egypten og Libyen. Klitterne kan nå 150-180 meters højde
Bjerge – Sahara er ikke flad. Hoggar (Ahaggar) i det sydlige Algeriet topper i Tahat på 2.908 meter, og Tibesti i Tchad har ørkenens højeste punkt, den slukkede vulkan Emi Koussi på 3.415 meter. Der kan falde sne på begge
Oaser og chotts – kildevæld og artesiske brønde, hvor daddelpalmerne står, samt de store saltsøer som Chott el Jerid i Tunesien, der er tørre og blændende hvide det meste af året

Klimaet

Kerneområderne får under 25 millimeter nedbør om året, og enkelte steder kan der gå flere år mellem regnvejr. Til gengæld kommer regnen, når den kommer, som skybrud, der på timer skaber floder i de tørre wadier – den hyppigste dødsårsag i ørkenen er ikke tørst, men druknedød i pludselige oversvømmelser.

Sommeren er ekstrem: 45-50 grader i skyggen er normalt fra maj til september, og Sahara rummer nogle af de højeste pålideligt målte lufttemperaturer på kloden. Men den tørre luft holder ikke på varmen, og døgnudsvinget er tilsvarende voldsomt. Om vinteren kan det være 20 grader ved middagstid og under frysepunktet før daggry – ørkennætter er kolde, og det overrasker næsten alle førstegangsrejsende.

Vinden hedder noget forskelligt fra land til land – chergui, sirocco, harmattan – og foråret er sandstormenes tid, hvor sigtbarheden kan falde til få meter i dagevis. Støv fra Sahara blæser regelmæssigt til Sydeuropa og helt over Atlanten, hvor det gøder Amazonas' jord.

Sahara har ikke altid været tør. For mellem cirka 10.000 og 5.000 år siden var den grøn savanne med søer, floder, flodheste og kvæghyrder. Det ved vi blandt andet fra klippekunsten i Tassili n'Ajjer i Algeriet, hvor tusindvis af malerier og indhugninger viser giraffer, elefanter, kvæghjorde og svømmende mennesker – på steder, hvor der i dag ikke er en dråbe vand. Ørkenen bredte sig, da jordaksens hældning ændrede monsunens bane, og processen fortsætter mod syd i Sahel.

Karavaneruterne

I over tusind år var Sahara ikke en barriere, men en motorvej. Kamelen kom til Nordafrika omkring 200-300 e.Kr., og med den opstod den transsahariske handel: guld, elfenben, slaver og pebernødder nordpå fra Vestafrika, salt, stof, våben og bøger sydpå. Salt var så værdifuldt i syd, at det tidvis blev handlet næsten vægt for vægt med guld.

Ruterne knyttede handelsbyer sammen, som i dag er blandt Saharas mest gribende steder: Timbuktu og Gao ved Nigerfloden, Sijilmasa i det sydlige Marokko, Ghadames i Libyen, saltminerne i Taghaza og Taoudenni, og Chinguetti og Ouadane i Mauretanien, hvor gamle biblioteker med håndskrifter stadig opbevares i lerhuse på kanten af klitterne. Karavanerne førtes af tuareger, mourer og toubou-folk, hvis efterkommere stadig lever i ørkenen – og enkelte saltkaravaner, azalai, går fortsat mellem Timbuktu og Taoudenni.

Livet i ørkenen er heller ikke ophørt biologisk. Fennekræven, addax-antilopen, dorkasgazellen, hornhugormen og skorpioner er tilpasset, og oaserne fungerer som tankstationer for millioner af trækfugle mellem Europa og Afrika.

Ørkenrejser i praksis

Marokko er langt den nemmeste og mest besøgte indgang for danske rejsende. Den klassiske tur går fra Marrakech over Tizi n'Tichka-passet i Atlasbjergene, forbi lerborgen Ait Ben Haddou og gennem Draa-dalens palmelunde til Merzouga, hvor Erg Chebbis klitter rejser sig op til 150 meter direkte fra stenørkenen. Her rider man ud på kamel sidst på eftermiddagen, ser solnedgangen fra en klittop og sover i teltlejr med trommer og tagine. Alternativet er Erg Chigaga ved M'Hamid – større, vildere og kun tilgængeligt med firehjulstrækker, hvilket holder folkemængderne nede. Regn med ca. 700-1.400 kr. for en organiseret tredagestur fra Marrakech med overnatning, mad og kameltur.

Tunesien har den korteste rejsetid fra Danmark. Fra Tozeur og nabobyen Douz – "porten til Sahara" – kører man ud til Grand Erg Oriental, til bjergoaserne Chebika og Tamerza, til hulehusene i Matmata og til Ksar Ghilane, en oase med varm kilde midt i klitterne. Chott el Jerid krydses på en dæmning tværs over saltsøen, og undervejs ligger filmkulisserne fra Star Wars, som stadig står i sandet.

Egypten byder på Saharas mest bizarre landskaber. Rundturen i Den Vestlige Ørken fra Cairo går via oaserne Bahariya og Farafra til Den Hvide Ørken, hvor vinden har skulptureret kridtklipper til svampe, kegler og dyreformer, der lyser hvidt i måneskin, og til Den Sorte Ørken med vulkanske toppe dækket af mørk sten. Længere vest ligger Siwa tæt ved den libyske grænse – en oase med sin egen berbiske kultur, saltsøer man flyder i, og ruinerne af det orakel, Alexander den Store opsøgte i 331 f.Kr. To dage i Den Hvide Ørken med telt og 4x4 koster typisk ca. 1.000-1.800 kr.

Algeriet har uden sammenligning Saharas storslåede landskaber: Hoggar-bjergenes vulkanske tårne omkring Tamanrasset, soloppgangen fra eremitagen på Assekrem, klippekunsten og sandstensskovene i Tassili n'Ajjer ved Djanet og oasebyen Timimoun i rødt ler. Adgangen er til gengæld reguleret: Man rejser på visum arrangeret gennem et autoriseret bureau, i organiseret gruppe og ofte med ledsagelse. Det kan lade sig gøre, men det kræver forberedelse måneder i forvejen.

Mauretanien er for de erfarne: karavanebyerne Chinguetti og Ouadane i Adrar-regionen og turen med malmtoget fra Zouérat til kysten – et af verdens længste tog, hvor rejsende sidder oven på jernmalmen i to døgn.

Sikkerhed, sæson og udstyr

Sikkerhedsbilledet i Sahara er meget ujævnt og skiftende. Grænseområder og store dele af Sahel har i lange perioder været frarådet på grund af væbnede grupper og kidnapningsrisiko, mens Marokkos, Tunesiens og Egyptens turistruter normalt fungerer uden problemer. Tjek altid Udenrigsministeriets rejsevejledning for det konkrete land og område før afrejse, og rejs kun uden for de etablerede ruter med et lokalt bureau, der kender forholdene. Rejseforsikringen skal dække det pågældende område – det gør standardpolicer ikke altid.

Sæson: November til februar er den rigtige tid. Marts-april og oktober er stadig gode, men varme og med risiko for sandstorm. Maj til september bør undgås af alle andre end dem, der bor der.

Pak: lag på lag – t-shirt om dagen, fleece og hue om natten. Chèche eller tørklæde til hoved og ansigt (købes bedst lokalt), solbriller, høj faktor, læbepomade, lukkede sko til klitvandring, lommelygte, kontanter i småsedler og mere vand, end du tror. Sand kommer ind i alt elektronisk – hav kameraet i en pose.

Og så det, ingen fortæller på forhånd: stjernehimlen. Uden lysforurening og med tør luft er Sahara et af de bedste steder på Jorden at se Mælkevejen. Det er ofte den enkeltoplevelse, folk husker længst.

Se også vores verdenskort og oversigten over verdens geografiske rekorder samt gennemgangen af verdens klimazoner.

Vores råd: Vælg kvalitet frem for afstand. To nætter i en lille lejr langt fra vejen giver mere ørken end fem dage i bil mellem oaser – og betal for en rigtig guide fra området. Det er ham, der kender brønden, vejret og historierne, og han er forskellen på en køretur og en rejse.