Libyen

Ingen andre steder ved Middelhavet står den romerske verden så komplet og så ubesøgt som i Libyen. Leptis Magna har en havnepromenade, et forum, en basilika og en triumfbue i en bevaringstilstand, der får Pompeji til at virke slidt – og på en almindelig dag er der ingen mennesker. Videre inde i landet ligger oasebyer af ler og palmestammer, klippekunst tusinder af år ældre end pyramiderne, og et sandhav med søer, der spejler palmer midt i Sahara.

Og samtidig: Udenrigsministeriet fraråder rejser til Libyen. Landet har siden borgerkrigen været præget af rivaliserende magtcentre, militser med egne dagsordener, ustabile grænseområder og en reel risiko for kidnapning af udlændinge. Denne side er derfor ikke en rejseanbefaling, men en beskrivelse af en kulturarv, der hører til verdens vigtigste – og af, hvad et besøg realistisk ville kræve, hvis situationen en dag tillader det. Tjek altid den aktuelle rejsevejledning, før du overhovedet begynder at planlægge noget.

Hvad landet rummer

• Leptis Magna – kejser Septimius Severus' fødeby øst for Tripoli og et af Romerrigets bedst bevarede byanlæg overhovedet: Severus-buen med sine relieffer, det store badeanlæg, markedspladsen med stenborde til vejning af varer, teatret ud mod havet og en 16.000 pladsers hippodrom. Byen blev begravet i sand i århundreder, hvilket er grunden til, at den står, som den gør
• Sabratha – vest for Tripoli, med et treetagers romersk teater, hvis scenevæg af søjler stadig rejser sig mod himlen og havet bagved. Fønikisk grundlagt, romersk udbygget, og et af Middelhavets smukkeste antikke anlæg
• Kyrene (Shahat) – den græske by i det frugtbare højland i øst, grundlagt af kolonister fra Thera, med Apollon-helligdommen, agoraen, gymnasiet og en nekropol udhugget i klippesiderne. Kyrenaika-regionen var en af antikkens store lærdomsprovinser
• Ghadames – "ørkenens perle": en labyrintisk oaseby ved grænsen mod Algeriet og Tunesien, bygget af ler og palmestammer i etager, hvor gaderne er overdækkede gangsystemer i stueplan, og hvor kvinderne traditionelt færdedes på husenes sammenhængende tagterrasser. UNESCO-verdensarv og en af Saharas mest originale byformer
• Tadrart Acacus – bjergmassivet i sydvest med titusindvis af klippemalerier og -ristninger fra 12.000 f.Kr. og frem, der viser elefanter, giraffer, kvæg og senere kameler: en billedkrønike over Saharas forvandling fra grønt græsland til ørken
• Ubari-søerne – saltsøer med palmebræmmer i sandhavet Idehan Ubari, hvor vandet står klart mellem klitter, der er hundrede meter høje
• Waw an Namus – et sort vulkankrater midt i Sahara med farvede saltsøer i bunden og en ring af mørk aske ude i det gule sand, synlig fra rummet
• Tripoli – hovedstadens medina med osmanniske moskeer, Gurgi-moskeens flisearbejde, den romerske Marcus Aurelius-bue og den røde borg Assaraya al-Hamra, der huser et af Nordafrikas rigeste arkæologiske museer
• Jebel Akhdar – "Det Grønne Bjerg" bag Kyrene, et middelhavsklimapræget højland med enebær, huler og en kystlinje af turkise bugter, der ville have været et feriemål i ethvert andet land

Bedste rejsetid

Kysten har middelhavsklima: milde, regnfulde vintre og varme, tørre somre. Marts-maj og oktober-november er de behagelige måneder for antikke anlæg som Leptis Magna og Sabratha, hvor sommervarmen ellers gør en hel dag mellem sten anstrengende. I ørkenen i syd er november til februar eneste realistiske sæson med dagtemperaturer omkring 20-25 grader og nætter tæt på frysepunktet. Fra april til oktober bliver Fezzan-regionen ubarmhjertig, og ghibli-vinden kan bringe sandstorme, der lukker vejene i dagevis.

Sikkerhed – det, alt afhænger af

Libyen har efter regimeskiftet ikke haft én effektiv centralmagt over hele landet. Rivaliserende regeringer, militser og bevæbnede grupper kontrollerer forskellige områder, og magtbalancen kan skifte hurtigt. Vejspærringer, sporadiske kampe, våbenbesiddelse i civilbefolkningen og risiko for kidnapning af vesterlændinge med henblik på løsepenge er alle reelle forhold. Grænseområderne mod Tchad, Niger, Sudan og Algeriet er ustabile og præget af smugling og bevæbnede grupper, og landet er samtidig et hovedtransitland for irregulær migration – med de menneskelige tragedier og den kriminalitet, det medfører.

Konsekvenserne er konkrete: rejseforsikringer dækker som hovedregel ikke rejser til områder, der frarådes, dansk konsulær bistand er stærkt begrænset, og der findes ingen infrastruktur for almindelig turisme. Visum kræver invitation og godkendelse gennem libyske myndigheder og lader sig i praksis kun ordne via et lokalt registreret firma. Al rejse i landet ville skulle foregå med lokal ledsagelse, i forhåndsgodkendte områder, med sikkerhedsvurdering opdateret dag for dag. Fotografering af kontrolposter, militære installationer og officielle bygninger er en alvorlig sag.

Praktisk viden

Sproget er arabisk, ofte med italienske låneord langs kysten; engelsk tales af en del i byerne, italiensk af de ældste. Valutaen er libyske dinarer, og landet fungerer på kontanter – internationale betalingskort virker ikke, og der er historisk stor forskel på officiel og reel vekselkurs. Alkohol er forbudt. Libyen er et konservativt muslimsk samfund, og påklædning bør være dækkende for både mænd og kvinder.

Køkkenet er nordafrikansk med italiensk aftryk: bazin, en fast bygdej spist med tomat- og lammesauce, couscous, krydret fiskesuppe fra kysten, og shorba libiya med mynte og lammekød. Espressobarer i Tripoli er et arveligt italiensk indslag, og libysk mynte-te med ristede jordnødder drikkes overalt.

Hvis du vil se det samme uden risikoen

Meget af det, der gør Libyen enestående, findes i tilgængelig form hos naboerne. Romerske byer i verdensklasse: Tunesien med Dougga og El Djem, og Algeriet med Timgad og Djémila. Saharas klippekunst: Tassili n'Ajjer i Algeriet, det direkte geologiske og kunstneriske modstykke til Acacus. Antikkens Middelhav og ørkenoaser: Egypten. Ingen af dem erstatter Leptis Magna – men alle kan besøges nu.

Vores råd: Lad Leptis Magna blive stående på listen, men lad rejsevejledningen bestemme tidspunktet. Ingen fotoserie og ingen romersk havneby er værd at sætte sit eget eller andres helbred på spil for. I mellemtiden findes Romerrigets Nordafrika i fuld udfoldelse i Tunesien og Algeriet – og de libyske fund kan ses på museer i Tripoli og i europæiske samlinger, indtil landet selv igen kan tage imod gæster.