Rabat

Rabat er Marokkos hovedstad og landets mest oversete by. Den ligger, hvor floden Bou Regreg løber ud i Atlanterhavet, har omkring 580.000 indbyggere i selve byen og knap to millioner sammen med nabobyen Salé på den anden flodbred. Her sidder kongen, regeringen, parlamentet og alle ambassaderne – og netop det gør byen anderledes end resten af Marokko: den er ren, velfungerende, grøn og næsten fri for den insisterende gadehandel, der kan gøre Marrakech og Fez anstrengende.

Byen har to lag historie. Det ældste er romersk: ved floden lå havnebyen Sala Colonia. Det næste kom med almohaderne i 1100-tallet, hvor sultan Yacoub al-Mansour anlagde en befæstet lejr – ribat på arabisk, deraf navnet – som udgangspunkt for felttog i Spanien og påbegyndte en moské, der skulle være verdens største. Han døde, før den blev færdig, og byen sygnede hen. I 1600-tallet blev Rabat og Salé base for en berygtet republik af korsarer, der kaprede skibe helt op til Island. Og i 1912 gjorde den franske generalresident Lyautey byen til protektoratets hovedstad og lod arkitekten Henri Prost tegne en ny by uden for de gamle mure – en beslutning, der overlevede uafhængigheden i 1956.

I 2012 kom hele denne kombination – almohadiske mure, medina, merinidisk gravby og en fransk kolonial byplan – på UNESCOs verdensarvsliste. Se også vores samlede guide til Marokko.

Det skal du opleve

Kasbah des Oudayas

Ude på klippen, hvor floden møder havet, ligger den gamle fæstning Kasbah des Oudayas, opført af almohaderne i 1100-tallet og siden befolket af andalusiske flygtninge fra Spanien og en berberstamme, der gav den navn. Man går ind gennem Bab Oudaia fra omkring 1195 – en monumental hesteskoformet port i okkerfarvet sten med udhuggede palmetter og skalmønstre, som regnes blandt de fineste almohadiske portaler, der findes.

Indenfor er kasbahen en landsby af smalle gyder, hvor husene er malet hvide foroven og blå forneden. Traditionen menes at gå tilbage til 1930'erne og har givet kvarteret et forbløffende lys – smallere og roligere end det tilsvarende i Chefchaouen og med langt færre besøgende. Der bor stadig almindelige familier her, så gå stille og spørg, før du fotograferer folk.

Gyderne ender ved Den Andalusiske Have, anlagt af franskmændene i kasbahens gamle voldgrav med appelsintræer og bambus, og ved Café Maure, en terrasse hængende ud over flodmundingen, hvor man for et par kroner får sødet mynthete og mandelkager med udsyn til Salé, fiskerbådene og bølgebryderne. Det er byens bedste time.

Chellah

To kilometer sydøst for centrum ligger Chellah, et af Marokkos mest stemningsfulde steder. Bag en tinderkranset merinidisk mur fra 1300-tallet ligger først ruinerne af den romerske by med forum, triumfbue og hovedgade, og derover en muslimsk gravby, hvor sultan Abu al-Hasan og hans hustru er begravet, sammen med resterne af en moské, en medersa og et minaret.

Stedet er groet til i figentræer, bananplanter og vilde blomster, og oven på hver eneste tinde og minaretspids sidder der storkereder – snesevis af dem, med den karakteristiske knebren hen over ruinerne. Der er også en kilde med hellige ål, som lokale kvinder traditionelt fodrer med kogte æg for at få børn. Entré koster omkring 50-70 kr., og sidst på eftermiddagen er lyset og fuglelivet bedst.

Hassan-tårnet og Mohammed V's mausoleum

På en åben plads over floden står Tour Hassan, den ufuldendte minaret fra al-Mansours store moskeprojekt fra 1195. Tårnet nåede 44 af de planlagte cirka 60 meter, og af selve bedesalen står i dag kun et regelmæssigt gitter af omkring 200 afbrudte søjlestubbe – et jordskælv i 1755 gjorde resten. Effekten er næsten moderne: en kæmpemæssig, åben skulptur i rødlig sten.

For enden af pladsen ligger Mohammed V's Mausoleum, færdiggjort i 1971 og et af nutidens fineste eksempler på traditionelt marokkansk håndværk – hvid italiensk marmor udenpå, zellige-fliser, udskåret cedertræ og forgyldt stuk indeni. Under en kuppel hviler kong Mohammed V, uafhængighedens konge, og hans sønner Hassan II og Moulay Abdallah. Adgangen er gratis, og kongelige gardere i røde og hvide uniformer holder vagt til hest ved indgangene. Klæd dig anstændigt – dækkede skuldre og knæ.

Medinaen og den moderne by

Rabats medina fra 1600-tallet er lille og let at overskue, omkranset af den andalusiske mur bygget af de spanske muslimer, der blev fordrevet fra Spanien. Hovedåren Rue des Consuls var gaden, hvor de udenlandske konsuler måtte bo, og er i dag byens tæppegade – man kan se på kelim og berbertæpper uden det pres, der hersker i Marrakech. Souika er gaden til krydderier, tøj og hverdagsindkøb. Prut med et smil; start omkring det halve af udgangsprisen.

Uden for murene begynder Ville Nouvelle med brede boulevarder, palmerækker og art deco- og "mauresque"-arkitektur fra 1920'erne og 30'erne. Avenue Mohammed V løber fra medinaporten forbi parlamentet, den gamle postbygning og den hvide katedral Saint-Pierre fra 1921 med sine to firkantede tårne. Byen har desuden Mohammed VI-museet for moderne og samtidskunst, det bedste af sin slags i landet, et nationalbibliotek og et operahus tegnet af Zaha Hadid ved floden.

Tag sporvognen over broen til Salé, som er byens ældre og mere konservative tvilling: en medina uden turister, en storslået fredagsmoské og Medersa Abou el-Hassan fra 1341 med udskåret stuk og en tagterrasse med udsigt over flodmundingen.

Kysten

Rabat vender direkte ud mod Atlanten. Stranden neden for kasbahen er byens egen og livlig om eftermiddagen, men strømmen er stærk – bad kun der, hvor de lokale bader. Bedre strande ligger syd for byen ved Temara og Skhirat og nord for Salé ved Plage des Nations, hvor der er surfskoler. Vandet er atlantisk og køligt selv i august.

Bedste rejsetid

Rabats klima er mildt hele året, fordi Atlanterhavet lægger låg på temperaturerne. April til juni og september til oktober er de bedste måneder: 22-27 grader, tørt og behageligt at gå i.

Juli og august er varmest med 28-30 grader, men langt køligere end det indre af landet, hvor Marrakech og Fez let rammer 40 – derfor tager mange marokkanere selv til kysten om sommeren, og strandbyerne syd for Rabat er fyldte. Fra november til marts falder det meste af årets regn; dagene er stadig 17-19 grader og ofte solrige, men det kan blæse og styrte ned, og huse har sjældent opvarmning, så tag en trøje. Ramadanens datoer flytter sig hvert år; i den måned lukker mange caféer og restauranter om dagen, mens aftenerne til gengæld er festlige.

Godt at vide

De fleste rejsende kommer via Mohammed V-lufthavnen ved Casablanca (CMN), cirka 90 kilometer sydvest for byen, hvorfra der går tog direkte fra terminalen til Rabat på omkring to timer. Rabat har også sin egen lille lufthavn i Salé (RBA) med enkelte europæiske ruter. Fra København er der typisk ét skift og fem-syv timers samlet rejsetid.

Marokkos togdrift er god og billig, og Al Boraq, Afrikas første højhastighedstog, standser i Rabat: Tanger på omkring en time og tyve minutter, Casablanca på tres minutter. Almindelige tog kører videre til Fez, Meknès og Marrakech. Inde i byen forbinder en moderne sporvogn med to linjer Rabat og Salé for få kroner, og "petit taxi" i blå farve koster typisk 10-25 kr. for en tur i byen – bed om taxameter.

Valutaen er marokkanske dirham, som ikke kan købes hjemmefra; hæv i automat ved ankomsten. Prisniveauet er lavt: 60-150 kr. for en hovedret, 400-900 kr. for et pænt dobbeltværelse eller en riad i medinaen. Fransk er det dominerende andetsprog og mere brugbart end engelsk uden for hotellerne. Rabat regnes for Marokkos tryggeste by, og der er meget lidt gadesalg og få falske guider – det er netop derfor, byen er et godt sted at begynde en Marokko-rejse, hvis man ikke har prøvet det før.

Vores råd: Læg Chellah sidst på eftermiddagen og kasbahen til solnedgang. Ruinerne med storkene i det lave lys og derefter mynteteen på Café Maure med havet foran sig er den kombination, der får folk til at blive en dag længere i Rabat, end de havde planlagt.