Oujda

Oujda ligger helt ude i Marokkos østlige hjørne, cirka 15 kilometer fra grænsen til Algeriet og 60 kilometer fra Middelhavet. Byen har omkring en halv million indbyggere og er hovedstad i regionen Oriental – en del af landet, som få udenlandske rejsende ser, og som derfor føles markant mere marokkansk end de store turistbyer i vest.

Byen blev grundlagt i 994 af den zenatiske berberhøvding Ziri ibn Attia og har hele sin historie igennem været et grænsested. Den ligger på den gamle karavanevej mellem Fez og Tlemcen, og den har skiftevis tilhørt marokkanske dynastier, været under algerisk og osmannisk indflydelse og været besat af franskmændene fra 1907 – tidligere end resten af Marokko, netop på grund af nærheden til det franske Algeriet. Den dobbelthed sidder stadig i byen: musikken, køkkenet og dialekten har lige så meget slægtskab med Tlemcen og Oran som med Fez.

Oujda er ikke en klassisk seværdighedsby. Man kommer her, fordi man skal videre til kysten, fordi man har familie i området, eller fordi man vil se et Marokko uden turistapparat. Til gengæld får man en medina uden en eneste falsk guide, priser på det halve af Marrakechs, og en usædvanlig venlig tone. Se også vores samlede guide til Marokko.

Det skal du opleve

Medinaen og Bab Sidi Abdelwahab

Oujdas gamle by er lille, muromkranset og først og fremmest en levende handelsby – ikke et museum. Hovedindgangen er Bab Sidi Abdelwahab, en port med et dystert ry, fordi henrettede oprøreres hoveder engang blev udstillet på murene over den. I dag er pladsen foran porten byens mest stemningsfulde sted om aftenen, når grillene tændes, og der sælges spyd, snegle i krydderbouillon, sødsager og friskpresset appelsinjuice til langt ud på natten.

Indenfor ligger Souk El Ma – "vandsouken" – opkaldt efter det gamle system af kanaler, der fordelte vandet i byen efter faste tidsandele. Her sælges grøntsager, oliven, krydderier og den lokale olivenolie. Den Store Moské blev grundlagt af merinidesultanen i 1298 og har byens ældste minaret; ikke-muslimer må ikke gå ind, men gaderne omkring er værd at gå.

Uden for murene ligger den franskanlagte del med Place du 16 Août 1953, brede alléer og Parc Lalla Aicha, en stor bypark, der bruges flittigt af familier om eftermiddagen.

Sidi Yahya-oasen

Seks kilometer øst for byen ligger Sidi Yahya, en oase af høje palmer, oliventræer og kildevæld i et ellers tørt landskab. Midt i lunden står helgengraven for Sidi Yahya Ben Younes, som lokal tradition identificerer med Johannes Døberen – og stedet har i århundreder været æret af både muslimer, jøder og kristne, hvilket er en sjældenhed i regionen.

Oasen er byens grønne åndehul. Fredag eftermiddag og i weekenden kommer familier ud med tæpper og grill og bliver hele dagen, og der er små caféer under træerne. Der ligger flere mindre helligdomme og kilder spredt i lunden, hver med sin fortælling og sin egen skik. Kom med respekt: det er et valfartssted, ikke en attraktion, og fotografering af de bedende bør undgås.

Saïdia – "den blå perle"

Tres kilometer nord for Oujda ligger Marokkos længste sammenhængende sandstrand: Saïdia, med tilnavnet la perle bleue, den blå perle. Fjorten kilometer fint, lyst sand strækker sig langs Middelhavet mod grænsen i øst, bagved ligger en eukalyptus- og pinjeskov, og vandet er roligt og varmt – helt anderledes end Marokkos barske atlanterhavskyst.

Byen var oprindelig en lille badeby for lokale familier og har siden fået en stor feriezone med marina, golfbaner og hotelanlæg. Resultatet er tvedelt: en moderne, lidt anonym resortdel, og en gammel bykerne, der stadig fyldes af marokkanske sommergæster i juli og august. Uden for de to måneder kan stranden være næsten tom.

Vest for byen ligger Moulouya-flodens udmunding, et beskyttet vådområde med klitter, laguner og et rigt fugleliv – flamingoer, skestorke og vadefugle – og et af de bedste steder på hele den nordafrikanske middelhavskyst til fuglekiggeri. Længere vestpå ligger fiskerlejet Ras El Ma (Cap de l'Eau) med friske fisk direkte fra bådene.

Beni Snassen-bjergene og Berkane

Syd og vest for Saïdia rejser Beni Snassen-massivet sig til godt 1.500 meter. Ind i det skærer Zegzel-kløften, en snoet, smal dal med kildevæld, oleander og terrassehaver, som er den smukkeste køretur i regionen. Undervejs ligger Grotte du Chameau, en stor drypstenshule opkaldt efter en formation, der ligner en kamel, og landsbyen Tafoughalt, hvor der er fundet nogle af Nordafrikas ældste menneskelevn.

Ved bjergenes fod ligger Berkane, kendt i hele Marokko for sine clementiner og sin olivenolie. Om vinteren er markederne fyldt med appelsiner til priser, der får en dansker til at måbe.

Musikken

Oujda er en musikby med to traditioner. Den ene er gharnati, den andalusiske klassiske musik, som fulgte de fordrevne fra Granada til Tlemcen og videre hertil – langsom, strengeinstrumentbåren og med stor prestige. Den anden er raï, den rå folkelige popmusik fra grænselandet, som opstod på begge sider af grænsen og fik verdensberømmelse i 1980'erne. Byen holder festivaler for begge genrer, og der spilles live på caféer og ved familiefester året rundt.

Grænsen mod Algeriet

Landgrænsen ved Zouj Bghal øst for byen er Marokkos vigtigste overgang til Algeriet – og den har i lange perioder været lukket for al trafik som følge af forholdet mellem de to lande. Det præger regionen dybt: byen mistede sin naturlige opland, og familier på hver side har været adskilt i årevis ad gangen.

For rejsende betyder det ganske enkelt, at man ikke kan regne med at krydse grænsen over land, og at man må flyve, hvis man vil videre til Algeriet. Situationen har ændret sig flere gange historisk, så undersøg det aktuelle forhold hos myndighederne, inden du planlægger en rute, der forudsætter en åben grænse. Selve grænseområdet er militært, og man bør ikke køre derud på egen hånd eller fotografere anlæggene.

Bedste rejsetid

April til juni og september til oktober er de bedste måneder i Oujda: 22-30 grader, tørt og behageligt til både medina, bjerge og kyst. Foråret giver desuden grønne bjergsider og blomstring i Zegzel-kløften.

Sommeren er hård inde i landet – juli og august ligger ofte på 35-38 grader, og de sydlige vinde kan sende det højere. Til gengæld er det netop de to måneder, kysten lever: Saïdia er fyldt med marokkanske familier, alt har åbent, og havet holder 24-26 grader. Vinteren fra december til februar er mild om dagen med 16-19 grader, men nætterne kan gå ned mod nul, og det meste af årets nedbør falder her. Uden for højsommeren er mange hoteller og restauranter i Saïdia lukket.

Godt at vide

Oujda Angads Lufthavn (OUD) ligger 15 kilometer nord for byen og har direkte ruter til en række europæiske byer med stor marokkansk diaspora – blandt andet Bruxelles, Paris, Amsterdam, Marseille og Düsseldorf. Fra Danmark er der typisk ét skift og fem-syv timers samlet rejsetid. Alternativt kan man flyve til Casablanca og tage tog eller indenrigsfly videre.

Tog fra ONCF forbinder Oujda med Fez på cirka fem en halv time og Casablanca på omkring ti timer, ofte som nattog med sovekupé – en komfortabel og billig måde at krydse landet på. Motorvejen A2 fra Fez gør køreturen til godt tre timer, og kystvejen Rocade Méditerranéenne fører videre vestpå mod Nador, Al Hoceima og Tanger gennem et af Marokkos smukkeste kyststrækninger.

Til Saïdia og Berkane kører der grand taxi (delte langturs-taxier) og busser flere gange i timen; en plads koster 25-50 kr. Inde i Oujda kører små bytaxier på taxameter for få kroner.

Prisniveauet er blandt Marokkos laveste: 40-100 kr. for et måltid, 300-600 kr. for et pænt dobbeltværelse. Fransk er brugbart overalt, engelsk langt mindre. Der er få vestlige turister, hvilket betyder både stor gæstfrihed og at man skiller sig ud – klæd dig dækkende, især uden for kysten, og vær opmærksom på, at regionen er mere konservativ end de store turistbyer.

Vores råd: Brug Oujda som base i to-tre dage og lej bil. Zegzel-kløften og Beni Snassen om formiddagen, clementiner og olivenolie i Berkane til frokost og fugletur ved Moulouya-mundingen inden solnedgang er en dag, du ikke får noget andet sted i Marokko.