Nauru er verdens mindste ørepublik: 21 kvadratkilometer koralkalk midt i Stillehavet, knap 42 km syd for ækvator, med omkring 12.000 indbyggere. Kun Vatikanstaten og Monaco er mindre lande. Man kan køre hele vejen rundt om øen på cirka 25 minutter ad ringvejen, og der er ingen hovedstad i normal forstand – regeringen holder til i distriktet Yaren, og det er nærmeste man kommer.
Nauru er også et af klodens absolut mindst besøgte lande. Ikke fordi det er lukket, men fordi det er svært, dyrt og upraktisk at komme dertil, og fordi der ikke er nogen turistindustri at komme til. De rejsende, der lander her, er stort set enten forretningsfolk, bistandsansatte eller landesamlere. Vil du hertil, skal du gøre det med åbne øjne: Nauru er ikke en ferie, det er en rejse.
Historien, der forklarer det hele
Under fugleklippens tynde jord lå et af verdens rigeste fosfatlejer – millioner af års guano omdannet til gødningsråstof. Tyskland, senere Australien, New Zealand og Storbritannien, og efter selvstændigheden i 1968 nauruerne selv, gravede øen op. I 1970'erne og 80'erne havde landet et af verdens højeste indkomstniveauer pr. indbygger. Pengene gik til udenlandske investeringer, et flyselskab, ejendomme i Melbourne – og forsvandt igen i dårlige beslutninger og svindel.
Tilbage står Topside: 80 procent af øens indre er et forladt månelandskab af blegede kalkstenspinakler, der rager op, hvor jorden er gravet væk mellem dem. Ingen kan bo eller dyrke noget der. Befolkningen presses sammen på en smal kyststribe. Fosfaten er stort set udtømt, og landet har siden levet af skiftende indtægtskilder, blandt andet et australsk asylcenter, der har været – og stadig er – stærkt kritiseret internationalt. Nauru er dermed en af de mest lærerige og mest ubehagelige lektioner i ressourceøkonomi, man kan besøge.
Hvad der faktisk er at opleve
Vær realistisk: To til tre dage er rigeligt. Men der er ting at se, og de er usædvanlige.
- Command Ridge – øens højeste punkt i 65 meters højde, med rustne japanske kanoner, bunkers og et kommunikationstårn fra Anden Verdenskrig, hvor Japan besatte øen. Udsigten over hele øen, kalkstenspinaklerne og havet på alle sider forklarer Nauru på fem minutter
- Topside og fosfatanlægget – kør ind i det udgravede indre. De kridhvide pinakler i et gennemhullet landskab er et af de mest sælsomme synsindtryk i Stillehavet. De gamle cantilever-udskibningsanlæg ved kysten, hvor fosfaten blev læsset direkte i skibe, står stadig
- Anibare Bay – øens pæneste strand på østkysten med hvid sand og en lille havn. Badning kræver forsigtighed: Strømmene uden for revet er kraftige, og der er ingen livredder nogen steder
- Buada Lagoon – en brakvandssø inde i landet, omkranset af kokospalmer og bananplanter, hvor der traditionelt dyrkes ibija-fisk i indhegninger. Den grønne kontrast til Topside er slående
- Moqua Well – en ferskvandskilde i en grotte i sydøst, der holdt befolkningen i live under krigens sult
- Krigsminder overalt – japanske bunkers og kanonstillinger står stort set urørte langs hele kysten. Ingen skilte, ingen billetter, ingen hegn
- Landingsbanen – Nauru International Airport deler øen på tværs, og vejen krydser den. Når der er fly på vej, spærrer politiet, og alle venter. Uden for flytiderne bruges arealet omkring banen som mødested
En gammel tradition, der stadig praktiseres, er fangst af noddy-terner i skumringen med lasso-lignende snore – en sport og en madkilde på én gang.
Bedste rejsetid
Nauru ligger i den ækvatoriale zone og har 27-32 grader hele året med høj luftfugtighed. Marts til oktober er den tørreste og mest behagelige periode med passatvind fra øst. November til februar er vådt med kraftige regnbyger og høj sø. Øen ligger uden for det egentlige cyklonbælte, men perioder med tørke kan derimod ramme hårdt – Nauru har praktisk talt intet grundvand og er afhængig af regn og afsaltning.
Godt at vide
Visum skal ordnes hjemmefra. Nauru kræver visum af stort set alle, herunder danskere, og det ansøges pr. e-mail til immigrationsmyndighederne med kopi af pas, bekræftet hotelreservation, ud- og hjemrejsebillet samt ofte en invitation eller kontaktperson. Sagsbehandlingen tager tid – regn med uger, ikke dage, og begynd før du booker fly. Turistvisum udstedes, men Nauru er selektiv, og ansøgninger fra journalister behandles anderledes.
Flyforbindelserne er flaskehalsen. Kun Nauru Airlines flyver hertil, med et beskedent antal ugentlige afgange fra Brisbane i Australien og rutenet videre til Nadi på Fiji, Tarawa i Kiribati, Majuro i Mikronesien-regionen og Honiara. Ruteplanen ændres, og en aflysning kan betyde flere ekstra dage på øen. Bygger du en større Stillehavsrejse, er Nauru typisk et led i en kæde sammen med Tuvalu og Kiribati – planlæg rundt om flydagene, ikke omvendt. Regn med ca. 4.000-7.000 kr. tur-retur fra Brisbane alene.
Overnatning og mad er begrænset. Der er reelt kun et par indkvarteringsmuligheder, med Menen Hotel som den bedst kendte; standarden er enkel og prisen høj i forhold til kvaliteten – ca. 800-1.200 kr. for et værelse. Restauranterne kan tælles på én hånd, og de fleste er kinesiske. Frisk frugt og grønt er sjældent og dyrt, da næsten al mad importeres. Køb vand på flaske.
Praktik: Valutaen er australske dollars. Kontanter er kongen – kortterminaler og hæveautomater fungerer ikke pålideligt, så tag rigeligt med kontanter fra Brisbane eller Nadi. Mobildækning findes, men internettet er langsomt og dyrt. Sproget er nauruansk, men engelsk tales bredt. Sygehusvæsenet er meget begrænset, og Nauru har blandt verdens højeste forekomster af diabetes og overvægt; en rejseforsikring med lægelig evakuering er ikke en formalitet, men en nødvendighed.
Adfærd: Nauruerne er gæstfrie, men uvante med turister, og øen er lille nok til, at alle ved, du er der. Spørg altid om lov, før du fotograferer mennesker, huse eller noget, der ligner et officielt anlæg – og fotografér ikke asylcenterområder eller lufthavnens sikkerhedszoner. Klæd dig afdæmpet, søndagen er kirkedag, og alkohol drikkes diskret. Tjek Udenrigsministeriets rejsevejledning før afrejse.
Vores råd: Rejs kun til Nauru, hvis du oprigtigt interesserer dig for stedet – ikke for at krydse et land af. Lej en bil eller en scooter den første formiddag, kør hele ringvejen én gang for at få geografien på plads, og brug så eftermiddagen på Command Ridge og Topside i lavt sollys, hvor pinaklerne kaster skygger. Sæt to fulde dage af, tal med folk på Anibare-havnen, og læg en bufferdag ind før videre flyvning – ruteplanen holder ikke altid.