Tabarka

Tabarka ligger helt oppe i det nordvestlige hjørne af Tunesien, cirka 25 kilometer fra den algeriske grænse og 175 kilometer vest for Tunis. Byen har omkring 18.000 indbyggere, en lang sandstrand, en lille lystbådehavn og en beliggenhed, der ikke ligner noget andet i landet: bag byen rejser Kroumirie-bjergene sig, dækket af tætte korkegeskove, og foran den ligger et hav, der er så koldt og næringsrigt, at der vokser ægte rød koral på klippebunden. Kysten hedder med rette Côte de Corail – korallystkysten.

Byen er gammel. Fønikerne havde en havn her under navnet Thabraca, og romerne udskibede den gule numidiske marmor fra brudene ved Chemtou i indlandet – og vilde dyr til arenaerne i Rom – fra netop denne kyst. I 1540 endte stedet i hænderne på den genuesiske købmandsfamilie Lomellini, som fik det som betaling for at løskøbe korsaren Dragut fra spansk fangenskab. De sad på klippeøen ud for kysten i to hundrede år, drev koralfiskeri og handel og byggede den fæstning, der stadig dominerer byen.

Tabarka er ikke Tunesiens travleste feriested – tværtimod. Den nordvestlige del af landet er grøn, regnfuld og bjergrig og har aldrig fået den samme charterturisme som Hammamet og Djerba. Det er præcis derfor, den er værd at opsøge. Se også vores samlede guide til Tunesien.

Det skal du opleve

Den genuesiske fæstning

Fort génois står på toppen af den klippeø, som i dag hænger sammen med fastlandet via en tange, og som fra alle vinkler er byens vartegn. Fæstningen blev bygget i 1500-tallet af genueserne til at forsvare deres koralhandel og har siden været tunesisk, fransk og militært område i forskellige perioder.

Man går op ad en stejl, snoet vej fra havnen – regn med 20-30 minutter – og belønningen er en udsigt over hele bugten: strandkilometerne mod øst, klippenålene mod vest, bjergene bagved og på klare dage kysten mod Algeriet. Adgangen til selve fæstningsbygningerne har været skiftende gennem årene, men udsigten fra klippen udenfor er der altid. Kom sidst på eftermiddagen.

Les Aiguilles

I den vestlige ende af stranden rejser sig Les Aiguilles – "nålene" – en række slanke sandstensklipper, der står lodret op af havet og af sandet i op til 20-25 meters højde. De er dannet af erosion og er byens mest fotograferede motiv, især i modlys ved solnedgang, hvor de tegner sig som en række silhuetter langs vandet.

Man kan gå ind mellem dem på stranden, klatre lidt op på de nederste og bade i klippebugterne omkring. Under vandet fortsætter formationerne i tunneller og skorstene – hvilket er hele grunden til, at Tabarka er blevet et dykkermål.

Dykning og koraller

Havbunden ud for Tabarka regnes blandt Middelhavets bedste dykkerområder. Klipperne fortsætter under overfladen i lodrette vægge, gennemløbne af tunneller og grotter, hvor lyset falder ind fra siden. De klassiske steder hedder Les Aiguilles, Le Tunnel og Grotte aux Gorgones – den sidste opkaldt efter de store vifteformede gorgoner, der dækker klippevæggene, ofte i rødt og gult.

Dertil kommer den røde koral, Corallium rubrum, som gennem århundreder har været byens økonomiske grundlag. Genueserne fiskede den, og en lokal smykketradition lever stadig i butikkerne omkring hovedgaden. Koralbestandene er i dag stærkt regulerede og høstes kun med licens; køber du smykker, så gør det hos en etableret forretning med papirer, og vær opmærksom på indførselsreglerne.

Der er flere dykkercentre ved lystbådehavnen. Et enkelt dyk koster typisk 250-400 kr., og sæsonen løber fra april til november med bedst sigtbarhed sensommer og efterår. Vandet er koldere end i det sydlige Tunesien – 16-18 grader om foråret, 24-26 i august.

Jazzfestivalen

Tabarka Jazz Festival har været holdt siden 1973 og er en af Afrikas ældste jazzfestivaler. Den ligger typisk i juli, spiller på en udendørs scene ved havet, og har gennem årene haft alt fra amerikanske storheder til nordafrikanske fusionsprojekter på programmet. I samme periode holdes også en koralfestival og en række mindre kulturarrangementer, og byen er på det tidspunkt langt mere livlig end resten af året.

Korkegeskovene og Aïn Draham

Kør 25 kilometer sydpå op i Kroumirie-bjergene, og landskabet forandrer sig fuldstændig. Vejen snor sig op gennem tætte skove af korkeg og zeen-eg, og i 800 meters højde ligger Aïn Draham – en bjerglandsby med røde tegltage, bygget af franskmændene som sommerkoloni, fordi klimaet mindede dem om Europa. Her er 10-15 grader køligere end på kysten, om vinteren falder der lejlighedsvis sne, og tågen ligger i dalene om morgenen.

Korkegene er stadig i drift: barken skrælles af stammerne i sommermånederne med cirka ni års mellemrum, og de afbarkede træer står tilbage med et karakteristisk rustrødt bånd forneden. Området har vildsvin, sjakaler og et rigt fugleliv, og der er vandreruter og et par bjerghoteller.

Længere inde i landet ligger to af Tunesiens fineste romerske anlæg: Bulla Regia, hvor de romerske villaer blev bygget delvist under jorden for at holde sommervarmen ude – og hvor mosaikgulvene derfor står bevaret på plads, hvilket er en sjældenhed – og Chemtou, hvor bruddene til den gule numidiske marmor stadig kan ses sammen med et velindrettet museum. Begge ligger inden for en times kørsel.

Strandene

Tabarkas hovedstrand strækker sig flere kilometer østpå fra byen, bred og med fint lyst sand, og er sjældent fyldt. Hotelzonen ligger ude ad denne kyst, med golfbane og lystbådehavn. Længere mod vest ved Zouaraa ligger et stort, næsten uberørt klitområde med lange, tomme strande – vejen derud er dårlig, men landskabet er enestående.

Bedste rejsetid

Maj, juni og september-oktober er de bedste måneder: 24-30 grader, tørt, lunt vand og få mennesker. Foråret er også det smukkeste tidspunkt i bjergene, hvor skovene er grønne og blomstrende.

Juli og august er højsæson med 30-33 grader, varmt hav og festivalliv – stadig langt mindre overrendt end det sydlige Tunesien, men det er de eneste uger, hvor man skal booke i forvejen. Vinteren fra november til marts er anderledes end resten af landet: det nordvestlige Tunesien er landets vådeste region, med op mod 1.000 millimeter regn om året i bjergene. Dagene ligger på 14-17 grader, det blæser, og mange kysthoteller lukker eller kører på lavt blus. Til gengæld er bjergene og de romerske ruiner på deres flotteste netop da.

Godt at vide

Tabarka-Aïn Draham Lufthavn (TBJ) ligger 15 kilometer øst for byen, men har kun sporadisk trafik. I praksis flyver man til Tunis-Carthage (TUN) – hvortil der er direkte fly fra København i sommersæsonen og ellers ét skift i Europa – og kører de 175 kilometer vestpå. Turen tager to og en halv til tre timer ad motorvej og landevej. Der kører louage (delte langturs-taxier) fra Tunis flere gange dagligt for 60-90 kr., og bus fra SNTRI. Med tog kommer man til Jendouba, hvorfra der er en times kørsel tilbage.

Lejebil er den bedste løsning, hvis man vil ud til bjergene, Bulla Regia og Chemtou. Vejene i den nordvestlige del er smalle og snoede, og der er husdyr på vejbanen – kør ikke efter mørkets frembrud. Bemærk desuden, at grænseområdet mod Algeriet i dele af Kroumirie-bjergene er militært følsomt; hold dig til de almindelige veje og turistruter, og følg lokale anvisninger.

Valutaen er tunesiske dinarer, som ikke kan købes hjemmefra og ikke må udføres – veksl ved ankomsten og brug det, du har hævet. Prisniveauet er lavt: 60-140 kr. for et måltid, 400-800 kr. for et hotelværelse i mellemklassen. Fransk er det gængse andetsprog; engelsk tales på hotellerne, men mindre i byen. Prøv den lokale mad, som i nord er kraftigere og mere grøntsagsbaseret end i syd: brik med æg og tunfisk, grillet fisk fra havnen, mechouia-salat af brændte peberfrugter og tomater, og olivenolie fra egnen.

Vores råd: Giv Tabarka mindst tre dage, og brug den ene på bjergene. Kør op til Aïn Draham om morgenen gennem korkegeskovene, videre til Bulla Regias underjordiske villaer over middag, og vær tilbage ved Les Aiguilles til solnedgang – det er den bedste dag, Nordtunesien kan levere.