Podgorica

Lad os sige det ligeud: Podgorica er ikke grunden til, at man rejser til Montenegro. Hovedstaden med sine godt 150.000 indbyggere har hverken kystens venetianske bymure eller bjergenes drama, og de fleste rejsende ser den fra et lufthavnstaxavindue på vej mod Kotorbugten. Men byen er værd at forstå – og et par velvalgte timer her giver et mere ærligt billede af, hvordan montenegrinerne faktisk lever, end nogen af kystbyerne gør.

Byen ligger i en flad slette, hvor fem floder løber sammen, med Skadarsøen mod syd og bjergene som en mur mod nord. Placeringen har altid været strategisk – og det er også forklaringen på, hvorfor der ikke er så meget gammelt tilbage: Podgorica blev bombet over 70 gange under Anden Verdenskrig og lagt næsten fuldstændig i ruiner. Genopbygningen skete i jugoslavisk efterkrigsstil, og byen hed frem til 1992 Titograd.

Hvad der er tilbage af det gamle

Stara Varoš – den gamle tyrkiske bydel nord for Ribnica-floden – er det eneste kvarter, der bevarer noget af det førkrigsagtige Podgorica. Her ligger Sahat Kula, urtårnet fra 1600-tallet, som byens vartegn, og et par osmanniske moskeer og smalle gader. Det er lille, men reelt.

Ved sammenløbet af Ribnica og Morača står ruinerne af Ribnica-fæstningen med sin lille buede stenbro – stedet hvor det middelalderlige Podgorica lå, og hvor Nemanjić-dynastiets grundlægger Stefan Nemanja efter overleveringen blev født. Nova Varoš syd for floden er den planlagte by fra mellemkrigstiden med Podgoricas mest charmerende gadebillede: brede alléer, platantræer og caféer.

Længere sydpå knejser Kristi Opstandelses-katedralen, indviet i 2013 efter godt tyve års byggeri – hvid sten, to klokketårne og et indre af byzantinsk inspirerede fresker, hvoraf nogle er ganske omdiskuterede. Uanset holdning er det byens mest imponerende bygning.

Den moderne by

Podgorica er præget af sit efterkrigsbyggeri, men har fået enkelte moderne markører: Millenniumbroen over Morača fra 2005 med sin skrå pylon er blevet byens andet vartegn, og Moskovska-broen ved siden af er en fodgængerbro.

Byens virkelige kvalitet er dens grønne strøg. Morača-floden løber gennem centrum i en overraskende dyb, klippekantet kløft med turkisgrønt vand, og der er både stier langs bredden og badesteder direkte i byen – noget de færreste hovedstæder kan tilbyde. Byparken Kraljev Park og skovparken Gorica-bakken med sine stier og udsigt over byen er det, indbyggerne selv bruger.

Kunstmæssigt er Centar savremene umjetnosti i Palace Petrović i Kruševac-parken det bedste bud, og Naturhistorisk Museum giver et fint grundlag for at forstå landets landskaber, inden man kører ud i dem.

Podgorica er også en decideret varm by. Om sommeren rammer temperaturen jævnligt 35-40 grader i den vindstille slette, og byen tømmes reelt om eftermiddagen – lokal praksis er at flytte alt til aftentimerne, hvor korzo-traditionen tager over: hele byen går tur på Njegoševa og Slobode og drikker kaffe i timevis.

Mad og priser

Podgorica er billig sammenlignet med kysten, og det er en af hovedgrundene til at spise her. Regn med ca. 60-120 kr. for en hovedret på en almindelig restaurant – på kysten det dobbelte. Køkkenet er balkansk med italienske indslag: ćevapi og pljeskavica fra grillen, njeguški pršut (lufttørret skinke fra bjergbyen Njeguši) med ost, kajmak, grillet fisk fra Skadarsøen og priganice – små friturebrød med honning – til morgenmad.

Regionen omkring byen er Montenegros vinland: Plantaže-vinmarkerne syd for byen er blandt Europas største sammenhængende, og den lokale drue vranac giver en kraftig rødvin, der er værd at prøve. Til det hører rakija, husets brændevin, som du vil blive tilbudt.

Udgangspunkt for resten af landet

Byens bedste egenskab er beliggenheden. Fra Podgorica er hele Montenegro en dagstur væk:

• Skadarsøen ligger 20 minutter mod sydvest – Balkans største sø, nationalpark, pelikaner og krolikker, med bådture fra Virpazar og udsigtspunktet Pavlova Strana over flodens hestesko
• Cetinje, den historiske kongeby, ligger 30 minutter væk, og videre derfra er der en spektakulær serpentinervej ned til Kotor og bugten
• Ostrog-klosteret, bygget ind i en lodret klippevæg og Montenegros vigtigste pilgrimsmål, ligger cirka en time nordpå
• Durmitor-nationalparken og Tara-kløften – Europas dybeste kløft – ligger to-tre timers kørsel mod nord
• Bar ved kysten nås på ca. 45 minutter, og badebyerne omkring Tivat og Herceg Novi på halvanden til to timer

Praktisk

Podgorica Lufthavn (TGD) ligger 12 km syd for byen, ca. 15 minutter i taxa, og har sæsonruter og forbindelser via europæiske knudepunkter; mange danskere flyver dog i stedet til Tivat, som ligger tættere på kysten.

Fra banegården kører den berømte jernbanestrækning til Beograd, en af Europas mest dramatiske togture: 476 km gennem 254 tunneler og over 435 broer, herunder Mala Rijeka-viadukten, som i årtier var verdens højeste jernbanebro. Turen tager omkring 11 timer og er en oplevelse i sig selv, uanset om man skulle til Serbien eller ej. Sydpå går toget til Bar på cirka en time.

Valutaen er euro, selv om Montenegro ikke er med i EU – landet indførte den ensidigt. Danskere behøver ikke visum. Sproget er montenegrinsk, og engelsk er udbredt blandt unge, mindre blandt ældre.

Bedste rejsetid er april-juni og september-oktober. Juli-august er ubehageligt varmt i byen, og det er også da, kysten er dyrest og mest overfyldt. Vinteren er mild i selve Podgorica, men bjergene nordpå får sne, og vejene dertil kan kræve kæder.

Se vores samlede guide til Montenegro for kysten, bjergene og resten af landet, og Berane for det ukendte nordøstlige hjørne.

Vores råd: Book ikke en hel ferie i Podgorica – men lad være med at flygte direkte fra lufthavnen. En aften på en café ved Njegoševa, en middag til halv kystpris og en tidlig morgen på Skadarsøen dagen efter er en langt bedre begyndelse på Montenegro end at køre direkte til kysten.