Berane

Berane ligger i Lim-dalen i det nordøstlige Montenegro, godt 140 kilometer fra Podgorica og i en helt anden verden end kysten. Her er ingen adriaterhavsbugter, ingen krydstogtsskibe og næsten ingen udenlandske turister – i stedet en bred flodslette omgivet af bjerge, gamle klostre mellem markerne, høslæt med le om sommeren og en by, der lever af landbrug, skovbrug og det, der er tilbage af den jugoslaviske industri.

Byen har omkring 11.000 indbyggere og en historie, der er kortere end egnens. Området Budimlja omkring Berane var et kirkeligt og verdsligt centrum allerede i middelalderen, mens selve byen først voksede frem i slutningen af 1800-tallet. Fra 1949 til 1992 hed den Ivangrad efter partisanhelten Ivan Milutinović, og navneskiftet tilbage til Berane var en af de første symbolske handlinger efter Jugoslaviens sammenbrud. Man støder stadig på det gamle navn på gamle kort, skilte og vejvisere.

Det er en ærlig, ukurateret del af Montenegro. Der er få hoteller, mindre engelsk end på kysten og en infrastruktur, der ikke er bygget til besøgende. Til gengæld er priserne lave, naturen stor, og gæstfriheden ægte på en måde, som badebyerne har mistet. Se også vores samlede guide til Montenegro.

Det skal du opleve

Đurđevi Stupovi og klostrene

Lige uden for Berane ligger klosteret Đurđevi Stupovi – "Sankt Georgs søjler" – grundlagt omkring 1213 af Prvoslav, en nevø af den serbiske storfyrste Stefan Nemanja. Det er et af de ældste bevarede sakrale bygningsværker i Montenegro og var i middelalderen sæde for Budimlja-bispedømmet; i dag er det igen bispesæde for eparkiet Budimlja-Nikšić.

Kirken er en romansk-byzantinsk hybrid i hugget sten med en enkelt kuppel, og indenfor er der bevaret fragmenter af fresker fra 1200-tallet. Klosteret er blevet brændt, plyndret og genopført flere gange gennem osmannisk tid og i det 20. århundrede, og det er den lange kontinuitet, der gør det bemærkelsesværdigt – ikke pragten. Der er ingen entré, og der er sjældent andre besøgende. Klæd dig dækkende: lange bukser eller nederdel og dækkede skuldre.

Få kilometer væk ligger ruinerne af Šudikova, et kloster ved indgangen til Ibar-kløften, som osmannerne ødelagde i 1738. Det var i århundreder et skrivecenter, hvor munke afskrev og illuminerede manuskripter, og resterne ligger i en klippeslugt ved floden – et smukt, stille sted, som man skal spørge sig frem til.

Bjelasica-bjergene

Vest for Berane rejser Bjelasica sig, et af Montenegros største bjergmassiver med en række toppe over 2.000 meter, hvoraf Crna Glava på 2.139 meter er den højeste. Bjelasica er vulkansk i oprindelse, hvilket gør den anderledes end landets øvrige kalkstensmassiver: jorden holder på vandet, så bjergsiderne er dækket af tæt bøge- og granskov, græssletter og over et dusin gletsjersøer.

På den anden side af massivet ligger nationalparken Biogradska Gora med en af Europas sidste urskove – 1.600 hektar, hvor der aldrig er blevet fældet, og med træer på over 500 år omkring Biogradsko jezero. Fra Berane-siden går der stier op over ryggen, og turene tager typisk 5-8 timer tur/retur. Højsletterne bruges stadig til sommergræsning, og man møder katuner, de traditionelle sommerhytter, hvor familier flytter op med kvæget fra juni til september og laver ost, kajmak og syrnet mælk. Flere af dem tager imod gæster til frokost eller overnatning – det er den bedste enkeltoplevelse, egnen kan tilbyde.

Vandreruter er afmærkede, men langt fra alpint niveau; tag GPS eller offlinekort med, og spørg lokalt om forholdene. Bjørne og ulve findes i skovene, men er sky og udgør i praksis ikke et problem.

Ski i Lokve

Berane har sit eget lille skiområde, Lokve, cirka 12 kilometer fra byen på Bjelasicas østside i omkring 1.500-1.800 meters højde. Det er et beskedent anlæg med få lifter og en håndfuld nedfarter, men sneen er pålidelig fra december til marts, køerne er ikke-eksisterende, og et liftkort koster en brøkdel af, hvad man betaler i Alperne. Området har også langrendsspor og terræn til touring.

Fyrre minutters kørsel mod sydvest ligger Kolašin med de større anlæg Kolašin 1450 og Kolašin 1600, som er Montenegros mest udbyggede skisportssted og har gondolbane og moderne faciliteter. Mange bruger Berane som billigt kvarter og kører derover.

Lim-floden og omegnen

Lim løber gennem byen og er en af Balkans reneste floder, kendt for stalling og ørred. Der arrangeres kajak- og raftingture på de roligere strækninger, og fiskekort købes lokalt. Vil man have rigtig rafting, ligger Tara-kløften – Europas dybeste flodkløft – cirka to timers kørsel mod nordvest ved Đurđevića Tara-broen.

Omkring Berane er der flere andre mål, der kan nås på en dagstur: Rožaje mod øst med sin muslimske kultur og bjergene mod Kosovo, Plav og Gusinje mod sydøst ved foden af Prokletije – "de forbandede bjerge" – som er Montenegros vildeste alpine landskab og nationalpark, med den turkise Plav-sø og den lange vandrerute Peaks of the Balkans, der krydser ind i Albanien og Kosovo. Andrijevica halvvejs derimellem er en af landets mindste kommuner og en fin frokoststop.

Maden

Nordøst-Montenegro spiser anderledes end kysten. Her er der ingen fisk og olivenolie, men kačamak (majsgrød med kartoffel, ost og smør), cicvara, kajmak, hjemmelavet ostetyper fra katunerne, lam under sač-klokken, pita i lange ruller og rakija af blomme. Portionerne er store, priserne lave, og man siger ikke nej til en genopfyldning uden at forhandle.

Bedste rejsetid

Juni til september er vandresæsonen: 20-28 grader i dalen, køligere oppe, katunerne er bemandede, og bjergsøerne er tilgængelige. Juli og august er de sikreste måneder til højfjeldet, men også de varmeste nede i Lim-dalen. Maj og oktober er smukke – blomstrende enge eller løvfald i bøgeskovene – men vejret er ustabilt, og sne kan ligge højt oppe langt ind i juni. December-marts er skisæson med pålidelig sne. November og april er de måneder, man med god samvittighed kan springe over.

Godt at vide

Der er ingen praktisk lufthavn i Berane – byens gamle militære flyveplads har været på tale til genåbning i årevis. Man flyver til Podgorica (cirka 140 kilometer, to til tre timer i bil) eller Tivat, og kører. Den nye motorvejsstrækning mellem Podgorica og Mateševo har afkortet turen betydeligt; resten er bjergvej. Der går også busser fra Podgorica og fra Beograd. Beograd-Bar-jernbanen stopper i Bijelo Polje cirka 30 kilometer væk, hvorfra der er bus – en billig og landskabeligt smuk måde at komme hertil på.

Montenegro bruger euro og danskere skal blot have gyldigt pas. Prisniveauet er landets laveste: 50-110 kr. for et solidt måltid, 300-600 kr. for et dobbeltværelse eller en lejlighed, og landboturisme (seosko domaćinstvo) med fuld forplejning for omkring 300-500 kr. per person. Bil er reelt nødvendig – bjergvejene er smalle, ofte uden autoværn, og vinterdæk er lovpligtige i sæsonen. Regn med at få brug for kontanter uden for byen. Og vær forberedt på, at der er meget lidt turistinfrastruktur: skiltning på engelsk er sparsom, og booking foregår ofte per telefon eller gennem lokale kontakter. Det er prisen for at være et af de sidste steder i Montenegro, hvor man ikke deler udsigten med nogen.

Vores råd: Brug Berane som base i tre-fire dage og kør op på Bjelasica til en katun med frokost hos en familie – det er den oplevelse, folk husker. Kombinér med Biogradska Gora på den anden side af bjerget, og læg klosterbesøget tidligt om morgenen, hvor lyset falder ind i kirken.