Guinea kaldes med rette Vestafrikas vandtårn. Fra højlandet i landets midte udspringer tre af kontinentets store floder – Niger, Senegal og Gambia – og regnen, der falder på sandstensplateauerne, ender i sidste ende både i Middelhavet, i Atlanterhavet ved Dakar og i Guineabugten mange tusinde kilometer væk. Det giver landet en natur, som ingen af nabolandene kan matche: dybe kløfter, vandfald, der styrter hundredvis af meter ned ad lodrette klippevægge, og en kølig grønhed i 1.000-1.500 meters højde, hvor man kan have brug for en trøje om aftenen.
Guinea var det første franske Vestafrika, der sagde nej til fortsat tilknytning til Frankrig, og prisen blev et årtiers isolation og et efterfølgende diktatur. Landet er stadig fattigt og politisk ustabilt, og turismen er nærmest ikke-eksisterende – men det er også grunden til, at man i Fouta Djallons landsbyer kan vandre en hel dag uden at møde en anden udlænding. Guinea er samtidig et musikalsk kraftcenter: Bembeya Jazz og de statsstøttede orkestre fra 1960'erne og 70'erne har præget hele Vestafrikas lyd, og djembe-trommen har sin dybeste tradition netop her blandt malinké-folket.
Højdepunkter
- Fouta Djallon – sandstenshøjlandet omkring Labé, Pita og Dalaba: terrasserede haver, fulani-landsbyer, køligt klima og et vandrenetværk uden sidestykke i regionen. Base i Doucki eller Dalaba, og gå med lokal guide
- Chutes de Kambadaga og Chute du Kinkon – vandfald i flere trin nær Pita, mest imponerende sidst i regntiden og først i tørtiden, hvor vandføringen stadig er stor
- La Dame de Mali – en klippeformation højt i det nordlige Fouta Djallon, der set fra den rigtige vinkel tegner en kvindeprofil mod himlen; udsigten strækker sig ind i Senegal
- Nimba-bjergene – UNESCO-verdensarv på grænsen til Liberia og Elfenbenskysten, et savanne- og skovklædt bjergmassiv med arter, der ikke findes andre steder, herunder en levendefødende tudse
- Conakry – hovedstaden på en lang, smal halvø: kaotisk, larmende og med et musikliv, der er hele rejsen værd. Nationalmuseet og det store marked Madina giver et hurtigt indtryk
- Îles de Loos – ø-gruppen lige ud for Conakry med strande, palmer og en dagstur, der føles som en anden verden end byen
- Bossou og Ziama – regnskovsområder i sydøst med chimpanser, der er kendt for at bruge redskaber, og et af Vestafrikas sidste større skovområder
Bedste rejsetid
November til april er tørtiden og den eneste rimelige tid at rejse: veje er farbare, luftfugtigheden er lavere, og i Fouta Djallon er dagene 25-30 grader med behageligt kølige nætter. November-december er det bedste kompromis, hvis du vil se vandfaldene med vand i – de tørrer betydeligt ind hen mod marts-april, hvor varmen samtidig bliver trykkende i lavlandet og støvet fra harmattan-vinden lægger sig over udsigterne.
Regntiden maj til oktober er ekstremt våd; Conakry er blandt Vestafrikas vådeste hovedstæder, og grusveje i højlandet bliver ufremkommelige. Vandfaldene er til gengæld på deres højeste, hvis man kan komme til dem.
Godt at vide
Vær realistisk om niveauet. Turistinfrastrukturen er stort set fraværende uden for Conakry: hoteller er enkle, strøm og vand svigter jævnligt, og der findes ingen organiseret turistindustri at falde tilbage på. Dette er et rejsemål for erfarne, tålmodige og selvhjulpne rejsende – gerne med en lokal guide eller chauffør hyret gennem en anbefaling frem for på egen hånd.
Indrejse og sundhed: Visum kræves og søges hjemmefra eller som e-visum – ansøg i god tid. Gyldig gul feber-vaccination er et krav ved indrejse, malaria er udbredt hele året, og en rejseforsikring med evakueringsdækning er afgørende, da sundhedsvæsenet er meget begrænset. Drik kun vand på flaske, og vær omhyggelig med håndhygiejne.
Sprog og penge: Fransk er det officielle sprog og en praktisk nødvendighed – engelsk hjælper dig stort set ikke. Pular tales i Fouta Djallon, malinké og susu andre steder. Valutaen er guineansk franc, og landet er i praksis en kontantøkonomi: hæveautomater er upålidelige uden for Conakry, og kortbetaling findes næsten ikke. Medbring euro i kontanter til veksling. Prisniveauet er lavt – et lokalt måltid koster ca. 20-40 kr., et enkelt hotelværelse fra ca. 150-300 kr. – men transport og guide udgør hovedparten af budgettet.
Transport: Afstandene er ikke store, men vejene gør dem lange: fra Conakry til Labé i Fouta Djallon skal du regne 8-12 timer, selv om kortet siger 400 km. Delebiler (taxi-brousse) kører mellem alle større byer, når de er fyldte. Til vandreture i højlandet er en firehjulstrækker med chauffør langt det nemmeste, og guide er nødvendig – stierne er ikke markerede.
Sikkerhed og skikke: Guinea har haft militærkup og perioder med politisk uro, og demonstrationer i Conakry kan blive voldsomme. Tjek Udenrigsministeriets rejsevejledning før afrejse og hold øje med nyhederne undervejs. I hverdagen møder man venlighed frem for fjendtlighed, men politikontroller på vejene er hyppige – hav pas og kopier klar og forhold dig roligt. Fotografering af broer, havne, militæranlæg og officielle bygninger er forbudt og tages alvorligt; spørg også altid mennesker om lov først.
Mad: Køkkenet er vestafrikansk og kraftigt: ris med sauce arachide (jordnødder), sauce feuille af kassavablade, grillet fisk ved kysten og fufu. Ananas og mango fra Kindia-området er blandt de bedste i regionen, og den lokale kaffe er stærk og sød.
Guinea grænser op til hele Vestafrikas kystrække, og en rundrejse kan naturligt kombineres med Senegal, Guinea-Bissau, Mali, Sierra Leone og Liberia. Længere østpå har vi guider til Ghana – og en komplet dansk rejseguide på ghana.dk.
Vores råd: Spring det meste af kysten over, og brug tiden i Fouta Djallon. Fire-fem dages vandring mellem landsbyerne omkring Doucki og Pita, med overnatning i enkle gæstehuse og en lokal guide til stierne, er Guineas sande højdepunkt – og noget af den mest uberørte trekking, Vestafrika har at byde på.