Tasmansk pungdjævel

Den tasmanske pungdjævel er verdens største kødædende pungdyr og et af de mest ejendommelige dyr, man kan møde på en rejse til Australien. Den er på størrelse med en lille hund, kulsort med hvide bånd over bryst og bagpart, har et bidetryk, der er blandt de kraftigste i dyreriget i forhold til kropsvægten – og en stemme, der lyder som en blanding af hosten, gøen og et regulært skrig. Det var netop lyden, der gav den navnet: De første europæiske nybyggere i Tasmanien hørte skrigene i nattemørket og kaldte dyret djævelen.

Den findes i dag kun vildt på Tasmanien, øen syd for det australske fastland. Og den er sygdomsramt på en måde, der har gjort den til et af verdens mest studerede dyr.

Fakta om arten

• Videnskabeligt navn: Sarcophilus harrisii – "Harris' kødelsker"
• Størrelse: 55-65 cm lang plus hale, vægt 6-8 kg for hanner, 4-6 kg for hunner. Kompakt, tøndeformet krop med kraftig forkrop og korte ben
• Levetid: 5-6 år i naturen
• Føde: Altædende ådselæder – wallabyer, wombatter, possums, fugle, fisk, insekter. Den æder byttet fuldstændigt: kød, pels, indvolde og knogler. Et voksent dyr kan sætte 40 % af sin kropsvægt til livs i ét måltid
• Bid: Kæbemuskulaturen giver et af dyrerigets kraftigste bid målt i forhold til størrelsen – kraftigt nok til at knuse rygsøjler og knogler
• Yngel: Hunnen føder 20-30 nyfødte på størrelse med et riskorn, men har kun fire patter i pungen. Kun de første fire, der når frem, overlever. Ungerne bliver i pungen omkring fire måneder
• Adfærd: Natdyr og enlig jæger, men samles i larmende, aggressivt udseende grupper omkring et ådsel. Meget af skrigeriet og gaben er ritualiseret rangorden snarere end reel kamp
• Udbredelse: Kun Tasmanien. Arten uddøde på det australske fastland for omkring 3.000 år siden – sandsynligvis udkonkurreret af dingoen, som aldrig nåede til Tasmanien

Pungdjævelen spiller en vigtig økologisk rolle som ådselrenser: Den fjerner kadavere, før de kan sprede sygdom, og holder bestandene af vilde katte og ræve i skak. Det er en af grundene til, at Tasmanien har bevaret småpattedyr, som er forsvundet fra store dele af fastlandet.

Ansigtskræften – DFTD

I midten af 1990'erne begyndte man i det nordøstlige Tasmanien at finde pungdjævle med store, sårede svulster i ansigt og mund. Sygdommen fik navnet Devil Facial Tumour Disease (DFTD) og viste sig at være noget så sjældent som en smitsom kræftsygdom.

Kræft smitter normalt ikke. Men hos pungdjævelen overføres selve kræftcellerne fysisk fra dyr til dyr, når de bider hinanden i ansigtet – noget de gør konstant, både under parring og omkring ådsler. Cellerne slår sig ned i det nye dyr og vokser som en fremmed, men uafvist transplantation. At immunforsvaret ikke opdager dem, hænger sammen med, at bestanden genetisk er meget ensartet efter årtusinders isolation på en ø. Der kendes kun en håndfuld smitsomme kræftformer i hele dyreriget, og pungdjævelen har fået to forskellige varianter, DFT1 og den senere opdagede DFT2.

Svulsterne vokser i ansigt og hals og gør det til sidst umuligt for dyret at spise. Døden indtræder typisk inden for et halvt år efter, at svulsterne bliver synlige. Sygdommen har spredt sig over næsten hele øen og har reduceret den samlede bestand med i størrelsesordenen 80 procent siden 1990'erne; i de hårdest ramte områder har nedgangen været endnu større. Arten er internationalt vurderet som truet (endangered).

Der er dog lyspunkter. Bestanden er ikke uddød i nogen region, og forskere ser tegn på, at udvalgte dyr udvikler modstandskraft: Nogle svulster går spontant tilbage, og dyrene ser ud til at yngle tidligere – hunner får unger allerede i deres første leveår, hvilket sikrer, at de når at formere sig, før sygdommen rammer. Der arbejdes desuden på en vaccine, og bevaringsprogrammet Save the Tasmanian Devil driver en "forsikringsbestand" af raske dyr i fangenskab og på sygdomsfrie øer som Maria Island, hvor sunde pungdjævle er blevet udsat.

Trafikken er den anden store dræber. Pungdjævelen æder ådsler på vejen om natten og bliver selv kørt ned i tusindtal – derfor de mange skilte i Tasmanien om at køre langsomt mellem solnedgang og daggry.

Er den farlig for mennesker?

Nej. Pungdjævelen er sky over for mennesker og angriber ikke. Larmen omkring et ådsel lyder skræmmende, men den er rettet mod artsfæller. Bider den, gør den det kun, hvis den håndteres eller føler sig fanget – og bidet er til gengæld alvorligt. Hold afstand, prøv aldrig at fodre eller røre den, og lad være med at nærme dig et dyr, der ser sygt ud. Det gælder også i naturparker, hvor dyrene kan virke tamme.

Hvor kan rejsende se den?

Vilde pungdjævle ses sjældent – de er natdyr, og bestanden er tyndet ud. Men Tasmanien har flere gode og fagligt seriøse muligheder:

• Devils @ Cradle ved Cradle Mountain i øens midte er et bevaringscenter, der arbejder med avl af sygdomsfri dyr. Aftenfodringer i skumringen giver den mest naturtro oplevelse – dyrene er aktive, og lydkulissen er uforglemmelig. Ligger perfekt til en overnatning i forbindelse med vandreturene i Cradle Mountain-Lake St Clair nationalpark
• Tasmanian Devil Unzoo ved Taranna på Tasman-halvøen, tæt på Port Arthur, er indrettet, så dyrene lever i store, naturlige indhegninger, og gæsterne bevæger sig mellem dem. Stedet finansierer feltforskning
• Bonorong Wildlife Sanctuary nord for Hobart er et redningscenter for trafikramt vildt med pungdjævle, wombatter og kænguruer – et godt førstestop, hvis du kun har en halv dag
• Maria Island ud for østkysten er nationalpark uden biler, hvor sunde pungdjævle er udsat som del af forsikringsbestanden. Chancen for at se et dyr i naturen er reel her, især i skumringen, og øen er samtidig et af Tasmaniens fineste vandreområder med wombatter i hundredvis
• Trowunna Wildlife Sanctuary ved Mole Creek har et af de længstvarende avlsprogrammer

Vil du forsøge dig med vilde dyr, er de bedste chancer at køre langsomt ad grusveje i nationalparkerne efter mørkets frembrud – men vær forberedt på ikke at se noget. Entré til centrene ligger typisk på 150-250 kr., og aftenfodringer koster lidt mere.

Ikke det samme som "Tassie tiger"

Pungdjævelen forveksles ofte med pungulven – tasmansk tiger, Thylacinus cynocephalus – det stribede, hundelignende pungdyr, der blev udryddet af nybyggere og dusørjagt, og hvis sidste kendte individ døde i Hobart Zoo i 1936. De to arter er beslægtede, men pungulven er borte; observationer meldes stadig, men ingen er nogensinde bekræftet. Pungdjævelen er derimod stadig her – og hele bevaringsindsatsen bygger på ikke at gentage historien.

Læs mere om øen og resten af landet i vores guide til Australien. Er du generelt interesseret i vilde dyr på rejsen, har vi også sider om alligatorer i USA og brune bjørne i Europa.

Vores råd: Læg en aftenfodring ind på programmet – ved Cradle Mountain eller på Tasman-halvøen. Det er den ene gang på rejsen, hvor et bevaringscenter er bedre end naturen: dyrene er aktive, du hører skrigene på nært hold, og din entré går direkte til at holde arten i live.