Famagusta

Famagusta ligger på Cyperns østkyst ved en dyb naturhavn og hedder på græsk Ammochostos og på tyrkisk Gazimağusa. Byen ligger i den nordlige del af øen, som siden 1974 har været adskilt fra syddelen af den FN-overvågede grønne linje og administreres som Den Tyrkiske Republik Nordcypern, der kun er anerkendt af Tyrkiet. I dag bor der omkring 40.000 mennesker inden for kommunen, og et universitet giver byen en ung befolkning.

Der var en periode, hvor Famagusta var en af Middelhavets rigeste byer. Da korsfarerstaten Akko faldt i 1291, flygtede handelshusene fra Det Hellige Land hertil, og Famagusta blev det sidste kristne handelscentrum mod øst. Genovesere og venetianere byggede paladser og kirker i et tempo, som gav anledning til udtrykket om byens "365 kirker" – én for hver dag. Rigdommen sluttede med den osmanniske belejring i 1570-71: efter ti måneders forsvar overgav den venetianske kommandant Marcantonio Bragadin byen mod frit lejde og blev alligevel henrettet på grusom vis. Historien har været fortalt lige siden.

Den murede by

De venetianske mure står stadig – op til 15 meter høje og på det tykkeste flere meter dybe – og de omkranser en gammel bykerne, hvor palmer, ruiner og hverdagsliv ligger mellem hinanden.

• Lala Mustafa Pasha-moskeen – bygningens oprindelse er Sankt Nikolaus-katedralen fra 1300-tallet, opført i fransk højgotik med en facade, der bevidst efterligner Reims. Her blev Lusignan-kongerne kronet til konger af Jerusalem. Efter 1571 blev kirken moské, og en enkelt minaret blev rejst på det ene tårn. Den mægtige, næsten tomme kirkesal med bønnetæpper på gulvet er byens stærkeste indtryk
• Othellos tårn – citadellet ved havnen, bygget af Lusignanerne og forstærket af venetianerne. Navnet stammer fra Shakespeares Othello, som foregår i "en havneby på Cypern", og som formentlig er inspireret af en venetiansk officer, der tjente her. Gå op på murene for udsigten over havnen
• Kirkeruinerne – overalt i den gamle by står tomme gotiske skibe og fritstående apsider: Sankt Georg af grækerne, Sankt Georg af latinerne, karmeliterkirken og flere. De blev ødelagt af belejringens kanoner og jordskælv og er aldrig blevet genopført. De er en stor del af byens ejendommelige stemning
• Sinan Pasha-moskeen – den tidligere Peter og Paul-kirke, senere kornlager, i dag et roligt rum ved rådhuset
• Namık Kemal-fangehullet – hvor den tyrkiske digter og reformator sad fængslet i tre år i 1870'erne

Varosha

Syd for den gamle by ligger Varosha, på tyrkisk Maraş. Før 1974 var kvarteret Cyperns førende badeby: en lang sandstrand med højhushoteller, hvor internationale gæster kom om sommeren. Da kampene nåede byen, flygtede indbyggerne, og området blev efterfølgende afspærret og lukket for adgang. I mere end fire årtier stod hotellerne, butikkerne og lejlighederne tomme bag pigtråd, langsomt overgroet – et af de mest sigende billeder på øens deling.

I de senere år er dele af området blevet åbnet for besøgende ad afmærkede ruter langs strandpromenaden. Åbningen er omstridt: FN's Sikkerhedsråd har i gentagne resolutioner fastholdt, at Varosha bør overdrages til FN-administration, og de tidligere indbyggere har ikke kunnet vende tilbage til deres ejendomme. Hvad der konkret er tilgængeligt, kan ændre sig, så undersøg det på forhånd – og husk, at man bevæger sig gennem andres forladte hjem. Fotografering er begrænset flere steder.

Salamis og omegn

Ni kilometer nord for byen ligger Salamis, et af Middelhavets store ruinfelter og Cyperns hovedstad i oldtiden. Byen blev efter sagnet grundlagt efter Den Trojanske Krig og var i romersk tid øens vigtigste. I dag går man rundt mellem søjlegange, et gymnasion med statuer, romerske bade med mosaikrester, et teater med plads til omkring 15.000 tilskuere og de tidligkristne basilikaers gulve – alt sammen i pinjeskov ned til en sandstrand. Tag hat og vand med; anlægget er stort og åbent.

Lige ved siden af ligger Sankt Barnabas-klostret, rejst over apostlen Barnabas' grav. Fundet af graven i 400-tallet gav den cypriotiske kirke sin selvstændighed fra patriarken i Antiokia – derfor har ærkebiskoppen af Cypern stadig ret til at bære purpurkappe og signere med rødt blæk. Klostret rummer i dag et ikon- og arkæologisk museum. Længere mod nordøst strækker den tyndt befolkede Karpaz-halvø sig ud i havet med vilde æsler, uberørte strande og klostret Apostolos Andreas ude på spidsen.

Praktisk

Famagusta nås nemmest med lejebil eller bus. Fra den sydlige del af øen er de nærmeste overgange Strovilia og Pergamos/Beyarmudu, begge under en times kørsel fra Ayia Napa og Larnaca; fra Nicosia bruger man Agios Dometios. Tag pas med. Vær opmærksom på, at lejebiler fra syd normalt ikke er dækket af deres forsikring nord for linjen – man køber en kortvarig forsikring ved overgangen, og enkelte udlejere forbyder helt kørsel nordpå. Tjek kontrakten inden. Valutaen i nord er tyrkiske lira, mange steder tages euro, og kontanter er stadig praktiske.

Klimaet er tørt og meget varmt om sommeren – 33-37 grader i juli og august, ofte mere inde i landet. Bedste tid er april-juni og september-november, hvor ruinerne kan gås uden at koge, og badevandet stadig er over 22 grader. Vinteren er mild og grøn.

Rent juridisk bør man vide, at ejendomsforhold i den nordlige del er omstridte; køb af fast ejendom frarådes, og forsikringsforhold kan afvige. Som almindelig rejsende møder man ingen problemer, og lokalbefolkningen er gæstfri – men tjek Udenrigsministeriets rejsevejledning før afrejse.

Se hele øen i vores guide til Cypern, nabobyen på nordkysten i Kyrenia, den delte hovedstad i Nicosia og strandbyerne i syd i Ayia Napa og Limassol. Vores komplette danske rejseguide til øen finder du på https://cyprus.dk

Vores råd: Kør tidligt, tag Salamis før middagsvarmen og den murede by om eftermiddagen, når skyggerne bliver lange mellem kirkeruinerne. Sæt to-tre timer af til den gamle by alene – den er mindre, men rigere, end den ser ud på kortet.