Den Centralafrikanske Republik

Midt på det afrikanske kontinent, dér hvor Sahels tørre savanner glider over i Congobækkenets regnskov, ligger et land, som de fleste rejsende aldrig kommer til at se. Den Centralafrikanske Republik er blandt Afrikas mest utilgængelige destinationer – ikke fordi der er lidt at opleve, men fordi årtiers borgerkrig, kupforsøg og væbnede grupper har gjort landet næsten umuligt at rejse i.

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Den Centralafrikanske Republik. Frarådningen omfatter hele landet, Danmark har ingen ambassade i Bangui, og konsulær bistand er stærkt begrænset. Følg altid den aktuelle rejsevejledning på um.dk. Denne side er skrevet efter det, man kunne kalde udskyd-modellen: en præsentation af, hvad landet rummer, for den, der vil forstå et af Afrikas mindst kendte hjørner – og eventuelt gemme rejsen til en periode, hvor forholdene tillader den.

For landet rummer noget helt særligt. I det sydvestlige hjørne ligger Dzanga-Sangha, et af de mest bemærkelsesværdige naturområder på hele kontinentet, og et af de få steder i verden, hvor man kan se skovelefanter i hundredvis på én gang.

Højdepunkter

• Dzanga Bai – "landsbyen af elefanter" – en naturlig lysning i regnskoven, hvor mineralholdigt vand siver op af jorden. Hertil kommer skovelefanter i flok fra hele det omkringliggende skovområde; fra en hævet observationsplatform kan man se 50-100 dyr samtidig grave i mudderet efter salte, mens ungerne slås og hannerne mønstrer hinanden. Der findes ikke noget lignende skue i Afrika, og skovelefanten – mindre, mørkere og med lige stødtænder – er en anden og langt sjældnere art end savanneelefanten
• Lavlandsgorillaer – i Dzanga-Sangha har forskere gennem årtier vænnet grupper af vestlige lavlandsgorillaer til menneskelig tilstedeværelse. Hvor bjerggorillaerne i Rwanda og Uganda er verdenskendte, er sporingen af lavlandsgorillaer her en langt mindre besøgt og mere krævende oplevelse gennem tæt, våd skov
• Ba'Aka-folket – regnskovens oprindelige jægere og samlere, hvis polyfone sang står på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Guidede skovvandringer med Ba'Aka-sporere har været en central del af Dzanga-Sanghas turismemodel: net-jagt, medicinplanter, honningindsamling og en detaljeret viden om skoven, der ikke findes nedskrevet noget sted
• Sangha-flodens trelandsområde – parken indgår i et grænseoverskridende UNESCO-verdensarvsområde sammen med Lobéké i Cameroun og Nouabalé-Ndoki i Republikken Congo; sammen dækker de et af de mest intakte regnskovsøkosystemer i verden, med bongo-antiloper, skovbøfler og bongoer i lysningerne
• Bangui – hovedstaden ved Ubangi-floden, med udsigt over til DR Congo på den anden bred. Byen har et centralmarked, en katedral fra kolonitiden, Boganda-museet med etnografiske samlinger, og et musikliv præget af nabolandets congolesiske rumba. Chutes de Boali, vandfaldene godt 90 km mod nordvest, har historisk været hovedstadens udflugtsmål
• Manovo-Gounda St. Floris – savanneparken i nord, UNESCO-verdensarv, men optaget på listen over truet verdensarv efter årtiers krybskytteri; den er reelt utilgængelig

Bedste rejsetid

Landet spænder over to klimazoner. I syd, hvor Dzanga-Sangha ligger, er klimaet ækvatorialt med regn det meste af året; de mest fremkommelige måneder er traditionelt december-februar og en kortere tør periode i juni-juli. Skovvejene til parken er jordveje, og i den kraftige regntid kan de være ufremkommelige i dagevis.

I nord og centralt er klimaet tropisk savanne med en klar tørtid fra november til marts og regn fra maj til oktober. Harmattan-vinden fra Sahara giver i december-januar en støvet dis.

Men som i alle lande med aktive frarådninger er sæsonen ikke det, planlægningen begynder med. Adgangen til Dzanga-Sangha har historisk afhængt af, om ruten fra Cameroun har været farbar og sikker – parken nås i praksis lettere fra Douala i Cameroun end fra Bangui, hvor vejen sydpå går gennem områder, der i perioder har været kontrolleret af væbnede grupper.

Godt at vide

Sikkerheden fylder alt. Siden 2013 har konflikten mellem forskellige væbnede grupper præget landet, og selv om der har været perioder med relativ ro i hovedstaden, er store dele af landet uden for regeringens kontrol. En FN-mission har været til stede i årevis. Konsekvensen for rejsende er entydig: Når Udenrigsministeriet fraråder alle rejser, dækker rejseforsikringen typisk ikke, og der er ingen realistisk mulighed for hjælp, hvis noget går galt. Sundhedsvæsenet er blandt verdens svageste, og medicinsk evakuering fra det indre af landet er i praksis meget vanskelig.

Naturbeskyttelsen i Dzanga-Sangha har på trods af alt overlevet, båret af et samarbejde mellem myndighederne og internationale naturorganisationer, og parken har i stabile perioder taget imod et lille antal besøgende gennem etablerede operatører. Skulle du en dag rejse dertil, går vejen gennem parkens egne officielle kanaler og gennem Cameroun – aldrig på egen hånd.

Praktisk: Visum søges hjemmefra, gul feber-vaccination er et krav, og malariaforebyggelse er nødvendig hele året i et af verdens hårdest ramte områder. Valutaen er CFA-franc (XAF), bundet til euroen; kontanter i euro er i praksis nødvendige, da hæveautomater knap findes uden for Bangui. Sprogene er fransk og sango – sidstnævnte er et af Afrikas få nationalsprog, som næsten hele befolkningen taler på tværs af de mange etniske grupper. Prisniveauet lyder lavt, men bliver højt i praksis: Alt skal flyves ind, guider og parktilladelser koster, og en tur til Dzanga-Sangha ender typisk i samme prisleje som en gorillasafari i Rwanda.

Vil du opleve regnskovens store dyr uden at gå på kompromis med sikkerheden, er alternativerne konkrete: Odzala og Nouabalé-Ndoki i Republikken Congo dækker samme økosystem, og Uganda og Rwanda har gorillaturismen sat i system.

Vores råd: Behandl Den Centralafrikanske Republik som et sted, du læser om nu og måske ser senere. Følg Dzanga-Sanghas naturprojekter, se dokumentarfilmene om Dzanga Bai – og hvis regnskovens elefanter og gorillaer er drømmen, så realisér den i et naboland, hvor rejsevejledningen ikke står i vejen.