Tadsjikistan

Tadsjikistan er bjergenes republik i renkultur: Over 90 procent af landet ligger i bjerge, og halvdelen over 3.000 meter. Her løber en af verdens mest legendariske vejstrækninger, Pamir Highway – M41 – der som verdens næsthøjeste internationale hovedvej sniger sig over 4.655 meter høje pas gennem et månelandskab af gletsjerfloder, saltsøer og græssende yakokser. "Verdens tag" kaldte man Pamir, og deroppe forstår man hvorfor: Himlen er tættere på, luften tynd, og landsbyerne små oaser af poppeltræer og gæstfrihed i et ellers goldt storslået ingenting.

Landet er fattigt og infrastrukturen mager, men netop det gør rejsen: Turismen er ung, møderne ægte og hjemstavnsstoltheden stor. Tadjikerne er persisktalende – i modsætning til de tyrkisksprogede naboer – og ser sig som arvtagere til samanidernes storhedstid, hvilket fejres med monumental patos i hovedstaden Dusjanbe.

Højdepunkter

• Pamir Highway – den store rejse: 3-7 dage i firehjulstrækker fra Dusjanbe via Khorog til Osh i Kirgisistan, over Ak-Baital-passets 4.655 meter og forbi den dybblå Karakul-sø – et af verdens store roadtrip-eventyr
• Wakhan-korridoren – sløjfen langs Panj-floden med Afghanistan på den anden bred: ruinfæstninger fra silkevejstiden, varme kilder i Bibi Fatima, buddhistiske spor i Vrang og udsigt til Hindu Kush' hvide mur
• Fann-bjergene – landets trekkingjuvel i vest: turkise søer som Iskanderkul og Alauddin-søerne, 5.000 meter-tinder og teltruter fra hytte til hytte i dagsrejseafstand fra både Dusjanbe og Samarkand
• Jagnob-dalen – den afsides dal, hvor der stadig tales jagnobi, et sprog med rødder i oldtidens sogdisk
• Dusjanbe – hovedstaden med verdens engang højeste flagstang, Rudaki-parkens fontæner, et glimrende nationalmuseum og basaren Mehrgon
• Khorog – Pamirs afslappede lille hovedby med botanisk have i 2.320 meters højde og en påfaldende veluddannet, engelsktalende ungdom
• Hjemstavnsophold – Pamirs netværk af homestays: en madras i familiens stue, brød fra tandooren og te uden ende – rejsens egentlige højdepunkt

Bedste rejsetid

Pamir bereises juni-september; juli-august er de sikreste måneder på de høje pas, og september byder på klar luft og høstens guld i Wakhan. Fann-bjergene har sæson fra ca. juni til september. Vinteren lukker reelt højlandet for almindelige rejsende, og forårets smeltevand kan skylle veje væk. Dusjanbe og lavlandet er behageligst forår og efterår – sommeren dernede er hed.

Godt at vide

Danske statsborgere søger e-visum hjemmefra – og skal huske at tilkøbe GBAO-permit, den særlige tilladelse til den autonome Gorno-Badakhsjan-provins, som hele Pamir Highway øst for Kalaikhum løber igennem. Uden den kommer man ikke forbi checkpointene. Tjek altid Udenrigsministeriets rejsevejledning: GBAO har periodisk oplevet uro, hvor permits midlertidigt ikke blev udstedt, og grænseområder mod Afghanistan og dele af grænsen mod Kirgisistan kræver aktuel orientering.

Rejsen kræver logistik: Offentlig transport i Pamir er sporadisk, så de fleste deler en Landcruiser med chauffør (regn med ca. 700-1.200 kr. pr. bil pr. dag) fundet via gæstehuse i Dusjanbe, Khorog eller Osh. Homestays koster typisk ca. 100-200 kr. med aftensmad. Valutaen er somoni; tag kontanter med til hele Pamir-turen, og regn ikke med hverken hæveautomater, apoteker eller hurtigt internet undervejs. Højden er alvor – flere pas ligger over 4.000 meter, så drik vand, kør højden gradvist op, og tag højdesyge alvorligt.

Vores råd: Kør Pamir Highway fra Dusjanbe mod Osh – så stiger højden gradvist, og kroppen når at følge med – og giv Wakhan-korridoren de ekstra to dage, omvejen koster. Det er dér, mellem fæstningsruiner og Hindu Kush, at rejsen bliver uforglemmelig.