Surinam er Sydamerikas mindste land og et af kontinentets mærkeligste – på den gode måde. Det var hollandsk koloni indtil 1975, og hollandsk er stadig officielt sprog, hvilket gør Surinam til det eneste land i Amerika, hvor man taler et germansk sprog ud over engelsk. På gaden i hovedstaden Paramaribo hører man dog lige så ofte sranantongo, kreolsproget, plus hindustani, javanesisk og kinesisk.
For befolkningssammensætningen er landets virkelige særkende. Efterkommere af afrikanske slavegjorte, indiske og javanesiske kontraktarbejdere, kinesere, libanesere, hollændere og oprindelige folk lever side om side, og i Paramaribo står en synagoge og en moske som naboer på samme gade – et fotomotiv, landet er stolt af. Køkkenet følger med: Du kan spise indonesisk bami, indisk roti, kinesisk nudler og kreolsk pom inden for samme karré.
Bag den smalle kystslette, hvor 90 procent af landets godt 600.000 indbyggere bor, ligger resten: en af verdens mest intakte regnskove, der dækker over 90 procent af arealet og kun kan nås ad floder eller med småfly.
Højdepunkter
- Paramaribo – UNESCO-verdensarv for det historiske centrum: rækker af hvidmalede hollandske træhuse med grønne skodder, Fort Zeelandia ved Surinamefloden, den enorme trækatedral St. Peter og Paul (en af verdens største trækirker) og Waterkant, hvor man drikker Parbo-øl i skumringen
- Upper Suriname River – flodture med udhulede kanoer til maroonlandsbyerne, hvor efterkommere af undslupne slavegjorte i 300 år har levet med vestafrikanske traditioner i behold: trommer, træskærerkunst og eget sprog. Overnatning i simple lodges ved strømfaldene
- Central Suriname Nature Reserve – 16.000 kvadratkilometer urørt regnskov, verdensarv og et af Amazonasregionens største beskyttede områder. Kernen er Raleighvallen med granitklippen Voltzberg, som man bestiger for udsigten over et endeløst grønt tæppe
- Brownsberg Nature Park – den nemmeste naturoplevelse, halvanden times kørsel fra byen: bordbjerg med vandfald, brøleaber og udsigt over Brokopondo-søen med druknede skovtoppe stikkende op af vandet
- Galibi – kystreservatet ved Marowijnefloden, hvor læderskildpadder og grønne havskildpadder lægger æg fra februar til august; nås med båd fra Albina
- Commewijne – de gamle plantager øst for hovedstaden med hollandske herregårde, kakao- og kaffemarker; oplagt på cykel med færgen over floden
- Jodensavanne – ruinerne af et jødisk plantagesamfund fra 1600-tallet inde i skoven, med en af den nye verdens ældste synagogetomter
Bedste rejsetid
Surinam har to tørtider og to regntider. Februar-april og august-november er de tørreste og bedste perioder til regnskov og flodture – vejene til det indre er farbare, og myggene færre. Den lange regntid maj-juli og den korte i december-januar giver kraftige byger, men skoven står smukkest, og floderne er høje.
Temperaturen ligger stabilt på 25-33 grader året rundt med høj luftfugtighed. Vil du se skildpadder ved Galibi, skal turen ligge i marts-juli, hvor æglægningen er på sit højeste – det passer godt sammen med den tørre februar-april. Bemærk også, at store dele af landet holder fri under den hinduistiske forårsfest Phagwa (Holi) og under Javanesisk og kreolsk nytår – festlige, men praktisk besværlige dage.
Mad og hverdag
Surinamsk mad er den hurtigste vej ind i kulturen. Roti – et tyndt fladbrød serveret med kylling, kartoffel og lange bønner i karry – er nationalretten og fås overalt for under 50 kr. Javaneserne har givet landet bami, nasi og de små warungs, madboder der åbner om aftenen, især i kvarteret Blauwgrond nord for Paramaribo, hvor man spiser under åben himmel. Fra det kreolske køkken kommer pom, en gratineret ret af rodfrugten pomtajer med kylling og citrus, som serveres ved enhver fest, og moksi alesi, blandet ris med saltkød. Til det drikkes Parbo-øl i den store flaske, som deles.
Hverdagen er stille og venlig. Surinamere kalder selv deres samfund switi Sranan – det søde Surinam – og er stolte af, at religionerne fungerer side om side; helligdagskalenderen rummer både hinduistiske, muslimske, kristne og javanesiske fester, og de fleste fejrer med på tværs. Tag det roligt med tempoet: aftaler er vejledende, og butikker lukker tidligt på eftermiddagen på grund af varmen.
Godt at vide
Surinam er billigere end de fleste sydamerikanske lande på gadeplan, men dyrt at komme rundt i. Et lokalt måltid koster 30-60 kr., et pænt hotel i Paramaribo 400-700 kr. pr. nat. Til gengæld sælges regnskovsture som pakker gennem operatører i Paramaribo, og en tredages tur til Upper Suriname eller Raleighvallen koster typisk 2.000-4.000 kr. med transport, kost og guide. Det er reelt den eneste måde at komme derud på – individuel rejse i indlandet er meget svær. Valutaen er surinamesisk dollar, som har været ustabil; medbring kontanter i euro eller USD og skift løbende, og regn med at kontanter er nødvendige uden for hovedstaden.
Der er ingen direkte fly fra Danmark, men Amsterdam-Paramaribo er den klassiske rute med daglige afgange – en arv fra kolonitiden, der gør Surinam usædvanlig let at nå fra Europa. Alternativt via Trinidad eller Belém. Danskere skal have indrejsetilladelse eller e-visum; tjek reglerne før afrejse, da de ændres jævnligt. Gul feber-vaccination og malariaforebyggelse til indlandet bør drøftes med en rejseklinik. Paramaribo er forholdsvis rolig, men undgå at gå alene i mørke i udkanten af centrum, og tjek Udenrigsministeriets rejsevejledning.
Landet ligger midt i Guyanaskjoldet og kombineres oplagt over land med naboerne: færge over Corantijnefloden til Guyana mod vest og over Marowijne til Fransk Guyana mod øst, hvorfra man kan fortsætte til Brasilien. Er du interesseret i den hollandske forbindelse, se også Holland.
Vores råd: Book mindst tre-fire dage i det indre – helst ved Upper Suriname River. Paramaribo er charmerende og kan ses på to dage, men det er nætterne ved strømfaldene, hvor trommerne fra landsbyen bærer over vandet og skoven larmer af insekter, der bliver hængende, længe efter du er hjemme igen.