San Marino

San Marino er 61 kvadratkilometer klippe og bakkeland midt i Italien, cirka 25 kilometer fra Adriaterhavet – og efter eget udsagn verdens ældste eksisterende republik. Grundlæggelsesåret er 301, hvor stenhuggeren Marinus ifølge legenden flygtede fra kejser Diocletians kristenforfølgelser og slog sig ned på toppen af Monte Titano. Historien er næppe dokumenterbar, men den er langt mindre usandsynlig end det faktum, at et lille bjergsamfund faktisk har holdt sig uafhængigt af paver, condottierer, Napoleon og Mussolini i mere end halvandet årtusinde.

Trikset var afsides beliggenhed kombineret med diplomatisk fingerspidsfornemmelse. Da Garibaldi flygtede gennem området i 1849, gav San Marino ham husly – og da Italien blev samlet, blev republikken belønnet med at forblive selvstændig. Under Anden Verdenskrig var det neutralt og tog imod over 100.000 flygtninge, mere end tre gange sin egen befolkning. I dag har landet omkring 34.000 indbyggere, to statsoverhoveder ad gangen og en forfatningstradition, der er ældre end de fleste nationer.

Hele bykernen og bjerget står siden 2008 på UNESCOs verdensarvsliste, ikke for enkeltbygningernes skyld, men som et levende vidnesbyrd om en bystatsrepublik, der aldrig blev opslugt.

Højdepunkter

• De tre tårne på Monte Titano – landets nationalsymbol, afbildet på flaget og på mønterne. Guaita fra 1000-tallet er den ældste og mest fotograferede, med en indre borggård og en ringmur, der falder direkte i afgrunden. Cesta ligger på bjergets højeste punkt i 755 meter og huser et våbenmuseum. Montale er den mindste og er lukket for besøgende, men vejen derud ad klipperyggen er turens smukkeste stykke. En kombibillet dækker de to første
• Passo delle Streghe – "heksepasset", den smalle klippesti mellem Guaita og Cesta med lodret fald til begge sider og udsigt over Adriaterhavet på klare dage, helt til Kroatiens bjerge
• Palazzo Pubblico og Piazza della Libertà – regeringsbygningen fra 1894 i nygotisk stil. Om sommeren skifter vagten i Rustningsgarden foran med et ceremoniel, der er lige dele alvor og turistattraktion. Indenfor mødes Det Store Råd, og hver 1. april og 1. oktober indsættes to nye Capitani Reggenti, statsoverhoveder der sidder i præcis seks måneder – et system, der går tilbage til 1243
• Basilica di San Marino – nyklassicistisk kirke fra 1838, hvor grundlæggerens relikvier opbevares under højalteret
• Svævebanen fra Borgo Maggiore – en to minutters tur op ad bjergsiden med den fineste ankomst til den gamle by, og den nemmeste måde at undgå de stejle serpentiner
• Museo di Stato – statsmuseet med arkæologi, mønter og kunst; landets ene rigtige museum blandt en stribe kommercielle attraktioner om tortur, vampyrer, voks og kuriositeter, som man roligt kan springe over
• Borgo Maggiore og Serravalle – livet uden for kulissen: torvedag i Borgo Maggiore om torsdagen og landets største by, Serravalle, nede i dalen, hvor sanmarinesere rent faktisk bor og handler
• Misano-banen lige syd for grænsen i Italien afvikler et MotoGP-løb under navnet San Marino Grand Prix i september – en stor uge i hele regionen

Bedste rejsetid

April til juni og september-oktober er de bedste måneder: 18-26 grader, klar udsigt fra tårnene og et roligere bjerg. Juli-august er varmt, 28-33 grader, og hovedgaden fyldes af dagsturister fra badebyerne på Adriaterhavskysten – bussen fra Rimini sætter tusindvis af mennesker af hver dag i højsæsonen.

Vinteren er kold, blæsende og ofte tåget deroppe; flere attraktioner har kortere åbningstid, men adventstiden med Natale delle Meraviglie forvandler byen til et af Italiens smukkeste julemarkeder. Den store nationaldag er 3. september, republikkens grundlæggelsesdag, med middelalderoptog og fyrværkeri.

Uanset sæson gælder ét råd: Bliv til om aftenen. Efter klokken 17 kører busserne ned til kysten, gaderne tømmes, og den gamle by bliver et helt andet og langt smukkere sted, når solen går ned bag Apenninerne.

Godt at vide

San Marino har hverken lufthavn eller jernbane. Den normale vej ind er med bus fra Rimini – afgang fra banegården, ca. 50 minutter, billet omkring 40 kr. hver vej. Rimini nås med tog fra Bologna på ca. en time, og de nærmeste lufthavne er Rimini, Bologna (ca. 2 timer) og Ancona. I bil er der god parkering i terrasseanlæg under den gamle by, forbundet med elevatorer og rullebånd – kør ikke ind i selve bykernen, som er lukket for gennemkørsel.

Landet er ikke medlem af EU, men bruger euro efter aftale og præger sine egne mønter, der er eftertragtede blandt samlere. Der er ingen grænsekontrol, og danske rejsende behøver kun pas eller id-kort. På turistkontoret kan man for omkring 40 kr. få et souvenirstempel i passet – ikke et gyldigt indrejsestempel, men landets bedst sælgende suvenir.

Momsen er lavere end den italienske, og derfor er hovedgaden fyldt med butikker med parfume, elektronik, ure, alkohol og våben – dét er, hvad de fleste dagsturister kommer efter, og det præger desværre gadebilledet mere end historien gør. Prisniveauet på mad og hotel ligger til gengæld pænt: hovedret typisk 90-160 kr., hotelværelse 500-900 kr.

Køkkenet er romagnolsk med egne specialiteter: piadina (det tynde fladbrød med skinke og squacquerone-ost), passatelli i bouillon, nidi di rondine (bagt pastaruller) og desserten torta tre monti, en lagkage af vaffelplader og chokolade formet efter de tre tårne. Drik en Sangiovese eller en sød Moscato fra republikkens egne vinmarker.

San Marino kombineres bedst med resten af regionen – se vores guider til Italien, Rimini og Bologna.

Vores råd: Tag bussen op fra Rimini om eftermiddagen og bliv natten over. Du får bjerget for dig selv, når dagsturisterne er kørt, du kan gå Passo delle Streghe i aftenlys, og næste morgen er du ved tårnene, før den første bus ankommer. Ét døgn er nok – men det skal være det rigtige døgn.