Port-au-Prince er en af Vestens mest intense byer: næsten tre millioner mennesker i et amfiteater af bakker ned mod Gonâve-bugten, med markeder, der bruser over i gaden, tap-tap-busser malet som rullende ikoner, og en kunstscene, der hører til hele Amerikas mest originale. Byen er hovedstad i verdens første frie sorte republik – staten, som slavegjorte mennesker selv kæmpede sig til i 1804 – og den stolthed er stadig det, der bærer alt andet.
Men lad os sige det med det samme, sådan som vi også gør på vores sider om Haiti og DR Congo: Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Haiti, og Port-au-Prince er epicentret for frarådningen. Store dele af hovedstaden har i de seneste år været kontrolleret af bevæbnede bander, kidnapninger rammer også tilfældige forbipasserende, lufthavnen har været lukket i perioder, og statens funktioner er brudt sammen i store dele af byen. Når rejser frarådes, dækker rejseforsikringen typisk ikke, og der er ingen ambassadefunktion at læne sig op ad. Et besøg er reelt uansvarligt. Denne side er derfor ikke en rejseplan, men et portræt: byen at kende og forstå – rejsen at gemme til en anden tid.
Det skal du opleve
Marché en Fer – jernmarkedet
Byens vartegn er Marché Hyppolite, af alle kaldt Iron Market: en jernkonstruktion med to røde klokketårn og minaret-agtige spir, rejst i 1891. Historien om bygningen er lige så haitiansk som resten: konstruktionen var oprindeligt bestilt til en jernbanestation i Kairo, men handlen faldt fra hinanden, og præsident Hyppolite købte den i stedet til sin hovedstad. Markedet er stadig byens handelshjerte – mangoer, yams, trækul, sandaler, vodou-artikler, medicinske urter, alt sammen i et støjniveau, der er svært at forberede sig på. Bygningen kollapsede delvist i jordskælvet i 2010, blev genopført allerede i 2011 og har siden igen været ramt af brand – og hver gang rejst igen.
Gingerbread-husene
Mellem 1880 og 1920 byggede Port-au-Prince' velhavende familier en helt egen arkitektur: høje trævillaer med spidse tage, verandaer, farvede glasruder og udskåret gitterværk som kniplinger. De kaldes gingerbread-huse, og de findes stadig i kvartererne Pacot og Bois Verna. Da jordskælvet kom, viste den lette trækonstruktion sig langt sejere end nabolagenes betonbyggeri – mange af husene stod, hvor betonen faldt sammen. Flere af dem forfalder i dag af mangel på midler, og bevaringsarbejdet er en af byens stille kampe. Hotel Oloffson, der har lagt kulisse til Graham Greenes roman De Gøglere, er det mest berømte af dem.
Kunsten
Haitiansk kunst er ikke folklore, men en international kunstretning, og Port-au-Prince er dens hovedstad. Centre d'Art, grundlagt i 1944, satte gang i den bevægelse, der gjorde navne som Hector Hyppolite og Philomé Obin verdenskendte. I Cathédrale Sainte-Trinité dækkede haitianske mestre i 1950'erne væggene med bibelske scener befolket af haitianere – katedralen faldt i 2010, og kun tre af muralerne kunne reddes og restaureres. På Grand Rue arbejder kollektivet Atis Rezistans med skulpturer af skrot, bildele og kranier i en rå, vodou-inspireret stil, der har været udstillet på Documenta i Kassel. Og på MUPANAH, nationalmuseet ved Champ de Mars, står ankeret fra Columbus' Santa María sammen med relikvier fra revolutionen og de haitianske kongers tid.
Jordskælvet og genopbygningen
Den 12. januar 2010 ramte et jordskælv af styrke 7,0 med epicenter kun 25 kilometer fra byen. Præsidentpaladset, katedralen, ministerierne, FN-hovedkvarteret og hundredtusindvis af hjem faldt sammen på under et minut, og dødstallet anslås til mellem 200.000 og 300.000. Genopbygningen blev en af nyere tids mest omdiskuterede internationale indsatser: milliarder blev lovet, meget nåede aldrig frem til haitianske hænder, og en koleraepidemi indslæbt af FN-styrker kostede yderligere titusinder livet. Præsidentpaladsets ruin blev revet ned i 2012, og den nye bygning er stadig ikke rejst. Vil man forstå Port-au-Prince i dag, må man forstå, at byen aldrig kom sig helt efter det ene minut.
Citadellet – men fra Cap-Haïtien
Haitis store rejsemål, fæstningen Citadelle Laferrière og paladset Sans-Souci ved Milot, er på UNESCOs verdensarvsliste og hører til Amerikas mest imponerende bygningsværker: en fæstning på en 900 meter høj bjergtop, rejst efter uafhængigheden af kong Henri Christophe med mure på op til fire meters tykkelse. Den ligger imidlertid i nord og nås fra Cap-Haïtien, ikke fra hovedstaden – de to byer er adskilt af 250 kilometer vej gennem terræn, hvor sikkerheden har været den mest usikre del af rejsen. Nordkysten har periodevis været roligere end hovedstaden, og krydstogtskibe har i visse perioder anløbet den afskærmede Labadee-halvø, men landet som helhed kan ikke anbefales.
Bedste rejsetid
Klimaet er tropisk med to regnperioder. November til marts er den tørreste og køligste tid med 25-30 grader og lav luftfugtighed – teoretisk set byens bedste måneder, og også karnevalstiden i februar, hvor Port-au-Prince i normale år fyldes af rara-bands og danserækker i gaderne. April-maj og august-oktober er våde, og august-oktober er samtidig orkansæsonens højdepunkt; Haiti er blandt de mest udsatte lande i Caribien.
Men kalenderen er ikke det, der afgør noget her. Enhver planlægning må begynde med Udenrigsministeriets aktuelle rejsevejledning på um.dk – og først derefter med vejret.
Godt at vide
Sikkerhedssituationen er den altoverskyggende faktor. Bandekontrol af hele bydele, blokerede indfaldsveje, kidnapninger og lukkede lufthavnsperioder gør, at selv erfarne nødhjælpsorganisationer bevæger sig med pansrede køretøjer og faste protokoller. Lad rejsevejledningen være dommer, ikke drømmen.
Til baggrund: Sprogene er haitiansk kreol og fransk – kreol er modersmål for stort set alle. Valutaen er gourde, men amerikanske dollars bruges bredt. Vodou er en officielt anerkendt religion og en levende del af hverdagen, ikke det, film har gjort den til. Køkkenet er stærkt og godt: griot (marineret, friturestegt svinekød), pikliz (syrlig kålsalat med chili), soup joumou – græskarsuppen, der spises hver 1. januar til minde om uafhængigheden og er optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv – og rom fra Barbancourt. Musikken er kompa, racine og rara.
Vores råd: Læs Haiti i stedet for at rejse dertil lige nu – historien om revolutionen, malerierne, romanerne af Dany Laferrière og Edwidge Danticat. Følg Udenrigsministeriets rejsevejledning, og gem Port-au-Prince til den dag, byen selv siger, at der er plads til gæster igen.