Østtimor er den østlige halvdel af øen Timor, yderst i den indonesiske øbue, og deler øen med Indonesien. Landet er 14.874 km², cirka en tredjedel af Danmark, og næsten alt sammen står på højkant. En bjergryg løber ned ad midten fra vest til øst, og den kulminerer i Tatamailau — også kaldet Ramelau — i 2.986 meters højde. På en ø så smal er det usædvanligt højt, og det er den kendsgerning, der styrer alt andet.
Ryggen deler klimaet. Nordkysten ligger i læ og er tør, stenet og stejl, med en smal stribe mellem bjergfod og hav. Sydsiden vender mod regnen, er grønnere og fladere og har flere floder, men også flere ufremkommelige strækninger i regntiden. Fordi ryggen ligger så tæt på nordkysten, er nord-syd-ture altid en bjergtur.
Til landet hører også enklaven Oecusse, der ligger for sig selv inde i den indonesiske del af øen, samt øerne Atauro nord for Dili og Jaco længst mod øst. Se også guiden til Østtimor og siden om kort og kortressourcer.
Kysten, bjergene og øerne
Nordkysten er landets hovedstrøg. Dili ligger midt på den, klemt mellem bjerge og hav, og vejen østpå følger vandkanten med koralrev så tæt på land, at man kan svømme ud til dem fra vejkanten. Vest for Dili fortsætter kysten mod den indonesiske grænse.
Bjergene i midten er, hvor folk bor. Landsbyerne ligger højt, ofte i 1.000-1.800 meters højde, hvor det er køligt om natten, og hvor kaffen dyrkes i skyggen under gamle træer. Maubisse er den lettest tilgængelige bjergby, og fra Hatubuilico går ruten op til Tatamailau, typisk i nattemørke for at nå toppen ved solopgang.
Sydkysten er den våde side: bredere slette, flere floder, færre veje og betydeligt færre besøgende. Suai og Betano ligger her, og olie- og gasfelterne ude i Timorhavet hører til denne side af landet.
Østenden omkring Tutuala og Com er tør savanne og kalkterrasser, der trapper ned mod havet. Yderst ligger Nino Konis Santana-nationalparken og den ubeboede ø Jaco.
Atauro ligger cirka 25 kilometer nord for Dili i Ombai-strædet, hvor vandet bliver meget dybt meget hurtigt. Det er grunden til, at hvaler og delfiner passerer tæt på øen, og at revene omkring den er blandt de artsrigeste, der er målt.
Afstandene
Vejene er det, der bestemmer rejsen. Nordkystvejen er den bedste i landet; alt andet er smalt, snoet og udsat for jordskred.
- Dili-Baucau langs nordkysten: cirka 120 kilometer, men regn med tre timer
- Dili-Maubisse op i bjergene: cirka 70 kilometer og to til tre timer, hvoraf det meste er stigning
- Dili-Tutuala i østenden: seks til otte timer, og den sidste strækning ned til kysten kræver firehjulstræk
- Dili til sydkysten over bjergene: det meste af en dag, uanset hvilken rute man vælger
- Dili-Atauro: en time med hurtigbåd, to til tre timer med den almindelige færge
- Dili-Oecusse: en halv time med fly, eller en overnatning med skibet. Ad vej skal man gennem Indonesien og have visum til det
I regntiden bør man lægge en ekstra dag ind i alle overslag. Broer går væk, og floder skal krydses ved vadested.
Regntid og tørtid
December-april er regntid, hvor sydsiden får mest og vejene lider. Maj-oktober er tør og støvet, og det er den tid, man rejser i. Havet er roligst og klarest i tørtiden, og fra oktober til december passerer hvalerne gennem Ombai-strædet forbi Atauro. Oppe i bjergene er det køligt året rundt, og på Tatamailau kan det være tæt på frysepunktet før daggry.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap er den bedste digitale dækning, men vejkvalitet fremgår ikke — en tegnet vej kan være asfalt eller en udvasket grusrende
- Offline-kort er nødvendige. Mobildækningen holder i Dili og de større byer og forsvinder i dalene
- Dykkercentrenes revkort over Atauro og nordkysten viser indgangene fra land, som ellers ikke er markeret nogen steder
Sæt to nætter af til Atauro og en til bjergene. Landet er lille på kortet og langsomt i virkeligheden, og det er gennemsnitsfarten, ikke kilometrene, der overrasker.
Se nøgletallene på fakta om Østtimor, og find flere rejsemål under Østtimor.