Halvøen af en ø øst for Bali, nord for Australien: Østtimor – på portugisisk og officielt Timor-Leste – er Asiens yngste nation og et af de mindst besøgte lande i regionen. Under 100.000 udenlandske gæster om året finder vej hertil, og de færreste af dem er turister. Det er en del af pointen. Her findes ingen strandklubber, ingen bagpakkergader, ingen resorts med lysende skilte – men til gengæld koralrev, der ifølge marinbiologernes optællinger hører til de artsrigeste på kloden, bjerge på over 2.900 meter, portugisisk-katolsk kulturarv midt i Sydøstasien og en befolkning, der bærer en af de mest gribende frihedshistorier i nyere tid.
Landet blev portugisisk koloni i 1500-tallet og forblev det i næsten 450 år. Da Portugal trak sig i 1975, erklærede Timor-Leste sig selvstændigt – og blev inden for få dage invaderet af Indonesien. Der fulgte 24 års besættelse og en modstandskamp, der kostede en meget stor del af befolkningen livet. Efter en FN-overvåget folkeafstemning i 1999 og en periode under FN-administration blev landet formelt selvstændigt den 20. maj 2002 som det 21. århundredes første nye nation. Den historie mærkes overalt: i mindesmærkerne, i sproget, i den påfaldende venlighed over for besøgende – og i en national stolthed, der ikke er til at overse.
Højdepunkter
- Atauro-øen – 25 km ud for Dili ligger en ø, hvis omgivende rev i en videnskabelig kortlægning viste sig at have det højeste gennemsnitlige antal revfiskearter, der nogensinde er registreret. Sagt anderledes: verdens artsrigeste rev. Dykning og snorkling foregår direkte fra kysten eller fra små både, husrivene begynder få meter fra land, og der er sjældent andre i vandet. Øen nås med færge eller hurtigbåd fra Dili på mellem 45 minutter og godt to timer, og overnatning sker i økolodges og homestays i landsbyer som Beloi og Vila
- Dykning langs nordkysten – man behøver ikke båd. Fra kystvejen vest og øst for Dili kan man køre til stribevis af navngivne dykkersteder, parkere i vejsiden og gå i vandet ved et revskrænt, der falder lodret ned i det dybe. Stederne omkring Com og Tutuala i øst og strækningen ved Dollar Beach og Bob's Rock i vest er blandt de kendteste. Hvalvandring: Ombai-Wetar-strædet nord for landet er en migrationskorridor for kaskelothvaler, grindehvaler og delfiner – observationsture sejler typisk fra Dili i sæsonen
- Dili – hovedstaden er lille, lav og afslappet, med portugisiske kolonibygninger, en havnepromenade og Cristo Rei-statuen på en pynt øst for byen, hvorfra 500 trin fører op til udsigten over to bugter. Chega!-udstillingen i det gamle Balide-fængsel og Modstandsmuseet (Arquivo & Museu da Resistência Timorense) fortæller besættelsens og modstandskampens historie med en direkte, uudglattet ærlighed – museet er landets vigtigste og bør ligge først i programmet, ikke sidst. Tais-markedet sælger de vævede traditionelle stoffer, hver med sit regionale mønster
- Mount Ramelau (Tatamailau) – landets højeste punkt på 2.986 meter. Man overnatter i landsbyen Hato Builico og går de sidste par timer op i mørket for at nå toppen ved solopgang, hvor man i klart vejr ser havet på begge sider af øen. På toppen står en Jomfru Maria-statue, og bjerget er et vigtigt pilgrimsmål
- Kaffen – Timor-Leste dyrker Arabica i skygge højt oppe i bjergene omkring Ermera, Maubisse og Letefoho, og en stor del af eksporten er økologisk certificeret. Sorten Hibrido de Timor, en naturlig krydsning mellem arabica og robusta opdaget på øen, har haft global betydning for sygdomsresistent kaffeforædling. Bjergbyen Maubisse med sit gamle portugisiske pousada er den naturlige base
- Jaco-øen og Nino Konis Santana-nationalparken – i landets østligste spids ligger en ubeboet, hellig ø med hvid sandstrand, som fiskere sejler besøgende over til om dagen – men ingen må overnatte. Undervejs ligger Tutuala og hulemalerierne ved Lene Hara, blandt de ældste kunstspor i regionen
- Baucau og østkysten – landets næststørste by med en gammel portugisisk bydel, et markedshus i art deco og en kystvej, der hører til Sydøstasiens smukkeste bilture
Bedste rejsetid
Klimaet er tropisk med to tydelige sæsoner. Maj til november er tørtid og den klart bedste rejsetid: sol, roligt hav, gode sigtbarhedsforhold under vandet og farbare bjergveje. Juli-september er højsæsonen for dykning, og hvalobservationer er typisk bedst i oktober-december.
December til april er regntid med kraftige eftermiddagsbyger, jordskred på bjergvejene og dårligere sigtbarhed i vandet. Landskabet er til gengæld frodigt, og kysten er stadig ofte solrig – regnen rammer bjergene hårdest. Uafhængighedsdagen 20. maj og restaurationsdagen 28. november markeres med store nationale festligheder.
Godt at vide
Ind i landet: Danske statsborgere kan typisk få visum ved ankomst i Dili lufthavn mod betaling i amerikanske dollars – tjek altid de aktuelle regler før afrejse, da reglerne adskiller sig ved landgrænsen til den indonesiske del af øen. Der flyves til Dili fra Bali og fra Darwin i Australien; det er en lille lufthavn med få daglige afgange, så forbindelserne skal planlægges.
Valutaen er amerikanske dollars – landet har ingen egen seddelvaluta, men bruger egne mønter til småbeløb. Medbring rene, ubeskadigede sedler; slidte sedler afvises. Hæveautomater findes i Dili og de større byer, men kontanter er nødvendige uden for hovedstaden. Prisniveauet er højere, end man forventer af Sydøstasien: Dili er dyr, fordi næsten alt importeres. Regn med ca. 60-120 kr. for et måltid i Dili, mindre i landsbyerne, og ca. 500-900 kr. for et middelklassehotel i hovedstaden.
Transport: Vejene er landets største udfordring. Afstande, der ser korte ud på kortet, tager timer – Dili til Baucau er ca. 120 km og kan tage tre-fire timer. Firehjulstrækker med chauffør er den realistiske løsning uden for kystvejen; mikroletter (delebusser) og lastbiler forbinder byerne billigt, men langsomt.
Sprog og kultur: Officielle sprog er tetum og portugisisk, mens indonesisk og engelsk er udbredt i Dili. Landet er overvejende katolsk, og søndagen mærkes. Skikke omkring lulik – det hellige – gennemsyrer landsbylivet; hellige huse (uma lulik) og bestemte steder må ikke betrædes eller fotograferes uden tilladelse, så spørg altid først. Klæd dig beskedent uden for stranden.
Sundhed: Malariaforebyggelse og denguebeskyttelse bør drøftes med en rejseklinik. Sundhedsvæsenet er begrænset, og alvorlige tilfælde evakueres til Darwin eller Singapore – forsikring med evakueringsdækning er vigtig. Sikkerhedsmæssigt er landet i dag roligt, men tjek Udenrigsministeriets rejsevejledning inden afrejse som altid.
Vores råd: Giv landet mindst ti dage, og del dem i tre: fire dage på Atauro med dykning eller snorkling fra husrivene, to-tre dage i Dili med Modstandsmuseet og Chega! som omdrejningspunkt, og resten i bjergene omkring Maubisse med kaffegårde og Ramelau ved solopgang. Book Atauro-overnatningen i god tid – der er ganske få senge, og de går hurtigt i tørtiden.