Mongoliet er et højland uden kyst, klemt mellem Rusland og Kina, og landets vigtigste tal er ikke arealet, men befolkningstætheden. Landet fylder 1,56 millioner km² — omkring seksogtredive gange Danmark — og er verdens tyndest befolkede selvstændige stat. Næsten halvdelen af indbyggerne bor i hovedstaden Ulaanbaatar. Resten fordeler sig over et område på størrelse med Vesteuropa.
Det betyder i praksis, at man rejser gennem landskab og ikke mellem byer. Der er strækninger, hvor man kører en hel dag uden at passere andet end en ger, en flok heste og en bunke sten med blå bånd på et pas. Højeste punkt er Khüiten i Altaj på 4.374 meter, helt ude i det vestlige hjørne. Se også guiden til Mongoliet og siden om kort og kortressourcer.
Fire landskaber fra syd mod nord
Gobi i syd er ikke den sandørken, de fleste forestiller sig. Langt det meste af den er gruset, stenet halvørken med spredt græs — fast nok til, at man kan køre på den, og med græs nok til, at der lever dyr og folk der. Sandklitterne findes, men de udgør kun en lille del. Gobi strækker sig ind i Kina og er en af verdens største ørkener målt på areal.
Steppen gennem midten er landets ansigt: bølget græsland, der fortsætter til horisonten i alle retninger. Her ligger Orkhon-dalen, som i århundreder var magtens midte på steppen, og hvor Karakorum, det gamle mongolske rigs hovedstad, lå.
Bjergene i vest — Altaj — er landets eneste rigtige alpine område med gletsjere, klippetinder og permanent sne. Provinsen Bayan-Ölgii yderst mod vest er kasakhisk af sprog og kultur, og det er her, jagten med kongeørn stadig praktiseres. Mellem Altaj og steppen ligger Khangai-bjergene i midten, lavere og rundere, med græs helt op på ryggene.
Nord er skov. Taigaen fra Sibirien når ned over grænsen, og her ligger Khövsgöl, en dyb, klar ferskvandssø i næsten 1.650 meters højde, omgivet af nåleskov og rensdyrhyrder. Floderne i nord — blandt andet Selenge — løber mod Bajkalsøen; floderne i syd løber ud i sandet og forsvinder.
Landets gennemsnitshøjde ligger omkring 1.500 meter, og det gælder også Ulaanbaatar, der ligger i Tuul-dalen mellem bjerge.
Afstandene
Her er hovedreglen: antallet af asfalterede veje er begrænset, og uden for dem er en "vej" et sæt hjulspor, der deler sig og finder sammen igen. Gennemsnitsfarten på tværs af landet er lav.
- Ulaanbaatar-Terelj, den nærmeste nationalpark, er omkring 70 kilometer — halvanden time, og den eneste rigtige dagstur fra hovedstaden
- Ulaanbaatar-Kharkhorin i Orkhon-dalen er omkring 370 kilometer vest, fem-seks timer på asfalt
- Ulaanbaatar-Dalanzadgad i Gobi er omkring 550 kilometer sydpå — en lang dag i bil eller godt en time med fly
- Ulaanbaatar-Mörön ved Khövsgöl er omkring 670 kilometer nordvest; regn med to dage i bil eller halvanden time i luften
- Ulaanbaatar-Ölgii i Altaj er omkring 1.600 kilometer mod vest. Det er en flyvetur på omkring tre timer, ikke en køretur
Den transmongolske jernbane løber nord-syd gennem landet fra den russiske grænse over Ulaanbaatar til Kina — den eneste strækning i landet, hvor man kan regne med en køreplan.
Vinteren bestemmer alt
Klimaet er ekstremt fastlandsklima. Ulaanbaatar er verdens koldeste hovedstad, med vintertemperaturer, der kan nå ned mod fyrre minusgrader, og landet får meget lidt nedbør — også på steppen, hvor græsset lever af smeltevand og korte sommerbyger. Forskellen mellem dag og nat er stor hele året, fordi luften er tør og højden stor.
Rejsesæsonen er kort og ligger fra juni til september. Naadam-festivalen ligger i juli, og ørnejagtfestivalen i Bayan-Ölgii i oktober, hvor vestens vejr allerede er vinterligt. Uden for sæsonen lukker gercampene, og nogle strækninger bliver ufremkommelige.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap er det bedste frit tilgængelige, men uden for hovedvejene viser den spor, ikke veje — og spor flytter sig
- GPS og offline-kort er ikke luksus her, det er nødvendigt. Der er hverken vejskilte eller vejkryds at navigere efter på steppen
- Et fysisk oversigtskort er godt til at planlægge etaper efter, fordi det tvinger dig til at se, hvor langt der faktisk er
Læg færre punkter ind på kortet, end du har lyst til. To-tre hundrede kilometer om dagen er et pænt resultat uden for asfalten, og det er landskabet mellem stederne, man kom for.
Se nøgletallene på fakta om Mongoliet, og find mere under Mongoliet.