Mauretanien er et land, hvor ørkenen ikke er en landsdel, men næsten hele landet. Sahara dækker det fra nord til langt ned i syd, og først helt nede ved Senegalfloden bliver jorden grøn nok til at dyrke. Derfor bor folk to steder: ved floden i syd og ved Atlanterhavet i vest, hvor det kolde havvand køler kysten ned og gør den beboelig. Imellem ligger der hundredvis af kilometer med sand, sten og enkelte oaser.
Landet fylder 1.030.700 km², omkring 24 gange Danmark. Højeste punkt er Kediet ej Jill på 915 meter oppe i nordvest — der findes ingen rigtige bjerge, kun plateauer, der er skåret i stykker af erosion. Se også guiden til Mauretanien og siden om kort og kortressourcer.
Kysten, plateauerne og floden
Kysten vender mod Atlanterhavet i godt 750 kilometer. Den kolde Kanariestrøm løber langs den og giver et af verdens fiskerigeste farvande, tåge om morgenen og en luft, der er køligere end tallene antyder. Midt på kysten ligger Banc d'Arguin, en lavvandet zone af sandbanker og vadeflader, hvor millioner af trækfugle raster, og hvor imraguen-fiskerne stadig fisker fra sejlbåde. Nouakchott, hovedstaden, ligger på kysten og er bygget på sand i løbet af få årtier; Nouadhibou i nord ligger yderst på en halvø, landet deler med Vestsahara.
Adrar-plateauet i midten er landets mest besøgte del. Klippevægge, palmedale og oasebyer: Atar som indfaldsport, Chinguetti og Ouadane som gamle karavanebyer med biblioteker af håndskrifter, og Terjit som en kølig kløft med kildevand. Øst for Ouadane ligger Guelb er Richat, en cirkelrund ringstruktur på omkring 40 kilometer i tværmål, som er let at se fra luften og svær at få øje på fra jorden.
Tagant-plateauet sydøst for Adrar er lavere og mindre rejst, men har samme form: stejle kanter, palmer i bunden af dalene og oasebyer som Tidjikja.
Syden er sahel: en smal stribe græsland og akacier langs Senegalfloden, som er landets eneste flod, der fører vand hele året, og som udgør grænsen til Senegal. Her ligger markerne, kvæget og de fleste af landets landsbyer.
Afstandene
Der er asfalt på hovedstrækningerne, og de er hurtigere end man forventer, fordi der ikke er noget at sætte farten ned for. Uden for dem er der piste, og der regnes i timer, ikke i kilometer.
- Nouakchott-Nouadhibou er omkring 470 kilometer ad kystvejen, fem til seks timer
- Nouakchott-Atar er cirka 450 kilometer, fem til seks timer
- Atar-Chinguetti er kun omkring 90 kilometer, men vejen går over Amogjar-passet og tager halvanden til to timer
- Chinguetti-Ouadane er cirka 120 kilometer og tager tre timer
- Nouakchott-Rosso ved Senegalfloden er omkring 200 kilometer, tre timer
- Jernmalmstoget Nouadhibou-Zouérat kører knap 700 kilometer ind i ørkenen og er undervejs 12-20 timer
Toget er landets kendteste rejse. Det er et af verdens længste godstog, det læsser jernmalm i minebyen Zouérat og kører ud til havnen, og man kan køre med på de åbne malmvogne. Det er koldt om natten, og der er intet ly for støvet.
Varme, støv og årstid
November til februar er den eneste rimelige rejsetid. Resten af året bliver indlandet ulideligt varmt, og støvet ligger tungt i luften. Harmattanen blæser fra øst i vintermånederne og gør himlen mælket i dagevis. Kysten er en undtagelse: der holder havet temperaturen nede året rundt, men til gengæld kommer tågen. En kort regntid rammer syden i juli-september og kan gøre pisterne ufremkommelige i kortere perioder.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap har byerne og de asfalterede veje med, men pisterne i ørkenen er sporadisk kortlagt og skifter alligevel med sandet
- Satellitbilleder gemt offline er mere brugbare end vejkort uden for asfalten, fordi terrænet ses direkte
- En lokal fører er en kortressource i sig selv i Adrar og Tagant. Sporene er ikke afmærkede, og orienteringen sker efter klippeformer
Regn med at rejse mellem faste punkter med vand og brændstof. Mellem Atar og Ouadane er der ingen mellemstationer, og bilen skal kunne klare hele strækningen selv.
Se nøgletallene på fakta om Mauretanien, og find flere rejsemål under Mauretanien.