Island er en ø med et hul i midten. Langs kysten ligger et smalt bælte af græs, gårde, havne og byer, og indenfor ligger højlandet: gletsjere, lavamarker, sand og grus, hvor ingen bor. Det er den ene kendsgerning, man skal forstå. Alt, hvad der hedder infrastruktur i Island, følger kanten, og derfor er ringvejen ikke et turistprodukt, men landets rygrad.
Øen fylder 103.000 km², omkring 2,4 gange Danmark, men den beboede del er en brøkdel af det. Højeste punkt er Hvannadalshnúkur på Öræfajökull med 2.110 meter. Under den sydøstlige del ligger Vatnajökull, Europas største gletsjer uden for Arktis, og den alene dækker et område større end Sjælland.
Se også guiden til Island og siden om kort og kortressourcer.
Pladegrænsen og landsdelene
Den midtatlantiske ryg går tværs gennem Island fra sydvest til nordøst. Det er derfor, øen findes: to kontinentalplader trækkes fra hinanden, og revnen fyldes med ny lava. På Þingvellir kan man gå ned i sprækken, og hele vulkanbæltet — Hekla, Katla, Grímsvötn og de andre — ligger på samme linje.
Sydvest er landets befolkede hjørne. Reykjavik og hovedstadsområdet rummer langt de fleste islændinge, og lufthavnen i Keflavík ligger yderst på Reykjanes-halvøen, 50 kilometer fra byen. Den gyldne cirkel med Þingvellir, Geysir og Gullfoss er en sløjfe på et par hundrede kilometer fra byen.
Sydkysten er en lang, flad stribe mellem havet og gletsjerne, med vandfaldene Seljalandsfoss og Skógafoss, den sorte strand ved Vík og gletsjerlagunen Jökulsárlón længere øst. Det er den mest besøgte strækning i landet.
Østfjordene er smalle, stejle og tyndt befolkede. Vejen snor sig ind og ud af hver fjord, og det tager tid.
Nord har landets næststørste by, Akureyri, ved bunden af en lang fjord, og øst for den ligger Mývatn med vulkankratere, dampfelter og fugleliv.
Vestfjordene hænger i en klods ude i nordvest, forbundet med resten af landet med en smal tange. De er en omvej på flere dage og lukker delvist om vinteren. Snæfellsnes-halvøen sydligere er den korte version af det samme landskab.
Afstandene
- Ringvejen rundt om øen er cirka 1.320 kilometer. Man kan køre den på fire-fem dage, men syv-ti er det, der giver mening
- Keflavík-Reykjavik er 50 kilometer, tre kvarter
- Reykjavik-Vík på sydkysten er cirka 185 kilometer, to en halv time uden stop — og der er mange stop
- Reykjavik-Jökulsárlón er omkring 375 kilometer, fem-seks timer, og er for meget til en dagstur
- Reykjavik-Akureyri er cirka 390 kilometer, fem timer ad ringvejens nordvestlige del. Flyet tager tre kvarter
- Akureyri-Mývatn er omkring 100 kilometer, halvanden time
- Reykjavik-Ísafjörður i Vestfjordene er cirka 450 kilometer, syv timer
Højlandsvejene, F-vejene, er noget helt andet. De åbner først i juni eller juli, kræver firehjulstræk, og flere af dem har vadesteder uden bro. Landmannalaugar og Askja ligger bag dem.
Vejret skifter, ikke årstiden
Golfstrømmen gør vinteren mildere, end navnet antyder, men vejret skifter time for time, og vind er oftere problemet end kulde. Om sommeren er det lyst næsten hele døgnet, alle veje er åbne, og højlandet er tilgængeligt. Fra september bliver dagene korte, F-vejene lukker, og nordlyset kommer til gengæld frem. Sydkysten er farbar hele året; nord og øst kan lukke i timer eller dage ad gangen om vinteren.
Gode kortressourcer
- Vejmyndighedens vejrmeldinger og vejstatus er det kort, islændinge selv bruger om vinteren. Tjek det hver morgen frem for at stole på en rute lagt dagen før
- OpenStreetMap er god på ringvejen og byerne, mindre pålidelig på F-veje og vadesteder
- Et papirkort i 1:250.000 eller bedre er nyttigt i højlandet, hvor der ikke er dækning
- Vandrekort over Landmannalaugar og Þórsmörk sælges lokalt og viser hytterne på Laugavegur-ruten
Læg en buffer ind i planen. Et islandsk døgn med vind fra øst kan koste dig en dag, og de fleste dårlige oplevelser skyldes en for stram køreplan.
Se nøgletallene på fakta om Island, og find flere rejsemål under Island.